Hvad skal vi overhovedet med legendekoncerterne på Roskilde Festival?

Musikkulturens umættelige behov for nostalgi kan heldigvis føre værdige comebacks med sig. Således rockveteranerne i The Jesus and Mary Chain og Slowdive, der begge lige straks er aktuelle på årets Roskilde Festival. Men er der grund til at glæde sig? Og hvordan kan vi i dag spore de to bands betydning gennem musikhistorien?
Hvad skal vi overhovedet med legendekoncerterne på Roskilde Festival?
Forsanger Jim Reid fra The Jesus and Mary Chain. (Foto: Jonathan Wood/Getty Images)

Det er svært at komme uden om ordet nostalgi, hvis man skal opsummere musikkulturen i det 21. århundrede. The Strokes og The White Stripes revitaliserede rockkulturen med et ordentligt skud retro allerede ved indgangen til årtusindet – her var der tale om nye boller på en gammelkendt suppeopskrift. Nostalgifaktoren hænger dog oftere sammen med en regulær genopstandelse af bands, der næppe havde regnet med, at de kunne fejre triumfer på efterbestilling, dengang de første gang kastede håndklædet i ringen.

Man overraskes til stadighed over hvor sultent et (niche)publikum, der er til bands, som den almindelige musikforbruger i bedste fald har et summarisk kendskab til, men som på baggrund af en stærk plade eller to for 20, 30 eller 40 år siden alligevel kan få forventningspulsen hos de få rå (eller, i mere sjældne tilfælde, de brede masser) i vejret.

En ikke uvæsentlig faktor i forbindelse med den sejlivede genforeningsbølge er, at gendannede bands er blevet en fast ingrediens i forbindelse med festivalkulturen – både på Roskilde og flere andre af landets festivaler. NorthSide havde sikkert ikke hyret The Prodigy og Ride i 2017, hvis de havde udgivet album i en stadig strøm gennem alle årene. ’Chokeffekten’ ved et comeback og en veteran-booking kan skabe kunstigt oppustede forventninger hos mange.

Uanset om der er tale om elskede veteraner, der kan fylde Orange Scene, eller kultdyrkede outsidere, hvis omdømme er taget til gennem afsavnet (The Replacements, Pavement, Neutral Milk Hotel og i den dur), så vender de til hobe tilbage som sejrsvante gladiatorer i forbindelse med festivalsæsonen.

Keith Flint fra The Prodigy på årets NorthSide. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

Hvem mangler at blive gendannet?

Morrissey og Johnny Marr har endnu ikke ladet sig friste af diverse milliontilbud, så The Smiths forbliver (foreløbig) en dagdrøm væk. Abba (!) er definitivt udslukte. En Talking Heads-genforening kunne falde på et tørt sted (med tanke på, at Gud og hvermand på fjerde årti efterligner David Byrnes visionære spasmer). Men ellers er det så som så med virkelig markante bands, der ikke allerede har ladet sig lokke af lugten af savsmuld i cirkusmanegen for de genantændte drømme (og den lokkende sirenesang af lukrative kontrakter). Oasis og R.E.M.? De tæller vel ikke endnu? Men bare vent: Om 8-10 år vil en R.E.M.-gendannelse være hot stuff og en Oasis-gendannelse få internettet til at gå regulært bananas. For mig skal vi snarere ned i den alternative rocks anden (eller tredje) division for at finde markante ikke-genforenede acts: Fugazi? Hüsker Dü? Lemonheads? Hvor bliver de dog af?

2017 har budt på to forskellige rockcomebacks, der rammer Roskilde Festival med fornyet medvind i sejlene. Skotske The Jesus and Mary Chain og amerikanske Slowdive. Forskellige al den stund, at Mary Chain har turneret igen siden 2007 (og spillede NorthSide i 2015), men først i 2017 har udgivet et nyt album (det første siden 1998), mens Slowdive leverer ’den ægte vare’: Nyt album (det første siden 1995) efterfulgt af turnevirksomhed.

Hertil kan man tilføje, at det at udgive et album i forlængelse af en genforening på sin vis fungerer som en lakmusprøve i forhold til, om man er fundet sammen igen af ’de rigtige grunde’, det vil sige ikke kun for at lave penge (i form af nævnte sommerfestivalgigs), men for at skabe noget, hvorved man i videre forstand udviser en villighed til at tage en chance. Man går planken ud frem for ’bare’ at række hånden frem for at modtage folkets hyldest og de penge der følger med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Det nye Sex Pistols’ vandt selv legendestatus

The Jesus and Mary Chain er anført af en slags højlandsprototype på Noel og Liam Gallagher, nemlig det letantændelige brødrepar, Jim og William Reid, der måske ikke er verbalt lige så veludrustede som Gallagher-brødrene, men til gengæld kan matche dem ud i disciplinerne brødreforagt og korporlige bandkonflikter.

Bandet brød frem fra undergrunden i en periode først i 80’erne, hvor guitarrock ikke just trivedes i et britisk musiklandskab domineret af synthpop og New Romantics. De heftigt distortede guitarudladninger blev skudt af fra hoften i koncerter af max 20 minutters varighed. Med sangtitler som ’Jesus Fuck’ og ’Suck’ var det ikke så sært, at musikpressen døbte bandet ’det nye Sex Pistols’.

Mary Chains’ legendestatus hænger nøje sammen med støjpopklassikeren ’Psychocandy’ fra 1985, der kan beskrives som et lykkeligt sammenstød mellem de sødmefulde melodier fra 60’ernes pigegrupper a la The Shangri-Las og det uregerlige, feedback-overstyrede temperament fra senere rockrenegater som Stooges og Suicide. Man behøver ikke just en doktorgrad i moderne rockmusik for at kunne høre, at The Raveonettes har skabt en karriere på at eftergøre JAMC-modellen.

Det har næppe formindsket bandets – og ’Psychocandy’s – status i det 21. århundrede, at ’Just Like Honey’ blev brugt i Sofia Coppolas nyklassiker ’Lost in Translation’. Filmens suggestive billeder af et Tokyo i splintrende dagslys og besnærende neon, er noget nær den optimale visuelle affyringsrampe for sangen, der afspilles på lydsiden lige efter, at Scarlett Johansson har hvisket Bill Murray i øret i filmens enigmatiske sidste dialogscene.

’Damage and Joy’, bandets første album i 19 år, der udkom i marts, opleves ikke helt som et udslag af akut kreativ nødvendighed. Men mindre kan gøre det. Reid-brødrene betjener sig af en signaturlyd, som de har svært ved at afvige fra (også på den måde ligner de altså Gallagher-brødrene). 98 procent af alle nye Mary Chain-sange lyder som gamle Mary Chain-sange. På den måde rammer den blottede nostalginerve ret præcist, men omvendt er det svært at hidse sig op over, når nu man lige så godt kan smide ’Psychocandy’ eller ’Darklands’ på og opleve det autentiske rush, det er at smage på vand direkte fra kildens udspring.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Shoegaze-genrens grimme ælling

Det er en anderledes følelse at lytte til comebackalbummet med Slowdive. Bandet, der består af Neil Halstead, Ian McCutcheon og Rachel Goswell, udgav i maj et nyt selvbetitlet album – deres første i 22 år. Og det med det selvbetitlede er nok ikke først og fremmest et udslag af mangel på fantasi, men en markering af, at der er tale om ikke bare en frisk, men også en fuldgod, begyndelse.

’Slowdive’ står i kongenial forbindelse af bandets 90’er-produktion (herunder hovedværket ’Souvlaki’), men virker samtidig i sync med den form for drømmepop, der har spredt sig som en steppebrand siden 00’erne, først og fremmest gennem et band som Beach House.

I midt-90’erne var Slowdive et ofte forkætret band (i hvert fald i store dele af den netop da britpop-begejstrede britiske musikpresse). Shoegaze var generelt ikke i særlig høj kurs, mens Oasis og Blur (og målt på kvalitet, bestemt også Pulp) kæmpede om det nationale herredømme, men også inden for den lidt uklart definerede genreparaply var Slowdive den grimme, lettere pjuskede ælling over for My Bloody Valentines smukke, strunke svane (MBV blev – surprise, surprise – gendannet i 2015).

På den måde er bandet i kraft af dets nye, meget velmodtagne album blevet mere populært end nogensinde, og cirklen synes på den måde sluttet. Slowdive lyder nu både som sig selv, men samtidig også som nogle af de bands, som de har været med til at inspirere. På den måde giver rocknostalgien måske alligevel konstruktiv mening som andet og mere end et forgæves forsøg på at jage suset fra ungdommens hedonistiske udfoldelser.

Førstesinglen ’Star Roving’ er båret af et smittende guitarriff, der maser sig frem med en nærmest subatomar kraft, en mere klart udkrystalliseret eller skarpere udhugget version af de mere drømmende, meditative guitarspor bandet serverede for over 20 år siden. Det er lidt som forskellen på klare primærfarver (Per Arnoldi-style) og en sart udflydende akvareltegning. My Bloody Valentine-mastermind Kevin Shields sidder formentlig et sted i sin maskinpark og nikker anerkendende.

Andre steder på ’Slowdive’ (’Don’t Know Why’, ’No Longer Making Time’) minder bandet mere om sig selv, men også med andensinglen ’Sugar for the Pill’ serverer de et anderledes bud på en reformulering af Slowdive-formlen. Det er sjældent, at bandet har budt på et så direkte smittende, ja kønt, omkvæd, der ikke ’nøjes’ med at være i umiddelbar, nærmest umærkelig, forlængelse af verset, men har en egen identitet, der er med til at transformere hele den omgivende sangs stemning. ’Sugar for the Pill’ byder måske ikke på de klare primærfarver, men de udflydende vandfarver bliver ligesom indrammet af en skarpere streg i kraft af dets distinkte omkvæd – som en sort blyant, der ridser en tydeligere kontur frem på kanvassen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fortidsstemning og nutidsrelevans

Shoegaze-genrens dominerende kendetegn er tågesporene fra lag-på-lag af guitarspor (med den dertilhørende droneeffekt) og sukkende henførte (men ofte ikkedechifrerbare) vokaler. En opskrift, der både kan hensætte lytteren i en stemning af besættelse eller meditativ ro, men som også kan resultere i kedsomhed og en følelse af, at det hele er hørt før – den anklage vil mange sikkert også rette mod moderne arvtagere som førnævnte Beach House. På den baggrund er det imponerende, at Slowdive byder på et comebackalbum med så klar en identitet, en så skarpt formuleret vision.

Det kan godt være, Roskilde Festival som en del af en globalt appellerende festivalkultur tager del i og ligefrem promoverer den nostalgifaktor, der knytter sig til en musikpopulærkultur, der har nået pensionsalderen. Men med The Jesus and Mary Chain (der med en vis ret kan kaldes for pionerer for shoegaze-genren) og i særdeleshed Slowdive, er der grund til at forvente både salig fortidsstemning og opkvikkende nutidsrelevans, når de to genoplivede patienter fra rockens brutale hamsterhjul træder op på Roskildes scener foran – må man forvente – en talrig og velvilligt indstillet lytterskare. ’Star Roving’, indeed.

The Jesus and Mary Chain spiller på Arena torsdag nat kl. 02.00.

Slowdive spiller på Avalon lørdag kl. 18.00.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af