Trentemøller på Roskilde Festival: Dystert Arena-show fra genrekamæleonen

Trentemøller kan velsagtens skrive titlen som fast tilbagevendende Roskilde-hovednavn på sit cv.

Trods de mange koncerter på festivalen gennem tiden var det på forhånd svært at vide, hvad den stilrastløse kunstner havde at byde på, og det var også spændende, at han havde taget springet til Arena efter tidligere at have betrådt Orange Scene.

Som dunkle silhuetter indtog Trentemøller sammen med sine fire backingmusikere scenen badet i et betagende lysdesign. Marie Fisker agerede endnu en gang vokalist og viste fra start af på ’One Eye Open’, at hendes attitude passer glimrende ind i setuppet.

Trentemøllers stil lod sig ikke afkodes let. Han er ikke en genremusiker eller en blændende sangskriver, men snarere en stemningsskaber i verdensklasse, der smertefrit låner elementer fra rock, punk, surf, techno og ambient, som det passer ham. Til koncerten kunne musikerne derfor ses løbe mellem trommer, guitarer, bas, percussion og keys, mens publikum blev kastet rundt mellem genrerne og de rå fortolkninger af kataloget.

Rollen som stemningsskaber gjorde det, ligesom under hans seneste koncert på Orange, til tider svært at skabe kontakt med publikum. Det udlignede valget af Arena og den rå, dystre stemning delvist, da der på tværs af koncerten var masser af energi i det stramt spillede sæt, og Trentemøller ofte gjorde sit til at opildne publikum.

Momenterne, hvor publikum blev deltagere snarere end tilskuere – som under ’Moan’ – var begrænsede, men det skal ikke ændre på, at det var 90 stærke minutter i Trentemøllers mørkeland.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival