Haven Festival: The National gav ujævn koncert med et smattet kirsebær på toppen

Det hele var klappet og klart. Efter to dage med koncerter, bålstegt pattegris, improjam, sur øl og dyr æbleeddike skulle Havens festivalmødom krones med et sweet american cherry på toppen i form af The Nationals farvel og godnat-koncert på festivalens største scene.

Forventningerne til koncerten blev ikke mindre af, at Haven netop er et personligt hjertebarn for The Nationals Dessner-tvillinger, der har været med til at arrangere festivalen i det Danmark, de ynder at kalde deres andet hjemland, ikke mindst på grund af Bryce Dessners danske kone.

Det lå altså i kortene, at The National skulle sparke denne her hjem. Men sådan blev det ikke.

Problemet var ikke kun regnen, der fra start lagde et tungt tæppe over pladsen op mod midnat. Nærmere var det helt klassisk: Et band har et nyt (uudgivet) album med under armen, som det kribler i kroppen for at spille. Omvendt står publikum tilbage uden at kunne give meget andet end et ‘fint-fint’-klap mellem de sange, de ikke rigtig kender. Især den første time af koncerten spillede The National mange sange fra deres kommende album, ’Sleep Well Beast’, og supplerede dem med kendinge som ‘Bloodbuzz Ohio’ og ‘Afraid Of Everyone’, der trods alt åbnede publikum lidt op.

Med de navne resten af lørdagens program havde budt på, kunne man ikke andet end at glæde sig til at se, hvilke musikere der dukkede op på scenen. Her var et andet problem. Da bandet inviterede Justin Vernon fra Bon Iver og Kate Stables fra This is The Kit (to af festivalens mest talentfulde stemmer) op på scenen, blev de syltet i liveproduktionerne og spist af med nogle kedelige andenstemmer, der bidragede med cirka ingenting til sangenes helhed.

Danske Kwamie Liv, der gæstede ‘I Need My Girl’, fik lidt mere albuerum i form af et enkelt vers, men hun virkede malplaceret på den stille guitarsang ved siden af Berningers dybe mandehvisken, og gæsterne på scenen endte mere som galionsfigurer, der ikke bidrog med meget andet end deres fysiske tilstedeværelse. Ekstra ærgerligt var det, fordi alle gæster kunne have været brugt til så meget mere.

‘Fake Empire’ er dog stadig en hest, man kan stole på, selv på en regnvåd havn efter midnat. Sammen med ‘November’ og ‘Terrible Love’ gav den luft til koncertens sidste halvdel, hvor armbevægelserne, sammen med orkesteret, voksede sig større og skabte noget medkraft.

Aftenens sidste mindeværdige øjeblik stod den islandske performancekunstner Ragnar Kjartansson dog for, da han – dedikeret fra Aaron Dessner til sin danske svigerfar – blev inviteret på scenen for at synge, wait for it, Kim Larsen og Bellamis ‘De smukke unge mennesker’. Med Kjartanssons islandsk-snøvlede dansk mindede det mere om comic relief end om musik, men det satte trods alt et passende smattet kirsebær på toppen af en ujævn koncert.

Læs anmeldelse: Haven Festival: Bon Iver leverede en fuldendt kunstnerisk vision