Haven Festival: Bon Iver leverede en fuldendt kunstnerisk vision
Feist var knap nok gået at scenen, før en stor del af Haven-publikummet stillede sig klar. De var kommet for at se Bon Iver lave sin Lazarus efter de aflyste koncerter i Den Grå Hal og næsten fem års ufrivillig tørlægning af Justin Vernons melankoli i live-format.
Efter de store koncerter i 2012 (Roskilde Festival og Forum) kunne man op til koncerten fundere over, om Vernon ville medbringe et mere minimalistisk setup med det mindre ekstroverte ’22, A Million’ i bagagen.
Under åbneren ’22 (OVER S∞∞N)’ lagde han det straks fast, at der ikke var skruet voldsomt ned for det maksimalistiske parameter til trods for, at stilen havde en mere tilbagelænet karakter. Vernon har udviklet en decideret saxofon-fetich og havde intet mindre end seks saxofoner med sig som en del af et i alt ti mand højt orkester, der også inkluderede to trommesæt.
Derefter fulgte sangene fra det seneste album så i en perlerække. Fra start til slut i kronologisk rækkefølge. Når jeg skriver perlerække, er det nemlig netop, hvad sangene viste sig at være: Perler, der åbenbarede deres individuelle kvaliteter endnu mere lysende klart live.
I den Imogen Heap-inspirerede ‘715 – CRΣΣKS’ viste Vernon for alvor sin anden store fetich – vocoderen – samt, at han var villig til at bruge sin vokal mere kraftfuldt og ekspressivt end tidligere set og hørt. Stilheden lagde sig over et fortryllet publikum, mens det hvide ovenlys badede frontmanden og vakte minder om kirkelys i en koncert, hvor der var mange stikord til religion med symboler og referencer til bibelvers på de medbragte visuals.
Det var netop også med en revsende fordømmelse af hykleriske kristne og sataniske agnostikere, som Vernon malende beskrev det, at ’666 ʇ’ blev indledt. Her nåede musikken det absolut højeste luftlag. Saxofonerne, det dobbelte trommesæt og Vernons melodier spillede sammen i ypperlig enhed og forløste Bon Ivers evne til at skrive små introverte sange i storladent format, hvilket lader ham udtrykke melankolien på sin helt egen specielle måde.
Afslutningsvis fik vi ’Perth’, ’Holocene’ og ’Creature Fear’ i stærkt omarrangerede versioner, hvor specielt sidstnævnte blev gennemført i en bevægende smuk country-stil med passende slutstøj.
Det blev til en time og et kvarter i selskab med en nærværende kunstner og hans fuldendte kunstneriske vision, der formåede at trække luften ud af mellemgulvet, som få andre kan gøre det.
Læs også: Se billeder fra Haven: Ny festival på Refshaleøen åbnede dørene for første gang