Beastie Respond dirigerer dansk drum’n’bass i nye retninger

Beastie Respond dirigerer dansk drum’n’bass i nye retninger
Tobias Hjørnet Pedersen aka Beastie Respond. (Foto: Daniel Buchwald)

Lige siden debutalbummet ’Fictitious Nostalgia’ (2013) har produceren Tobias Hjørnet Pedersens været kendt for at ville bryde sine egne grænser. Han eksperimenterer i et felt af både 80’er-tendenser, analoge synths og straight forward bastyngde, og derfor ved man sjældent, hvad man skal forvente, når der høres nye, mystiske kvæk fra hans hjørne af dansk elektronisk musik.

På Pedersens andet album som Beastie Respond står datamængder og digitalitet i konstant bevægelse som hovedinspirationskilde. Her er det hans ambition at skabe et nuanceret klangspektrum, hvor genrer er noget, der defineres løbende ud fra optrevlede lydfragmenter og begrænsede, nærmest demoagtige tracklængder. Det er et spændende sigte, men det bliver også tydeligt allerede fra albummets første takter, hvordan produceren på én gang vil i utroligt mange elektroniske retninger.

Synthens hovedrollestatus understøttes i begyndelsen skiftevis af klokkespil, tør percussion og panfløjte, der i træfsikkert samspil med overraskende korindslag yder et flot, kontrasterende modspil til den underlagte bas. De tre første tracks fungerer alle som enormt facetterede kompositioner, der udfordrer med deres flygtige, live-agtige mumlen og et jazzet, nærmest improviserende spil, der konstant ændrer kurs. Men de stilistiske kolbøtter, der søger ind og ud af den elektroniske sfære i et hæsblæsende tempo, kan ikke undgå også at give et indtryk af rastløshed.

Først på ’They Mobilized Ignorance and Slack’ er det som om, der er ved at blive dannet en form for kosmos ud fra dette instrumentelle kaos. Tobias Pedersens mange års mixer-erfaring træder for alvor i karakter, og trommeslagerfortiden fornægter sig heller ikke. Her tager den selvsikre og potente drum’n’bass-vibe over, og følelserne af forvirring og uoverskuelighed overskygges af en velplaceret forsikring om, at Beastie Responds lydunivers stadig har hjemmebane på dansegulvet.

Feststemningen fortsætter inden for det upbeat sen-80’er-spektrum, der med mellemrum afløses af flere akustisk inspirerede sekvenser samplet med supersoniske syntheffekter. Senere følger et mere minimalistisk, poporienteret klangfundament, og efterhånden begynder man at få lidt pusterum til at spørge sig selv, hvordan i alverden man havnede her, før det igen eskalerer i kaskader af breakbeats.

Hvis det har været Beastie Responds ønske at udleve et image af tidsåndens stressniveau, er det lykkedes til fulde. ’Information City’ er på samme tid en vild rutsjebanetur, hvor man skal samle alle kræfter for ikke at blive kastet af, og en hitparade af velsmurt electronica, der gang på gang rykker i smilebåndene. At lytte sig gennem pladens labyrintiske loops er først og fremmest sindssygt god underholdning på baggrund af en imponerende musikalitet, hvor de virkeligt bærende elementer stadig må siges at være synth-ekspertisen samt den tilbagevendende drum’n’bass-dimension, der især kommer til udtryk på titelnummeret.


Kort sagt:
Det er nærmest umuligt at komme med hele vejen rundt i de mange loops på ’Information City’. Der er tale om et storslået og virtuost album, som spænder over ubeskriveligt mange lydlandskaber, og som nok skal føre mere velfortjent, international opmærksomhed med sig. Men selv om hvert track står som en lille, vibrerende kviksølvkugle i sig selv, virker det stadig ærgerligt, at ingen af de splinternye ideer for alvor bliver undersøgt til bunds.

Beastie Respond. 'Information City'. Album. Foul-Up.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af