Cadeau til dig, hvis du har hørt samtlige Future-sange. Atlanta-rapperen har nemlig udgivet seks album, ti solo-mixtapes og en serie af udgivelser med andre rappere, producere og crews. Men det er ikke kun mængden af udgivelser, der gør, at Futures output føles så omfattende. Det er også fordi han allerede har genopfundet sig selv flere gange – og i forlængelse deraf også har ændret hiphopverdenens æstetiske kurs mere end én gang.
Der er den tidlige mixtape-rapper, som lavede overentusiastiske trap-tracks, der frem for alt vil have dig til at ’turn up’, som det hed i 2012. Og der er den elegante, forelskede Future fra ’Honest’-albummet i 2014. Og så er der ham, vi kender bedst: Den faldne Future, der genopfandt sig selv som narkotiseret, deprimeret stripklubdæmon efter bruddet med sin forlovede, r’n’b-sangeren Ciara.
Alle de inkarnationer har på ret speciel vis skabt musik, der har afspejlet rapperens udvikling. Det personlige og kunstneriske flyder sammen hos Future.
Vi har dykket ned i den koncertaktuelle kunstners bagkatalog og forsøgt at kortlægge hans ti vigtigste udgivelser.
10. ’Honest’ (album, 2014)
Futures karriere kan deles op i tiden før ’Honest’ og tiden efter ’Honest’. Rapperens andet officielle album er en poleret mainstream-plade, der står som et slags tidsbillede på perioden, hvor Atlanta-rapperen flyttede til Los Angeles med sin daværende forlovede, r’n’b-stjernen Ciara, og fulgte vejen mod popstjernehimmelen.
Det gik ikke som forventet. Albummet blev ikke den store kommercielle succes, og efter et traumatisk brud med Ciara flyttede Future tilbage til Atlanta og forlod de polerede omgivelser, der havde affødt ’Honest’.
Men ’Honest er faktisk et virkelig stærkt album – det er et slags indblik i et parallelunivers, hvor Future er en lykkelig forelsket elegantier, der laver sofistikeret poprap med Ciara og Miley Cyrus. På albummets ømme titeltrack summer Future en afdæmpet falset, mens sange som ’I Be U’ og ’I’ll Be Yours’ nærmest forsigtigt udforsker rapperens forhold til kærlighed.
’Honest’ var en blindgyde for Future, og rapperens næste udgivelse var det kompromisløse trap-mixtape med den ominøse titel ’Monster’. Men et par måneder i 2014 var Future en helt anden person, end ham vi kender i dag.
9. ’Free Bricks’ (mixtape med Gucci Mane, 2011)
Som ung rapper i start-10’ernes Atlanta var der kun en vej, hvis man ville frem: Man måtte have fat i Gucci Mane. Den kontroversielle og karismatiske rapper med isvaflen tatoveret på kinden har brugt sin succes til at promovere byens unge talenter som Waka Flocka Flame, Young Thug, Migos og en ung Future, som han i 2011 indspillede et overset mixtape med.
Future havde påkaldt sig Gucci Manes opmærksomhed med YC-samarbejdet ’Racks’ i 2011 og udgivet en række mixtapes som ’Dirty Sprite’ og ’True Story’. Samarbejds-mixtapet med scenens dominerende rapper var både et henkastet projekt og en blåstempling.
Og så var det også bare et møde mellem to rappere med exceptionel kemi: Futures melodiske sang, der dengang brugte autotune i endnu højere grad, passer perfekt til Gucci Manes underspillede, melodiske rapstil, og gennemført geniale produktioner fra blandt andre Zaytoven og Mike Will (vigtige producere for begge rapperes karriere) er fulde af små, subtile melodier og lette trommer, der gør det hele til en svævende fornøjelse.
8. ’Future’ (album, 2017)
Det var egentlig ikke meningen, at ’Mask Off’ skulle være Atlanta-rapperens største hit. Det er et ret typisk og egentlig lidt ikke-spektakulært Future-nummer: Et nedbarberet beat af den faste producer Metro Boomin (der også har en slags kreativ rådgivende rolle for Future) med hypnotiske rim af Future, der i kraft af deres monotone, cirkulære rimstruktur nærmest synes at genskabe Futures døsige, tilrøgede stripklubunivers.
Men ’Mask Off’ havde alligevel det der svært definerende ekstra, der gør en sang til et hit – dét, og så ramte det trenden for fløjtebaserede beats på rette tidspunkt. Takket være streaming-tjenesterne (og en række memes) blev det tydeligt, at ’Mask Off’ var albummets hit. Resten er historie.
På den måde er ’Mask Off’ symptomatisk for det selvbetitlede album. Det er stærkt netop fordi det ikke er nyskabende, men tværtimod koger Futures appel ned til sin essens: Hypnotiske trap-beats fra især Metro Boomin og Southside og minimalistisk, gentagelses-tung rap fra stripklubkongen, der har fundet en formel, der helt enkelt virker.
7. ’What a Time To Be Alive’ (mixtape med Drake, 2015)
Hvis man vil se, hvor indflydelsesrig Future er blevet, kan man sammenligne Drake-samarbejdsalbummet med mixtapet, han lavede med Gucci Mane. På ’Free Bricks’-mixtapet er vi stadig inde i Gucci Manes univers. Producerne laver Guccis typiske, jingle-agtige beats, og trap-gudfaderen står for de fleste omkvæd. Men i 2015 tilhører hiphoppen Future, og selveste Drake må tage til takke med at være gæst.
Hiphoppens lydbillede er nemlig gået fra Gucci Mane-lyden og legesyge rim til en mørkere, druggy lyd, som Future pionerer med produceren Metro Boomin’, og på ’What a Time To Be Alive’ besøger Toronto-rapstjernen Drake Futures Atlanta-univers.
De mange gentagelser og hypnotiske trommer på ’Jumpman’ er typiske for lyden – det er hektisk og hypnotisk. Et andet højdepunkt er ’I’m the Plug’, der er endnu mere radikal og manisk. Og så er der den fantastiske ’Diamonds Dancing’: Det eneste tidspunkt, hvor paranoiaen letter, og Future og Drake skaber noget, der ligner en popsang.
Resultatet er en udgivelse, der ikke er blandt de to rapperes hovedværker, men den giver et spændende billede af en tid, hvor Future var så urørlig, at selv Drake måtte indordne sig.
6. ’HNDRXX’ (album, 2017)
Otte udgivelser. Så mange album og mixtapes skulle der gå, før Future igen vendte tilbage til de polerede popsange, han så ud til at have lavet for sidste gang på ’Honest’-albummet i 2014. Men med ’HNDRXX’ fra tidligere i år ser det ud til, at Future har forarbejdet dæmonerne efter bruddet med Ciara. Efter otte udgivelser med stoffer, stripklubber og nok indre dæmoner til at fylde helvede flere gange, laver han popmusik igen.
Men der er en væsentlig forskel mellem ’HNDRXX’ og ’Honest’. Det her er ikke de sukkersøde, hviskende kærlighedserklæringer fra 2014, men noget andet. Højdepunktet ’Incredible’ er lige så meget selvbekræftende mantra som kærlighedsdedikation, mens samarbejder med The Weeknd, Rihanna og Nicki Minaj genindsætter Future i en popstjernekontekst, man troede han havde forladt.
’HNDRXX’ giver også mening i forhold til den verdensturné, Future netop nu er ude på. Turneen har nemlig også opgraderet Future fra mellemstørrelses-venues til stadionscener i USA – og det er netop det ambitionsniveau, albummet antyder. Det er tilbagevenden af popstjernen Future.
5. ’Streetz Calling’ (mixtape, 2011)
Før popstjernen Future var der mixtape-rapperen Future. Og i et års tid omkring 2011 og 2012 var han kongen af Atlantas mixtape-scene. ’Streetz Calling’ er sammen med søsterudgivelserne ’Astronaut Status’ og ’True Story’ vidnesbyrdet om en rå, upoleret rapper, der laver autotunede trap-sange, der er skabt til stripklubben Magic City og Atlantas trap-huse.
Future havde et sindssygt momentum dengang, hvor alt foregik på en mere lokal skala. Det handlede om at få den næste banger ud på gaden hurtigst muligt. Det kan man høre på ’Streetz Calling’: ’Same Damn Time’ og ’Name Hold Weight’ er tordnende trap-sange, der definerede Atlanta-lyden i perioden.
Men der er også glimt af senere Future, som ’Running Through a Check’ og ’Ball Forever’, hvor Futures overentusiastiske autotune synes at skabe pophits ud af trap-elementer. Og så selvfølgelig ’Unconditional Love’: En af de første store Future-kærlighedssange, der nikker fremad mod senere numre som ’Turn On the Lights’, ’Neva End’ og ’Honest’-albummet.
4. ’Monster’ (mixtape, 2014)
’Monster’-mixtapet er ikke Futures bedste udgivelse, men måske den vigtigste. Det er her, han genopfinder sig selv – efter ’Honest’ ikke bliver den store popsucces, han håbede på, og efter bruddet med Ciara. På ’Monster’ trækker Future sig helt tilbage – ind i sig selv, ind i stripklubmiljøet og ind i stofferne. Det er her, Future 2.0 bliver født.
Den nye æstetik bliver klart formuleret på ’Codeine Crazy’, der nok er en af Futures stærkeste sange nogensinde. De samme følelser, der lå åbent til skue på ’Honest’, flyder her ud i en lilla pøl af hostesaft, antidepressiva og depression. Falsetten, der nynnede kærlighedsbekendelser på ’Honest’-titelnummeret, hvisker nu ordene »codeine crazy«.
Mixtapets andet store hit, ’Fuck Up Some Commas’, er også en stripklubsang med en mareridtsagtig undertone. Sangen handler om at bruge en masse penge, men der er ikke meget glæde at høre i mantraet. Prøv at sammenlign ’Fuck Up Some Commas’ med et tidligt hit som ’Running Through a Check’ – det er nærmest modsætninger.
3. ’56 Nights’ (mixtape, 2014)
På ’Monster’ åbnede Future døren til en ny lyd. På ’56 Nights’ går han igennem den.
Det ti numre lange mixtape er en kondenseret, potent version af rapperens forvandling fra ’Honest’-elegantieren til den narkotiserede, fremmedgjorte stripklub-dandy, der graver sig dybere ned i et sjæleligt hul. Mareridtsagtige beats fra produceren Southside sørger for, at mørket også er komplet på lydsiden.
Titelsangen kondenserer mixtapets lyd, mens ’Trap Niggas’ og ’March Madness’ på en eller anden måde får en slags triumferende følelse ud af den næsten totale depression. I det hele taget er det utroligt, hvordan Futures kompromisløse, mainstream-fjendtlige afsked med pop har skabt hans største hits.
’56 Nights’, ’Monster’ og ’Beast Mode’ danner en mixtape-trilogi, hvor Future genopfinder sig selv. Det er også mixtapes skabt i samarbejde med enkelte Atlanta-producere: Henholdsvis Southside, Metro Boomin og Zaytoven laver alle skræddersyede lydbilleder til Future, der alle har det tilfælles, at de er underspillede, dystre og oser af Atlanta.
2. ’Pluto’ (album, 2012)
Når man synker ned i Futures underspillede, dystre lyd fra de seneste mixtapes, kan det være nemt at glemme, at hans oprindelige appel ikke var dystopisk, men det stik modsatte.
På sine tidlige mixtapes var rapperen nærmest den personificerede entusiasme. Hans kærlighedssange var ved at eksplodere af forelskelse, og hans trap-tracks var nok de mest euforiske i dette årti. De to strømninger fandt deres perfekte udtryk på kulthit-albummet ’Pluto’.
’Turn On the Lights’ og ’Neva End’ er stadig episke kærlighedssange, der overgår alt på det mere stiliserede ’Honest’. De er også grundstenen til produceren Mike Will Made Its senere succes, der jo blandt andet førte til Miley Cyrus’ hiphopificering. Men det er anden historie.
Futures største mixtape-hits er også inkorporeret i albummet: Den tidlige signaturhymne ’Same Damn Time’ med sit geniale omkvæd om at gøre to ting samtidig, stripklubhittet ’Magic’ og så selvfølgelig ’Tony Montana’, hvor Future skaber en ret vanvittig ’Scarface’-efterligning med Drake som gæst.
Men albummets definerende sang er måske ’Straight Up’, som jeg hermed udnævner som den mest entusiastiske og begejstrede trap-sang nogensinde. Future er ung, glad og frembrusende. Men det varede som bekendt ikke længe, før det ændrede sig…
1. ’DS2’ (album, 2015)
Futures tredje album er et sjældent eksempel på, hvordan en rapper kan forvandle en gennemført mixtape-succes til albumformat. For i stedet for at udvande den æstetik, han havde udformet på mixtape-trilogien bestående af ’Monster’, ’56 Nights’ og ’Beast Mode’, koncentrerede han de bedste dele af den på ’DS2’. Han skabte på den måde en kompromisløs plade, der står som en krystalklar klassiker i en tid, hvor Atlanta-rappere egentlig ikke laver albumklassikere.
Om noget var albummet endnu mere dystopisk end de mixtapes, der gik forud. Introen ’Though It Was A Drought’ er slæbende og ondsindet, og det bliver ikke lysere på ’I Serve The Base’, der runger af forvrængede sirener. Det lyder som en alarm, der ikke når ned til Future, der sidder i sin hostesaftsgennemsyrede sump og skaber den ene hypnotiserende, uhyggelige sang efter den anden. Når han på ’Groupies’ råber »Now I’m back fucking my groupies« lyder det ikke som standard rapper-pral, men som en nærmest djævelsk, ritual-agtig aktivitet.
Ligesom på ’Pluto’ er mixtape-højdepunkterne integreret i albummet. Men hvor det på ’Pluto’ dannede et spraglet, forskelligartet lydbillede, glider ’Trap Niggas’ og ’Fuck Up Some Commas’ her gnidningsløst ind i det i forvejen dystre lydbillede.
’DS2’ er på mange måder et anti-’Pluto’. ’Pluto’ var et næsten naivt entusiastisk værk, hvor alle sangene var ved at sprænges af melodi og overskud. På ’DS2’ er alt reduceret ned til det mest nødvendige.
Det siger måske en del om Futures kunstneriske evner, at det sværeste ved at skrive denne artikel var at bestemme sig for, hvilken Future, der var mest fascinerende.
Læs også: Spoiler alert: Det kan du forvente til Futures første koncert i Danmark
Læs også: Futures opvarmnings-lineup alene er billetten værd