Carl Emil Petersens break-up-album koger suppe på forbillederne
Scenen har brændt sig fast i min hukommelse: Margrethe Vestager bliver spurgt til et awardshow, hvem hun håber vinder. Hun svarer begejstret Ulige Numre. Det var ti sekunders sigende tv, der gav et klart signal om Carl Emil Petersens sangskrivning. Det er den type musik, Margrethe Vestager nævner, når hun ønsker være med på beatet, men samtidig bredt tilgængelig.
Så kom bruddet med barndomsbandet og en efterfølgende medieturné om at føle sig holdt tilbage kreativt. Den hæderkronede sangskriver skulle videre alene. Der var lagt op til nye boller på suppen med ’Natradio’, Carl Emil Petersens første soloalbum i eget navn.
Han kalder selv albummet for et dobbelt break-up-album. Bruddet med bardomsbandet og kæresten i den blødende overgang fra ung til voksen fylder de personlige og ærlige linjer ud.
Med linjer som »fanget i ungdommen til en uendelig morgenfest med mig som sidste gæst« og »så lad mig være en blind passager / et tågehorn i et pænt kvarter / jeg kan vise dig, hvad der sker under poplerne / når kærlighed kommer«, skaber han betagende billeder, og det er svært ikke at resonere med Carl Emils Petersen beskrivelse af at være menneske.
Han synes i unægtelig grad som aftageren af den dansksprogede singer/songwriter-tradition, som mentoren Nikolaj Nørlund og Jens Unmack kanoniserede i 90’erne.
Rent musikalsk lyder Carl Emil Petersen som P3-musik fra en svunden tid. Der er fortrinlige melodier på for eksempel ’Liv før døden’, ’Midttyvernes dårskab’ og ’Kærlighed kommer’, men arrangementerne føles desværre som prototypiske poprocksange. De er blottede for spændende ideer.
Det er måske teknisk bedre end Ulige Numre, men det lugter af studiemusikere på den dårlige måde. Den kreative frigørelse, som adskillelsen fra vennerne skulle have bragt med sig, er svær at få øje på.
Det er svært ikke at ønske, at albumcoveret havde været mere sigende for indholdet. At man blot havde fået lov at høre Carl Emil alene med sin akustiske guitar og de personlige sange. Så havde intimiteten måske fået lov at bestå i højere grad, som på starten af ’Kun et mørke efter dig’.
Kort sagt:
Carl Emil Petersens personlige sange om ekskæreste, bandbrud og at være fanget i ungdommen emmer af åbenlyst lyrisk talent, som vil fornøje den tekstnære lytter. Det er dog ikke til at finde nye musikalske boller på suppen efter bruddet med Ulige Numre. Der synes snarere tale om musikalsk opkog tilsat en bouillonterning i form af studiemusikere.