KOMMENTAR. »She wears short skirts, I wear t-shirt, she’s cheer captain and I’m on the bleachers«, sang Taylor Swift sørgmodigt i poprock-bangeren ‘You Belong With Me’ fra 2008.
I musikvideoen sidder hun på sit værelse iført en t-shirt med et billede af det periodiske system, mens hun via håndskrevne noter snakker med nabodrengen i huset ved siden af. Hun er forelsket i ham, mens han dater skolens populære cheerleader-kaptajn (spillet af Taylor Swift i mørk paryk), men på lykkelig vis ender det selvfølgelig med, at den ‘gode’ Swift til sidst vinder sin udkårnes hjerte.
Det velmenende outsider-image gjorde sig gældende i en stor del af Taylor Swifts tidlige karriere, hvor hun på numre som netop ‘You Belong With Me’, ‘Teardrops On My Guitar’ eller den Grammy-vindende ‘Mean’ gjorde sig selv til talsperson for ‘stille piger’, der følte sig misforståede og tilsidesat til fordel for populære, åbenlyst sexede piger.
Selv om det image var umiddelbart sympatisk og bestemt i øjenhøjde med hendes målgruppe, har Taylor Swift med årene lagt det på hylden til fordel for en ny persona, der står i stærk kontrast til fortiden. Et image, der i højere grad spiller på sex, girlpower og høje stilletter.
Vi har at gøre med to næsten modstridende Taylor Swifts.
Men selv om 2008-Swift umiddelbart virker som den mest sympatiske, tror jeg faktisk, at det er den mindst troværdige Swift, vi har set.
Spoler man et par år frem på Taylor Swifts musikvideotidslinje – fra ‘You Belong With Me’ til ’22’ fra 2013 – begynder det outsider-narrativ, Taylor havde etableret, langsomt at ændre sig. I en stor del af hendes musikvideoer har de primære hovedpersoner indtil da været hende selv og en fyr, men i ’22’ sker der noget helt andet. For første gang nogensinde er Swift omgivet af veninder – noget man næsten havde fået indtrykket af, hun ikke havde. Og så endda i hobetal. De hygger sig liggende i klynger oven i hinanden, fester, affyrer konfettikanoner, og ja, lader til at have det rimelig godt.
Man kan vælge at se udviklingen som en slags succeshistorie om, hvordan outsideren endelig brød ud af sin outsiderrolle, eller måske bare historien om, at Swift er blevet ældre og har fået smag for fester – hvilket også lyder ret sandsynligt. Men jeg får primært fornemmelsen af, at Swift ikke rigtig på noget tidspunkt var den outsider, hun foregav at være. Et af hendes mest hadede attributter, der så dagens lys i 2015, underbygger bestemt også den fornemmelse: Hendes #girlsquad.
Girlsquad’et, der består af modeller, skuespillerinder og musikere med en relation til Swift, var første gang samlet til en 4th of July-fejring i 2015, hvor en professionel fotograf var hyret til at tage billeder af festlighederne. Alt var nøje tilrettelagt.
Store dele af kendisveninde-holdet optræder også i den actionmættede ‘Bad Blood’-video fra samme år, hvor Taylor Swift spiller superhelten Catastrophe, der samler en næsten amazonelignende hær til at besejre sin ærkefjende spillet af Selena Gomez. I ‘Bad Blood’ er outsider-imaget komplet lagt på hylden, og den åbenlyse sexethed, som Taylor var så fordømmende over for i starten af sin karriere på numre som ‘You Belong With Me’, er tværtimod det, der er ‘Bad Blood’-holdets styrke. Hun er selv iklædt høje, spidse støvler, masser af make-up, og hvad der nok bedst kan beskrives som en militærbikini.
Jo jo, Taylor er på det tidspunkt blevet syv år ældre, og det ville være underligt, hvis hun blev ved med at synes det samme resten af sit liv. Siden 2008 er hendes musik også gået fra overvejende country til hardcore popmusik, der uden tvivl spiller på nogle andre æstetiske tangenter. Stadigvæk kan man ikke komme udenom, at hun lader til at finde sig særdeles godt tilpas som en del af den gruppe af populære, rige, sexede, smukke piger, som hun gjorde en dyd ud af at hade for små ti år siden.
Det image er på mange måder sværere at fatte sympati for end det forrige. Hvem elsker ikke en undertippet outsider? Sværere er det at heppe på den ultrapopulære, rige, smukke popprinsesse, der laver et Kanye-diss-track og altid har en fyr i kikkerten.
Men selv om den type efter et lidt jantelovsinficeret kodeks virker usympatisk, så synes jeg, det fremstår langt mere ægte end Swifts iscenesatte outsider-persona. Jeg tror ikke på, at hun på noget tidspunkt har været en outsider, for hun har altid været smuk, rig, velstillet og talentfuld.
I stedet for er der nok mere tale om, at hun er en benhård, kalkuleret popstjerne, der har været rigtig god til at få sit publikum til at købe de narrativer, hun har skabt om sig selv. Hvilket jo også er sådan pop-gamet fungerer langt hen af vejen.
Likeable eller ej føles det mere troværdigt, at Swift ikke forsøger at lægge skjul på, at hun netop er en kæmpe superstjerne, der bestemt har kontakterne, økonomien og udseendet i orden, og som til hver en tid kan skifte image efter forgodtbefindende. I den nye video til ‘…Ready For It?’ understreger hun det endda ved at fremstille sig selv som en utilregnelig cyborg.
Hun er i kraft af sin omskiftelighed og sine privilegier heller ikke en overvældende banebrydende person i et poplandskab, hvor politisk og social stillingtagen bliver vigtigere og vigtigere, men det er nu engang hendes præmis.
Så længe hun formår at lave popbasker på popbasker, kan den præmis godt forsvares.
Derfor kommer også et ikke helt ubetydeligt ‘men’: Singlerne fra ‘Reputation’ har ikke rigtigt kunne leve op til kvaliteten på forløberen ‘1989’. Og selv om Swifts nye image, der langer ud efter haters og omfavner hendes slange-ry, egentlig er berettiget og på sin egen måde mere troværdigt end outsider-nørden, så bør det nu stadig være musikken, der skal være det bærende element på hendes hævntogt.
Så kære Taylor – lad nu please ‘Reputation’ være et godt album. Så skal vi nok se igennem fingre med alt det andet.
Læs også: Tidslinje: Hvornår begyndte hele verden at hade Taylor Swift?