KOMMENTAR De seneste fem år af Drakes karriere har mere eller mindre stået på nybrud og forandring. Han har skubbet sig selv, opfundet nye stilarter, fundet friske legekammerater – og i processen naturligvis også kapret tendenser og flows og promoveret dem, som var det hans egne opfindelser.
Sådan er Drake. »Gode kunstnere kopierer – store kunstnere stjæler«, som overskriften på vores anmeldelse af ‘More Life’ lød.
Det er faktisk meget sjovt. I årene efter ’Take Care’-albummet fra 2011 blev Drake hyldet for at være bannerfører for den følsomme hiphop. En frontløber, der tog stikord fra Kanyes ’808s and Heartbreak’ og viste, at man godt kunne lave blød hiphop sovset ind i følelser og ekskærester.
Folk fulgte efter ham. Brugte ham som inspiration. Løftede ham op på en piedestal. De senere år har piben dog fået en anden lyd, og Drake er utallige gange blevet klandret for at hugge stilarter, lyde og flows fra andre rappere – for eksempel fra Dram (ift. ’Hotline Bling’) og XXXTentacion (’KMT’ lyder som ’Look at Me’). Earl Sweatshirt har kaldt Drake en grib.
Men i weekenden udgav Drake med ultrakort varsel to friske singler: ’God’s Plan’ og ’Diplomatic Immunity’, som virker til at være en del af en ep med navnet ’Scary Hours’. Om ep’en med tiden bliver udbygget aner vi intet om.
Denne gang er der – indtil videre – ikke dukket nogen beskyldninger op, og det er der en grund til. Selv om vi ikke er helt ude i føle-føle-Drake a la ’Marvins Room’ og ’Shot For Me’, lyder sangene nemlig som noget, der kunne høre hjemme i tiden omkring ’Take Care’ (2011) og ’Nothing Was the Same’ (2013). I min bog stadig Drakes bedste udgivelser. Punktum.
Og mens hverken ’God’s Plan’ eller ’Diplomatic Immunity’ lyder som klassikere i rapperens diskografi, så stråler de i dette øjeblik ved at være relativt uspektakulære i forhold til deres stil.
Her får vi ikke caribiske Drake, grime-Drake, hårde Drake eller Atlanta-Drake. Singlerne opererer ikke inden for en specifik og nøje udtænkt stilart. De prøver ikke at være noget specielt, de er ikke noget specielt. Og det er faktisk forfriskende. Det er mere eller mindre almindelige hiphopsange. Og regulære Drake-sange er som udgangspunkt gode hiphopsange.
Bevares, den her slags sange var også at finde på sidste års ’More Life’, men de var få, og tracks som ’Can’t Have Everything’ og ’Do Not Disturb’ var gemt væk i slutningen af anden halvdel af den 22 numre lange udgivelse.
Oven på år med singler som ’One Dance’, ’Controlla’, ’Passionfruit’ og ’Portland’ er det lang tid siden, at Drake har promoveret de her mere regulære hiphopsange som singler og dermed frontløbere for, hvad man kan forvente fremadrettet. Hvad end ’Scary Hours’ rent faktisk viser sig at være. Den seneste tid har den almindelige hiphop været gemt væk, nu er den tilbage i fokus.
’God’s Plan’ og ’Diplomatic Immunity’ er dog langt fra identiske.
Førstnævnte er et synthbobbende, positivt track, hvor Drake er taknemlig for, at den store mand foroven holder øje med og hånden over ham: »Someone watchin’ this shit close, yep, close«. Drake synger, synthen er lys, og det er hyggeligt og rart. Den minder lidt om ’Headlines’ fra ’Take Care’, som Stereogum har noteret.
Så er der ’Diplomatic Immunity’, et lidt hårdere track med strygere og orkester-feel, hvor Drake igen-igen cementerer sin status. Den har fået opmærksomhed på baggrund af to ting:
1. Drake rapper-rapper bedre, end han har gjort i lang tid.
2. Han rapper om Jennifer Lopez, som nogen mente, han var sammen med tilbage i 2016/2017. Det har hun dog afkræftet: »2010 was when I lost my halo / 2017 I lost a J. Lo«.
På de her singler, ikke albumtracks (vigtigt!), lyder Drake som Drake. Ikke som Drake, der lidt prøver at være noget andet eller har sugerøret nede i en frembrusende tendens. Et helt album af den her slags sange ville faktisk være fedt. Og for Drake anno 2018 også et velkomment nybrud.
Læs også: Drake beskyldes for at stjæle artwork til ‘Scary Hours’-projektet – døm selv