Det formfuldendte studiealbum er stadig Tory Lanez’ hvide hval
Tory Lanez er en mand af mange talenter. I sine bedste momenter kan han synge som en engel, rappe som en djævel og forfatte sangtekster for andre som et spøgelse. Alligevel har et blakket ry længe hængt over ham som den slags kroniske tordensky, man typisk finder over tegnefilmskarakterer med en forbandelse.
Dengang såvel som nu lød kritikken på, at Lanez ikke er sin egen. At det 25-årige Toronto-talent ser andre bysbørn lidt for flittigt over skulderen, og at han ikke er stor nok til den helt store liga, fordi han er en simpel mixtape-kunstner, som ikke har studiealbum i sig.
Selv om jeg generelt har en stærk aversion mod størstedelen af de onde tunger, der udråber snart hver anden rapper til at være en nederdrægtig kopist uden en ambition i livet, må jeg efterhånden medgive, at der er sandhed gemt i sidstnævnte kritik af Lanez. Selv om ’Memories Don’t Die’ ikke skraber bunden på samme måde som debuten ’I Told You’, er denne svære toer immervæk et undervældende bud på et studiealbum.
Når Lanez ikke sjosker rundt i udtrådte dancehall-trends på ’Skrt Skrt’ og ’Hypnotized’, anvender han på ’Shooters’ og ’Hillside’ nøjagtig den samme højoktane og teatralske trap-vokal, man kender fra mixtape-serien ’The New Toronto’. Andre steder, navnlig ’4 Me’ og ’Real Thing’, går der til gengæld fuld ’Chixtape’ i den, hvor røsten rammer et helt smølfet toneleje. Enten spiller stemmebåndet på den helt grandiose, operadramatiske klinge, eller også er den sovset ind i sakkarinsød autotune. Fælles for begge er, at ingen rammer den gyldne middelvej.
’Memories Don’t Die’ røber, at Lanez til syvende og sidst er den mixtape-kunstner, nejsigere rubricerer ham som. Det er der for så vidt intet odiøst i. Mixtapes kan være mindst lige så gennemførte som album, men det bliver en altoverskyggende skavank, at Lanez trækker på personaer og lyduniverser fra mixtape-føljetoner som ’Chixtape’ og ’The New Toronto’ med cellofantynde tracks, der aldrig fandt vej til disse i første omgang.
En albumtoer havde været den perfekte platform at strømline sit udtryk på og løfte det, hvad enten det er åleglat r’n’b eller benhård hiphop. I stedet bliver albumbalancen Lanez’ hvide hval – han jagter den evindeligt uden at nedlægge den.
Lanez har det dog også med at være lidt af en rap-virtuos i rollen som Story Lanez, som han spøgefuldt kaldes, når der serveres selvransagende storytelling. Her stråler den magnetiske ’Hate to Say’, hvor rapperen over sfæriske vokalsamples begraver stridsøkser med både Drake og Travis Scott, mens også ’Happiness x Tell Me’, et tvedelt nummer om henholdsvis morens død og Torys blakkede efteraberomdømme, er hjertefølt og timeligt. Og så er der den Sting-samplende, 50 Cent-assisterede ’Pieces’, der skildrer en tragisk vanskæbne kuldsejlet af voldtægt og mord. Alle tre lander på et særdeles tørt sted.
’Memories Don’t Die’ er altså bestemt ikke uden sine smukke højdepunkter, men der er ganske enkelt for langt mellem snapsene. Resultatet er et værk, der vil det hele, lykkes med det halve og derfor aldrig bliver lige så formfuldendt, som det bestræber sig på.
Kort fortalt:
’Memories Don’t Die’, Tory Lanez’ svære albumtoer, er mestendels et fejlskud for Toronto-talentet. I manglen på et enestående kunstnerisk albumudtryk forsøger han sig med lappeløsninger fra mixtape-bagkataloget, som end ikke de stærkeste numre herpå kan redde.