Czarface & MF Doom laver hiphop til dem, der synes alting var bedre i gamle dage
Halvvejs igennem Czarface og MF Dooms fælles album smider gæsterapper Open Mike Eagle en henslængt reference til Bitcoin på bordet på nummeret ’Phantoms’. Det er ikke i sig selv en opsigtsvækkende punchline, men den punkterer for en stund den illusion, albummets hovedpersoner ellers indhyller ens ører i. Illusionen om et album fra 2004, da undergrundshiphoppen herskede på sit højeste og mest nørdet. Før mainstream rimede på progressive kulturhelte som Kendrick Lamar, dengang det var noget, man var i dyb opposition til.
’Czarface meets Metal Face’ er ikke så meget et konservativt tilbageskuende album, som det er et decideret tidsvakuum – uberørt af indflydelse fra de seneste 15 års hiphophistorie. I et univers af tegneseriehelte og -skurke, breakbeats og filmsamples, kæmper de tre rappende musketerer Esoteric, Inspectah Deck og MF Doom en brav kamp for hiphopkulturens traditionelle værdier. Bevæbnet med flows, der stadig er skarpe, men linjer, der lidt for ofte føles forældede.
Åbningsnummeret ’Meddle with Metal’ gør sit marcherende indtog med en blæsende fanfare akkompagneret af et trampende trommespor, og inden længe er der både faldet referencer til ’Star Wars’ og Spiderman. Og sådan fortsætter det. Mystiske soundtrack-agtige samples og utallige referencer til gamle film og hiphoppens guldalder tegner det tætte og farverige lydunivers på blandt andet fine numre som ’Nautical Depth’ og ’Bomb Thrown’.
Det er på én gang både velment og velrappet – og fuldstændig ude af trit med alting. Det er hiphop for mænd i 40’erne, der stadig læser tegneserier og synes alting var bedre i gamle dage.
Falder man uden for den kategori føles det mere som et uforløst flashback. Der er næppe nogen, der havde ønsket at høre veteranerne forsøge sig med trap, men albummets mangel på refleksion af alder, tid og den kultur, de nu er en del af, lægger et fremmedgørende filter over oplevelsen. Selv om det langtfra er uappetitligt, sidder man hele vejen igennem tilbage med en bismag, der minder én om den overskredne salgsdato.
Kort sagt:
’Czarface meets Metal Face’ forsøger at genkalde sig hiphoppen, som den så ud i årene efter årtusindeskiftet. Håndværket er solidt uden dog at kunne konkurrere med den epokes hovedværker – og man bliver derfor aldrig for alvor overbevist om værdien af dette tidsvakuum.