Sabas tankevækkende ’Care For Me’ er en album-mindesten for rapperens afdøde fætter
Da jeg i 2016 fangede Saba over en skrattende telefonlinje fra den anden side af Atlanten, forklarede han mig, hvordan han så sig selv som »et lys i et eller dunkelt sted«. Det dunkle sted er naturligvis hjembyen Chicago, hvis skyhøje mord- og voldsrater for længst har malet et kulsort billede af Illinois-hovedstaden med tilnavnet Chiraq.
Dengang nægtede Tahj Malik Chandler kategorisk at lade sig fortære af byens uoverstigelige voldsstatistikker. Debutalbummet ’Bucket List Project’ fra 2016 bød således på ekstatisk og næsten epileptisk hiphop svøbt ind i livsmod, der trods åbenlyse børnesygdomme smagte af råt potentiale. Han skulle nok blive til noget, lød konsensus.
Som spået, så sket: Sabas albumtoer ’Care For Me’ er hans med længder bedste output til dato. Det står dog også klart fra første færd, at albummets tilblivelse helt bogstaveligt har krævet blod, sved og tårer af traumatiske dimensioner. Værket står som en auditiv mindesten for Sabas afdøde fætter, gode ven og Pivot Gang-kompagnon Walter Long Jr. aka DinnerWithJohn, som utidigt blev stukket ihjel sidste år i en alder af bare 24.
Ikke overraskende er ’Care For Me’ af samme grund en mørk modpol til debutprojektet. Hvor ’Bucket List Project’ ivrigt satte flueben på livets eksorbitante tjekliste, stopper ’Care For Me’ op for at tage pulsen på livets uomgængelige mortalitet. »I got angels runnin ’way, I got demons huntin’ me / I know Pac was 25, I know Jesus 33«, rappes der over glubsk kontrabas på ’Life’. Englene, Saba messede så eksalteret om på Chance the Rappers ‘Angels’, er forvist. Tilbage står næsten kun hans indre dæmoner.
For hvad nytter det hele egentlig, når man sådan uden videre mister en af sine allerkæreste? Dét spørgsmål og mange andre mediterer Saba over gennem 42 veldrejede og tankevækkende minutter, der er spændt op med dirrende hjertestrenge.
Han fortæller om at skrive sig vej ud af kriserne på ’Calligraphy’, om hvordan hans sumpende depression paralyserer ham på ’Fighter’, om at danse efter et pladeselskabs dirigentstok på ’Grey’, og hvad det vil sige at være afhængig af sociale mediers tomme kalorier på ’Logout’: »If you press logout, you get forgotten / what’s a post but a reminder just how boring our lives ar-ar-ar-are«. Teksterne er blændende jordnære, men dunker samtidig af fortættede følelser i hver frasering og hvert knæk.
Det ene sekund leger han på ‘Logout’ kispus med flowet som Kendrick Lamar, det næste leder han febrilsk efter Walter minutter efter knivdrabet på den hjerteskærende dobbeltskæring ’Prom / King’: »We got in the car, but we didn’t know where to drive to / fuck it, wherever you are, my nigga, we’ll come and find you«. Sabas genkaldelse af nøglemomenter med Walter leveres så overbevisende, at det for lytteren næsten føles som implanterede minder.
Chicago-rapperens småcerebrale udladninger serveres over selvproducerede, sample-fri og organiske beats, der ofte virker helt taktile: De gløder og spræller og ville være et oplagt habitat for eksempelvis byfællen Noname eller St. Louis-stjerneskuddet Smino. Produktionerne tænker ikke uden for boksen, men nærmere på kanten af den. Og derfor har de øjensynligt været lidt vanskelige at skrive velfungerende omkvæd til.
Lidt groft kan man nemlig påstå, at Saba pantsætter sin lettilgængelige appel og det gode hook for lyrisk tæft. Selv om det giver ganske fin mening på langdistancen, savner man flere ganerensende ørehænger-hooks a la juvelen ’Grey’, der bryder med sit klaverbeats tyngde. Værst lyder omkvædene på ’Smile’ og ’Broken Girls’, hvis sangtitler blot repeteres til doven ukendelighed.
Sabas svære albumtoer er først som sidst et tyngende lyt, der kræver tålmodighed og tilvænning for ikke at fare vild i den fintmaskede kombination af intense hverdagshistorier lagt på smårodede beats. Når det endelig rammer, rammer det hårdt. Men man skal også lige nå derhen først.
Kort sagt:
Med ’Care For Me’ har Saba begået sit bedste værk til dato. Albumtoeren er opstået i kølvandet på tabet af en af Chicago-rapperens allernærmeste, hvorfor der wrestles med eksistentielle emner som livets mortalitet, depression og indre dæmoner, alt sammen serveret med lyrisk tæft over taktile og smårodede beats, der hist og pist savner ganerensende ørehænger-hooks for at bryde tyngden.