Jack White havde svært ved at trænge igennem på Tinderbox

»Fuck om den stemmer, spil nu bare på den guitar!«, lød det fra en festivalgænger under Jack Whites koncert lørdag aften på Tinderbox.

Den slags kommandoer lod rockhelten fra Michigan sig heldigvis ikke diktere af, og tværtimod bevægede White og hans band sig ind og ud af numrene i en koncert, der vidnede om, hvor fint maskeret og sammenvævet hans bagkatalog er.

Således blev ‘Fell in Love with a Girl’ omarrangeret, så den lød som ‘Ball and Biscuit’, og The Raconteurs-hittet ‘Steady as She Goes’ fik implementeret en guitarsolo, der smagte af det tidlige The White Stripes.

Whites instrumentale formåen blev vi heller ikke snydt for. Der var guitarsolo med syntheffekt på ‘Why Walk a Dog?’, tapping-teknik på ‘Connected by Love’, og på ‘My Doorbell’ tog han selv over på trommerne.

I et håb om at mærke et sultent og entusiastisk publikum havde jeg placeret mig tæt på scenen og midt i menneskemængden, men selv her var begejstringen moderat, og folk syntes mere optagede af at skåle med hinanden. ‘Hotel Yorba’ og ‘We’re Going to be Friends’ blev snakket i stykker, og selv om ‘The Hardest Button to Button’ delvist og ‘Seven Nation Army’ fuldkomment (og forventeligt) samlede folk, var det tydeligt endnu en koncert med et hovednavn på Tinderbox, hvor folk mere var stimlet sammen for at hygge sig med hinanden frem for at koncentrere sig om musikken. Ligesom tilfældet var med Depeche Mode torsdag aften.

Hilsenen »Mit navn er Jack White og vi er forpligtet til at spille 90 minutter« havde således en syrlig klangbund, og man kunne ikke slippe den tanke, at han selv følte denne koncert som endnu en dag på kontoret.

Herfra var det i hvert fald en kende ærgerligt, at den rockenergi, der så åbenlyst bruser i Whites blod og som han formidler og forvalter som de færreste, ikke i højere grad trængte igennem til publikum på Tinderbox.

Læs anmeldelse: Iggy Pop på Tinderbox