Marshall Cecils popmusik blev for prætentiøs på Roskilde Festival

Med funklende og mild artpop, der smelter bløde beats, store synths og folkede guitarfigurer sammen, virkede Marshall Cecil som et oplagt match for Roskilde Festival, der ofte vægter hybriderne. Men tirsdag aften snublede trioen, der i koncertsammenhæng er udvidet til en kvintet, over deres eget materiale.

Med sin lange hvide skjorte og alvorlige mimik fremstod frontmand Daniel Abraham som en elegant forfører tynget af eksistentiel tvivl og alvor, og det er også det billede, der præger gruppens musik, hvor romantisk kærlighed og uforløste drømme tumler sammen med Kierkegaard-referencer og subtil politisk protest.

Da liveguitarist Ari Ole Kofoed Lassen i slutningen af ’Beautiful World’ kastede sig ud i en pludselig guitarsolo, transformerede den subtile synthpop sig til klassisk guitarrock, men kontrasterne harmonerede ikke altid lige godt. For selv om bandet var instrumentalt fokuserede, kom nogle af ideerne, som det pitchede rapvers over en sporadisk saxofon i ’Beatrice, X, Regine’, til at virke mere fortænkte end fokuserede – ligesom Abrahams skiften mellem at tale engelsk og dansk til publikum var noget forvirrende.

Det genreløse kan være både en force og et benspænd, og mange har i tidens løb brækket nakken på at overføre ambitiøse studieekskursioner til en medrivende koncertpraksis. Det var tilfældet her, hvor selv den melankolske ’Going Up/Going Down’ i momenter blev overdøvet af publikums snakken, før det forløsende drop ramte. I den skinnende aftensol viste Marshall Cecils glitrende artpop sig desværre mere prætentiøs end prangende.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival