KOMMENTAR. Jeg burde ikke kunne lide Bhad Bhabie. Hun er et Dr. Phil-meme, der er blevet til en rapper, og det virker ret åbenlyst, at hendes pladeselskab har formet hende til et slags internetskræddersyet produkt.
Men hendes første singler har været stærkt sammensatte sange med den Ronny J-producerede Soundcloud-banger ’Hi Bish’, den stilsikre autotune-ballade ’Trust Me’ med Ty Dolla Sign og så selvfølgelig den flabede ’Gucci Flip Flops’ med internet-kongen Lil Yachty. Fornuftens tvivl har det jo med at forsvinde, hvis sangene er gode nok.
Det er lidt som da Lil Debbie og Kreayshawn var store en overgang (kan du huske ’Gucci Gucci’?), eller da Miley Cyrus pludselig var rapper (lyt lige til ’23’ med Mike Will Made It): Det føles lidt corny, når de her unge hvide teenagere med spinkle stemmer leger gangsta-rappere, men hvis det bliver gjort rigtigt, er det svært at modstå.
Så jeg var ikke helt afvisende, da jeg forleden trykkede play på Bhad Bhabies debut-mixtape ’15’, som udkom natten til onsdag.
Det første, man lægger mærke til, når man hører Bhad Bhabies stemme, er, at den indkapsler den forkælede og flabede energi, hun allerede havde som Dr. Phil-gæst. Selv når hun rapper, lyder hun som en teenager, der skriger af sin mor, at hun fucking hader hende. Hun rapper som om hun tyrer sin iPhone i væggen efter hver linje. På en god måde!
Det andet, der stikker ud, er, at hun virkelig kan rappe de flows, hun kaster sig ud i. Det hele er godt leveret og gennemproduceret. Men den alt for perfekte produktion og strømlinede stil er samtidig problemet på ’15’.
For lige så meget som Bregolis personlighed skærer igennem, lige så tydeligt er det, at det hele er kunstigt. Alt er lavet for at lyde som hiphop i år 2018. Det er ret tydeligt, at Bhad Bhabie er et produkt af markedsanalyse og konceptudvikling – fra albummets lyd til features og de flows, Bregoli bruger.
Samtidig kan man jo godt høre, at Bhad Bhabie leger fastelavn, når hun eksempelvis rapper præcis som Post Malone på ’No More Love’. Eller prøver at være Chief Keef-agtig drill-rapper på ’Thot Opps (Clout Drop)’ – en sang, der lykkes med at bruge hele to Keef-slangord bare i titlen (’thot’ + ’opps’) og lige smækker dette års mest brugte hiphopmodeord (‘clout’) i en parentes, bare for sikkerheds skyld.
Og her er vi måske i kernen af Bhad Bhabie: Hun er helt enkelt for meget. Hun er for korrekt produceret, hendes stemme er for meget karikeret teenager, og hendes checkliste-agtige gennemgang af hiphoppens mest populære ord, stilretninger og flows er for meget. Det er letgennemskueligt og helt enkelt ikke autentisk.
Der er nogen, der har beskrevet Bregoli som en ’semi-autentisk’ rapper – med reference til, at hun jo har en del succes og kendte features. Men man bliver altså ikke engang ’semi-autentisk’ ved at købe en Lil Yachty-feature. Bregoli havde aldrig rappet så meget som en sætning, før hendes manager ’opdagede’ hende efter Dr. Phil-showet. Hendes karriere er opfundet for at omsætte meme-status til penge.
Bhad Bhabie er (og dette er et faktum!) nul procent autentisk.
Så hvorfor kan jeg egentlig meget godt lide det her album? Hvorfor lykkes hun, selv om autenticiteten er totalt fraværende?
Måske er det fordi ’15’ rammer et eller andet sweet spot, hvor det har samme mærkelige tiltrækningskraft som en internetvideo, man ikke kan lade være med at se på – blandet med musik, der iscenesætter hendes personlighed perfekt. For Bregoli rapper faktisk pænt godt på den måde, at hendes personlighed stråler igennem, når hun skærer igennem det ene Soundcloud-agtige beat efter det andet. Hendes linjer oser af »cash me ousside«.
Ja, ja, ‘Thot Opps (Clout Drop)’ er alt for meget. Men det er også bare en fucking hård sang.
Skriver hun teksterne selv? Næsten helt sikkert ikke. Betyder det noget? Næ, ikke rigtigt.
For tekstskrivning og autenticitet er ikke længere så centralt i hiphopkulturen, som det har været. Rick Ross laver cokedealer-rap, men har været fængselsvagt, og Drake har en hel hær af ghostwritere.
Det vigtige er i højere grad blevet levering og karisma. De ting har Bhad Bhabie, og hun lader i dén grad sin flabede personlighed fylde sangene ud. Ja, det føles ikke specielt troværdigt, når hun praler om at være gangster, og det lyder ret skævt, når hun bruger andre rapperes flows og slangord. Men sangene har en eller anden kvalitet, der gang på gang får mig til at glemme, at det egentlig er meningen, jeg burde hade det her.
Måske er det fordi Bhad Bhabie har den evne, der er allervigtigst for en ung rapper: Hun kan formidle følelsen af ikke at give nogle som helst fucks. Og det kan man tydeligvis nå langt med, uanset om man er autentisk eller ej.
Læs også: Attack of the memes: Hvad siger Big Shaq, Bhad Bhabie og Brain$ om hiphoppens fremtid?