Shiny Darkly forsøger at blande elektronik ind i deres ængstelige postpunk
Shiny Darkly har været aktive siden starten af årtiet, og således har den københavnske postpunktrio i løbet af hele deres karriere befundet sig i det, der nok kan kaldes en guldalder for dansk rock, punk og postpunk, hvor grupper som Iceage, Communions og Lower har stået i front.
Da Shiny Darkly startede, havde de en forfriskende imødekommende lyd med deres støvede, skramlede toner. Men de har aldrig været blege for at bevæge sig nye steder hen, og på deres nye album ‘Bronze’ vender de atter deres stilart på hovedet.
Kompositionerne er mere slæbende, produktionen er blevet klarere, og ikke mindst er guitarens rolle blevet mindsket til fordel for et mere spraglet lydbillede, der også giver fokus til både klaver, synthesizers og trommemaskiner.
Selv om det er fristende at hylde trioen for at bevæge sig nye steder hen, befinder de sig desværre ikke altid, hvor de kan bunde.
Den polerede produktion klædte ikke forgængeren ‘Little Earth’, hvor den virkede som en spændetrøje for deres ‘grimme’ æstetik. Man skulle forvente, at produktionen ville passe bedre nu, hvor der er endnu flere synthesizers, men det ender blot med at få kombinationen af postpunk og elektronisk instrumentation til at lyde endnu mere som to verdener, der ikke skal mødes.
Det er vigtigt at understrege, at de to verdener sagtens kan mødes med succes – hør blot det afsluttende album fra hedengangne Vår, der med mudret produktion fik synthesizers til at lyde lige så punk som hanekamme og sikkerhedsnåle.
Shiny Darklys forsanger Kristoffer Bech har ofte vist, at han med sin Ian Curtis-tangerende vokal kan kommunikere angst ganske effektivt. Så omklamrende som musikken til tider kan blive, er det dog kun ganske sjældent på ‘Bronze’, at hans stemme rammer det ubehag, den forsøger at kommunikere.
‘Tango’ er et godt eksempel: Bechs rablende vokal kunne sagtens fungere over et andet track, og selve instrumentationen er i sin grundvold et ganske fint, klaustrofobisk technotrack, omend det måske drukner en kende i alskens effekter. Disse to elementer mødes dog ikke gnidningsfrit, og det ender med at lyde som om, de befinder sig i to forskellige verdener.
Shiny Darkly er ofte i deres mindst melodiorienterede hjørne på ‘Bronze’. Det er som sådan ikke et problem, men mange numre er produceret, så det lader til, at de bygger op til fremtrædende melodier, der desværre stort set aldrig kommer – kun ‘New Country’, ‘WW’ og ‘Time as a Person’ tilfredsstiller her. Det er atter oplagt at bebrejde den sanitære produktion, for de mindre melodiske tracks har typisk nogle gode grundideer.
Numrene bliver næsten altid ved i længere tid, end sangskrivningen kan holde til, og alligevel har de tit svært ved at sætte sig fast på nethinden, når albummet er så forskelligartet, som det er. Et varieret album er selvfølgelig på papiret en god ting, men udgivelsen savner en rød tråd, der får det varierede udbud af sange til at hænge sammen. De to sidste sange, ‘Tango’ og ‘Time as a Person’, lyder end ikke som om, de hører til på samme album.
Shiny Darkly lyder på ‘Bronze’ som et band i identitetskrise. De prøver mange nye tiltag af, men de lander kun ganske sjældent, og albummet ender med at lyde mere som et forsøg på at gøre noget nyt end et forsøg på at lave et solidt værk.
Kort sagt:
Shiny Darkly har forsøgt at udvide deres veletablerede postpunklyd på ‘Bronze’, blandt andet ved at bruge mere elektronisk instrumentation. Det, der potentielt kunne have været en berigende genrefusion, ender dog i stedet med en retningsløs samling af ofte genreforvirrede sange, der savner gennemslagskraft.