Vår

Manisk ambivalens og humørskift. Man ved aldrig, hvor man er, eller hvad der skal ske. Som brutal og følsom sex med en smuk, men fuldstændig ligegyldig tøs. ’Pictures of Today / Vitorial’ er i hvert fald derhenad. Et sprødt beat pumper rastløst, mens resten af lydbilledet upåvirket sejler i en perfekt symbiose mellem kold electro og varmblodet melodi.

I samme ånd er det derfor også aldeles passende, at pladen, som blandt andet er kreeret af Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelt og vennen Loke Rahbek, åbner op med ’Begin To Remember’, hvor horn og et sygeligt syngende synthesizer-beat blæser til frontalkamp.

Læs også: Top Track: Vår ‘The World Fell’

Ligegyldigt om man kalder det for industrial, cold wave, noisepunk, technopop eller andet opfindsomt mundlort, lyder sangene mest som en samling hjemmeoptagelser hentet fra et meget lille rum med rigelige mængder smøger og kreativitet. De har en amatøragtig ærlighed, som hurtigt kravler under huden. Noget ægte. Det inkluderer også en opfindsomhed, som bekræfter, at kvartetten er ført af impulser. Det er uforudsigeligt og hæver intensiteten til max, når du føler, at ikke engang musikerne har tøjlet pladen.

Det til trods er der en enorm sammenhængskraft i de ni sange. ’No One Dances Quite Like My Brothers’ kunne ikke undværes for sin verdensfjerne og sensuelle pigestemmemessen om flintesten og snitsår. Det er bestemt virkningsfuldt. Ligesom sangskitsen ’Boy’, i al sin ligegyldighed, alligevel er uundværlig for den melodiske The Cure-inspirerede trompet-punkrock på ’Into Distance’. Uden de tomme minutter før var det blevet for overdådigt. Det bliver det aldrig på debuten, som er voldsomt velstøbt.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Vår. 'No One Dances Quite Like My Brothers'. Album. Sacred Bones/Cosmos.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af