ZK’s debut-ep lyder mere af i går end af i morgen

ZK’s debut-ep lyder mere af i går end af i morgen
ZK.

Det var et mindre nybrud, da ‘C’est La Vie’ blev en uventet landeplage tilbage i 2015. Ikke nok med at det var et kommercielt gennembrud for Gilli og MellemFingaMuzik, der indtil da først og fremmest havde vist sig frem som hårdkogte gaderappere. Det var også et nummer, der på kort tid forandrede dansk popmusik.

Siden har lyden af dansable hiphopbeats krydret med spanske guitarer, autotunevokaler og en tropisk letsindighed skyllet ind over landet som en brise fra den sydlige halvkugle. I en dansk kontekst er rappernes indtog det endegyldige bevis på, at hiphoppen ikke bare har rykket sig ind på det popmusikalske domæne, men decideret omformet det.

Men dens dominans og succes har også været dens akilleshæl, for stilen har ikke rykket sig, siden den slog igennem. Den har sejret af helvedes til, og mens artister som Gilli, MellemFingaMuzik og Node har haft kronede dage, har en hel bølge af unge sangrappere overtaget deres gamle position som hårdhudede og håbefulde opkomlinge fra gaden.

En af disse er Zaman Kilic, en ung fyr fra Ishøj, der går under initalierne ZK, og som efter at have signet med Sony som 16-årig har kunnet stacke millioner af streams og fået en plads i spotlightet med gæstevers og co-signings fra blandt andre Sivas og Node.

‘2000’, der tager sin titel fra Kilics fødeår, er hans første udgivelse af længere varighed, en samling af syv sange på blot tyve minutters samlet spilletid. Desværre lander den bare alt for sent til at kunne rykke ved noget. Den kunne måske have lydt innovativ for et par år siden, men i stedet fremstår lyden træt og udvandet, ligesom sangteksternes heftige brug af gadeslang er tyndslidt og klichépræget.

Det er en opsamling af alle de virkemidler og elementer, vi har lagt øre til de seneste fire-fem år. Det er reggaetonens velkendte dembow-rytmik i de samme lette upbeat-tempi, det er de samme velklingende akustiske guitarer, lette pianomelodier og samme slangtunge tekstunivers om gaden og ghettoen.

Det kan fungere, hvis man har stramme hooks og stærke omkvæd, hvis man leverer det med nok attitude, fandenivoldskhed eller overskud, eller hvis det sættes ind i en større kontekst og bygges op om en gennemarbejdet identitet eller et visuelt image.

Intet af det har ZK for alvor.

Ret skal dog være ret: ‘2000’ viser i løbet af sine syv sange et vist form for narrativ, som bevæger sig fra hårdhudede beskrivelser af gademiljøet, før det slutter af med et budskab om kærligheden, om at passe på hinanden og familien.

Problemet er bare, at intet af det er rigtigt overbevisende. ‘Vito’ er eksempelvis en tam efterligning af de skildringer af gadelivet, vi har hørt fra MellemFingaMuzik, men hos ZK reduceres miljøbeskrivelsen til forsimplede udråb, som i følgende passage, der ender med at fremstå ufrivilligt morsomt:

»Fuck jer, fuck jer, fuck jer, fuck jer, fuck jer alle sammen / fuck jer, fuck jer, fuck jer, fuck jer, fuck jer alle sammen / bang-bang-bang, frisk ud af opgangen / bang-bang-bang-bang, så’ der afgang«.

Det er symptomatisk for udgivelsen. Man har det, som om man som lytter bærer over med ZK, hvis udsyn domineres af simple modsætninger mellem blokken og brødrene, gaden og familien, pengene og æren, kriminaliteten og kærligheden. Det er et univers, hvor blokken er »is« (’Is’), hvor det hurtigt kan gå »lå-lå-lå«, når gaden er »på«, og hvor »scooter« rimer på »luder« (’La La’). Og det er et univers, hvor linjer med semantiske sammenbrud, der ikke giver mening, slipper igennem produktionsprocessen som i ‘Ligeglad’s beskrivelse af gadens vold: »Nu sidder de alle sammen uden ham ved bordet / for de vil eje alt på gaden ligesom Matador«.

Musikalsk springes der også ofte over, hvor gærdet er lavest. Bevares, der er fængende elementer undervejs, for eksempel omkvædene på ‘La La’ og ’Is’, hvor sidstnævntes næsten salsaagtige latinbeat med syntetiske trompeter er svært dansabelt og nok skal kunne sætte gang i en gadefest. På udgivelsens sidste numre lægges den hårde attitude på hylden og baner vejen for en større refleksivitet, som ZK blandt andet synger om sin elskede familie, men det er svært at få noget til at lyde dybfølt eller bare tilnærmelsesvist rørende, når det er over så tyndt et grundlag som det spinkle pianobeat på ’Mama’, der lyder som et ufærdigt produkt fra en producers glemmekasse. Og når der mod slutningen trykkes på patosknappen, og børnekoret sættes ind, er det billige tricks, der skal føre til billig forløsning.

Der er spor af potentiale undervejs – ZK har eksempelvis en udmærket sangstemme, der for en gangs skyld ikke er domineret af autotune, og hans skælvende fraseringer giver sangene et personligt præg – men han hæver sig ikke over imitationen af sine forbilleder på ‘2000’, der lander flere år for sent og mest af alt understreger, at de danske sangrappere har brug for at tænke fremad i stedet for at lave flere gentagelser.

For i sidste ende lyder ’2000’ mere af i går end af i morgen.


Kort sagt:
ZK’s debutudspil er et uinspireret opkog af de velkendte virkemidler og elementer, der har domineret dansk pop og hiphop, siden Gilli og MellemFingaMuzik hittede med ‘C’est La Vie’.

ZK. '2000'. Ep. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af