Lydmors electropop fik nye dimensioner i DR Koncerthuset

5 6
Lydmors electropop fik nye dimensioner i DR Koncerthuset
Arkivfoto: Lydmor til Steppeulven i Bremen Teater i januar. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Lydmor laver elektronisk popmusik på sine album. Så det var en lidt speciel start, vi fik på hendes optræden i Koncertsalen i DR Koncerthuset – en sal hun efter eget udsagn længe har drømt om at give koncert i. Selv om det elektroniske er en så essentiel del af hendes musikalske udtryk i studiet, valgte hun at fremføre de første 20 minutter af koncerten fuldkommen akustisk.

Det startede endda a cappella. Jenny Rossander (aka Lydmor) havde placeret korsangere rundt mellem siddepladserne, og således blev rummet indlemmet i harmonier, hvilket ledte til en stærk, bjergtagende opførsel af ‘Helium High’ – fortsat helt uden instrumentation.

Derefter satte hun sig ved et af de to flotte flygler, der var placeret på scenen. Ved det andet sad en assisterende pianist, og vi fik en rigtig smuk, følsom opførsel af ‘Seven and Four’, der indbød til tårer. De efterfølgende par sange blev også spillet på klaver, og de var også rigtig nærværende og nydelige, selv om niveauet fra ‘Seven and Four’ ikke rigtig blev nået igen.

Da vi nåede til ‘七 Soft Islands’, rejste Lydmor sig fra klaveret, mens hendes pianist fortsat spillede. Først et pænt stykke inde i nummeret satte Lydmor gang i synthesizeren. Det var enormt katarsisk at opleve – droppet satte sig i kroppen, og lyset begyndte at gå amok. Dertil var lyden bare pragtfuld i DR Koncertsalen, og det fortsatte den med at være hele koncerten igennem. ‘七 Soft Islands’ var en mavepuster, der som følge af de 20 akustiske minutter forinden havde stor dynamisk slagkraft. Herfra var koncerten fortrinsvis elektronisk og mere lig det, man typisk forbinder med Lydmor. Hendes pianist forsvandt også fra billedet.

Lydmors krop var ganske karakteristisk malet med UV-maling, der i den rette belysning gjorde, at hun nærmest lignede en figur fra sci-fi-kultfilmen ‘Tron’. Det samme elektriske udtryk gennemsyrede hele salen, og det føltes som om, hun fyldte en masse, selv om hun var ganske alene på scenen i store dele af koncerten.

Noget andet, der fik hende ud over scenekanten, var, at hun jævnligt kastede sig ud i impulsive dansetrin. Hun bevægede sig meget rundt på scenen, til tider ud blandt publikum, og når hun talte med publikum, var det så menneskeligt og indbegrebet af hendes store personlighed. Især hendes introduktion til ‘四 Claudia’ var mindeværdig, og den tilføjede oven i købet til musikken.

Vi fik også et lille visit fra WhoMadeWhos Tomas Høffding. Sammen spillede han og Lydmor et par sange fra deres fællesalbum ‘Seven Dreams of Fire’. Det var et hyggeligt indspark, og det var forfriskende at se hende få lidt modspil.

Koncerten sluttede med en fænomenal rekontekstualisering af den triste ballade ‘I Love You’. Der var atter kor på, og Lydmor havde givet lyden en god dosis ekstra energi. Med sangens stadig triste tekst endte den faktisk lidt med at få den samme effekt som Robyn-nyklassikeren ‘Dancing on My Own’, og som om det ikke skulle være nok, valgte hun at skille sangen helt fra hinanden i et futuristisk virvar af lyde til sidst. Det mindede helt om den dekonstruerede klubmusik, eksperimentelle navne som Amnesia Scanner og Sophie tit arbejder med.

Det tog pusten fra mig. Det var en storslået afslutning på en koncert, der ellers ikke havde været fattig på mindeværdige øjeblikke.


Kort sagt:
Uanset om det stod på skarpskåren electropop eller stille sange på flygel, brillerede Lydmor i DR Koncerthuset. Det var storladent og bjergtagende, men det forblev altid menneskeligt og nærværende.

Læs anmeldelse: Lydmor ‘I Told You I’d Tell Them Our Story’

Lydmor. Koncert. DR Koncerthuset.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af