Post Malones onemanshow i Royal Arena fortalte en ærlig underdog-historie
»Let’s get drunk and kick ass while we’re doing it«.
Ja, det er svært ikke at elske Posty – og hans koncert i Royal Arena lørdag aften gjorde det næsten umuligt.
Post Malone er den slags kunstner, som man faktisk tror på, når han afslutter koncerten med at invitere alle til at tage en drink med ham og blive »fucked up« sammen – og der er nok ikke en eneste af arenagæsterne, der ville have takket nej til det tilbud. Den afsluttende ’tro-på-dig-selv’-tale, som lukkede koncerten med enorme følelser, var en del af den charmerende underdog-historie, der følger Post Malones guldbelagte smil. Og det var også den historie, der blev genfortalt koncerten igennem.
For Post Malones onemanshow i Royal Arena var et symbol på en til tider ensom kamp og en overraskende udvikling fra joke til superstjerne. Austin Post beviste, at han er sin plads værdig, men i sin ydmyge solokamp på scenen stækkede han samtidig potentialet for et sandt superstjerneshow; det skrabede scene-setup lignede mest en udvidet festivalopsætning, og man kunne ikke lade være med at forestille sig, hvor storslået en arenakoncert, det kunne have været, hvis Malone havde skruet sin performance en tak op til det superstjerneniveau, som man et eller andet sted kunne forvente fra en af verdens allermest populære musikere.
Det så altså ikke altid så godt ud, som man kunne have ønsket. Men til gengæld lød det fantastisk, og Post Malone beviste endnu en gang, at han kan mestre både silkebløde vokalfraser og grove, rockede sandpapirsskrig – og ikke mindst skifte ubesværet mellem de to som en rockstjerne-bugtaler. ‘No Option’ og den indledende ‘Broken Whisky Glass’ var full-blown rap-bangers, mens både ‘Over Now’ og ‘Too Young’ viste kontrolleret balancegang mellem det smukke og det voldsomme.
Post Malones sind er mere end bare ølbongs og pot, og man kan høre mørket i de melankolske tekster og utallige rockreferencer. I Royal Arena dyrkede han i langt højere grad det rockede, og det kom til udtryk gennem nærmest growlende energiskrig på flere numre. Hittet ‘Better Now’ blev forvrænget op, mens Post Malone skreg duet med flammerne i ‘Blame It On Me’, hvor den destruktive intensitet gav en af aftenens største indtryk.
Flammer og rockskrig var nogle af de få performance-finesser, Post Malone havde taget med til København, men desværre blev de overbrugt og placeret skævt et par gange. Mest tydeligt i den ellers solrige ‘Candy Paint’, hvor fyrværkeriet og de nærmest moshpit-motiverende råb kom for langt væk fra de soltagsnedrullede fornemmelser fra originalen.
I den helt anden ende af skalaen blev skrigene lagt på hylden til fordel for en hjertevarmende akustisk guitarsession med nummeret ‘Stay’ og en arena fyldt med fællessang. Og det var her, historien om en superstjerne, der stadig ikke er blevet for god til at dele ud af god gammeldags sangskrivning fra teenageværelset, blev fortalt gennem den smukke og karakteristiske spurve-vibrato, der for alvor fik lov til at folde vingerne helt ud. Post Malone kunne med fordel have fortalt flere historier omkring lejrbålet, for herefter blev det svært rigtig at få gang i salen igen – indtil gaveregnen altså startede med den afsluttende hitparade.
Selvironien og ydmygheden peakede, da Post Malone præsenterede sin gennembrudsklassiker ‘White Iverson’ som »probably my only good song«, hvilket da også blev modsagt, da han fortsatte afslutningen og tændte ild til salen med ‘Sunflower’, ‘Congratulations’ og ikke mindst ‘Rockstar’.
Aftenens sceneopsætning lignede en gigantisk gaveæske, der stak ti meter ud i salen og åbnede sig med episk effekt ved koncertens åbning. Post Malone er en gave i sig selv, men i forhold til sceneshowet faldt der ikke meget andet af end lidt flammer og fyrværkeri hist og her, selv om der er meget på ønskelisten, når man sidder i en sal som Royal Arena over for en som Post Malone. Under ‘Rockstar’ viste superstjernen dog, hvilken enorm effekt det kan have, når man bare skruer lidt op for det teatralske ved at destruere en akustisk guitar som en vaskeægte rockstjerne.
Post Malone er på alle måder en moderne rockstjerne, og det viste han blandt andet ved at skide højt og helligt på en bøde på 3.500 dollars, så han kunne få lov til – og opfordrede resten af salen til – at ryge i arenaen.
Men han mangler alligevel at tage det sidste lille skridt i forhold til sit sceneshow for at nå helt op til stjernerne – men måske han i virkeligheden er for ydmyg og reel til nogensinde at komme helt derop?
Kort sagt:
Post Malones koncert i Royal Arena lød fantastisk, og rapperens charme varmede hele salen op. Men det lidt nedbarberede sceneshow stækkede potentialet for den sande superstjernepræstation, man kunne have forventet fra en af tidens største.
Læs også: Post Malone i Royal Arena: Se publikums bedste Instagram-billeder og -videoer
Læs også: Post Malones 10 bedste sange – og hvad de siger om hans udvikling fra joke til superstjerne