Sasamis sørgmodige rockdebut tilbyder trøst i mørket
Da Sasami udgav sit debutalbum, skrev hun på Twitter, at: »… det hedder ‘Sasami’, for det er mit navn, og det er mit fucking album«.
Et statement fra den amerikanske sanger, der har længe har gjort sig bemærket på Los Angeles’ musikscene (blandt andet som selverklæret synth queen hos indierockerne Cherry Glazer), men nu er klar til at stå på egne ben og dele sine egne sange med resten af verden.
Det gør hun på et debutalbum, der på mange måder er et overdådigt tagselvbord af ideer og stilarter fra rockens verden. Her er både støjende shoegaze med ekko fra My Bloody Valentines tidlige udgivelser på ‘Not the Time’, sirlige emo-guitarfigurer på ‘At Hollywood’, afdæmpede singer/songwriter-øjeblikke, som når Devendra Banhart giver en hjælpende hånd på ‘Free’, og repetitive disco-vibes og synthflader på albummets sidste sang ‘Turned Out I Was Everyone’.
Det kunne lyde forvirrende og spraglet, men faktisk er ‘Sasami’ mest af alt et enormt helstøbt og fokuseret rockalbum, hvor især albummets sidste halvdel står stærkt. Den sårbare ‘At Hollywood’ er en lille perle, og den drømmende – eller måske nærmere mareridtsagtige – ‘Jealousy’ vokser for hvert gennemlyt.
Albummets ubestridte kronjuvel er dog førstesinglen ‘Callous’, der med sin loud-quiet-loud-dynamik, et nærmest slæbende tempo og den lange eksplosion af en synthsolo mod slutningen bedst kan beskrives som en form for synth-grunge – hvis den slags altså overhovedet findes?
Det er naturligvis ikke alle sange på albummet, der løfter sig op til samme højder, men omvendt falder heller ingen af dem igennem. For selv om Sasami Ashworths stemme ikke er den største, har hun med sin sikre kompositoriske hånd og personlige tekster alligevel en tydelig stemme, der skinner igennem på hele albummet.
Sasami har bevidst ikke arbejdet for meget med teksterne på albummet. I stedet har hun så vidt muligt ladet dem stå, præcis som de er blevet skrevet ned i hendes notesbøger over de seneste år. Små udbrud af stream-of-consciousness, der giver et ærligt, men til tider også lidt upoleret og uklart indblik i Sasamis liv og et romantisk forhold, der langsomt går i stykker og falder fra hinanden.
Sammen med albummets dystre, men også smukke lydbillede, giver det albummet en snigende følelse af forfald og undergang. På den måde kunne solodebuten sagtens afskrives som et sørgmodigt og deprimerende album, men sangene er gjort af den slags musikalske sorg, som man kan give sig hen til. Flyde rundt i. Finde trøst i. Som i ‘Turned Out I Was Everyone’, der lukker albummet med tilsyneladende uendelige gentagelser og variationer af de samme sætninger.
»Thought I was the only one / to be so alone in the night / turned out I was everyone / to be so alone in the night«.
En form for forsikring fra Sasami til både sig selv og lytteren om, at det er helt okay at føle sig trist og ensom. Du er ikke alene. Sådan har vi det alle somme tider.
Kort sagt:
Sasamis solodebut er et helstøbt og sørgmodigt rockalbum, der på trods af en snigende følelse af undergang også tilbyder lytteren – og hende selv – en mulighed for at finde trøst.