Ellis Mays futuristiske spøgelsessange fængsler sin lytter

5 6
Ellis Mays futuristiske spøgelsessange fængsler sin lytter
Ellis May. (Foto: Mikkel Bo.)

Første gang jeg lyttede til Ellis Mays debut-ep, sad jeg på en bænk på kirkegården med udsigt til de århundreder gamle gravstene og en knudret kæmpe af et træ, der uden tvivl var endnu ældre. En perfekt setting til at stifte bekendtskab med den danske kunstners futuristiske spøgelsessange.

‘The Distance’ lægger et dystert perspektiv på naturens egensindige kræfter. Komponisten, sangeren og produceren Sophia Maj oplevede for ti år siden at se sit barndomshjem brænde ned til grunden, og den personlige tragedie har inspireret til en lytteoplevelse, der er både foruroligende og fortryllende. Som en søjle af lys i et gotisk univers slynger Ellis Mays yndefulde falset sig imod himlen, imens pirrende elektroniske lag luller lytteren ind i en fortættet drøm af længsel og melankoli.

Sophia Maj har rumsteret længe under aliasset Ellis May, men en vilje til at eksperimentere med udtrykket og en – må vi formode – udpræget perfektionisme har ladet debut-ep’en vente på sig. Maj er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole, og Ellis May fremstår som et multimedialt projekt, hvor lyd- og billedside forlænger hinanden på forførende vis. Man kan godt forstå, hvorfor Ellis May blev tilbudt at lave musik til instruktør Kasper Kalles avantgardistiske take på Christian 4.’s sidste dage; der er noget både moderne, højtideligt og stærkt filmisk over Mays lydlandskaber.

Det lyder måske krævende og kunstlet, men Ellis May formår at fængsle sin lytter; ikke mindst i kraft af sin stemme. På det fremragende titelnummer demonstrerer hun sin betagende vokals spændvidde, fra dyb, dramatisk croon i versene til omkvædets kvidrende højder. Det er samme intense og indlevende stemmeføring, en skikkelse som PJ Harvey alle dage har dyrket, og hvor det teatralske helst skal være et bevidst virkemiddel og ikke forceret maskerade. Denne balance mestrer May til fulde.

Det analoge klaver og de underspillede melodier, der prægede Mays første sange, viger på ep’en til fordel for tungere elektroniske beats og sortblanke synthlinjer. På ‘Ruins’ og ‘Without Warning’ føjer May en folket, akustisk fornemmelse til udtrykket med tørre guitarakkorder, men hun kombinerer stilsikkert det analoge og traditionsbevidste med sine tekniske færdigheder udi elektroniske effekter og samples. Sidstnævnte sang munder således ud i et hypnotiserende syrebad af selvlysende synthvægge og et stædigt pulserende beat, hvor repetition trumfer melodi.


Kort sagt:
Ellis Mays futuristiske spøgelsessange er noget ganske særligt, ikke mindst i kraft af danskerens betagende vokal. Som en søjle af lys i et gotisk univers slynger den sig imod himlen, imens pirrende elektroniske lag luller lytteren ind i en fortættet drøm af længsel og melankoli.

Ellis May. 'The Distance'. Ep. Mayday Recordings.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af