Rhye skærer helt ind til benet på meditativt klaveralbum
Mens der skulle gå fem års tid mellem debutalbummet ’Woman’ og efterkommeren ’Blood’, har vi ikke skulle vente særlig længe på Rhyes tredje udspil. Blot ét år efter ’Blood’ er Mike Milosh nemlig på banen med ’Spirit’, der efter canadierens eget udsagn er resultatet af mange meditative morgenstunder foran klaveret derhjemme.
Netop ’meditation’ må siges at være et af nøgleordene, når det kommer til lyduniverset på ’Spirit’. Fra at have gjort sig i en tilbagelænet form for r’n’b, der det ene øjeblik har sneget sig ad poppens veje og det næste har luret tricks fra funkens verden, har Milosh nu skåret helt ind til benet.
Man skal ikke igennem mange numre for at finde ud af, at der i denne omgang er blevet skruet betydeligt ned for tempoet og skrællet flere musikalske lag af. Den på én og samme tid tilbagelænede og funky bas er lagt på hylden, og det samme gælder de spændstige, uomgængelige guitarmelodier og -hooks, der tidligere har været kendetegnende for Rhyes iørefaldende numre. I stedet har et stilfærdigt klaverspil fået lov at opsnappe pladsen, og det gør både godt og skidt.
Det minimalistiske pianounivers og Miloshs karakteristiske stemme komplementerer på mange måder hinanden. Hans vokal er den samme som altid: Blid, nærværende og betagende, og når den på et nummer som ’Awake’ får lov at svæve henover det ambiente, instrumentale bagland udgjort af milde klavertoner, rolige strygere og en meget jordnær bas, er det svært ikke at læne sig tilbage og få følelsen af at styre mod højere luftlag. Man bliver opslugt af den eftertænksomme og meditative stemning, der generelt præger lydbilledet på ’Spirit’.
Alle numrene er i og for sig smukke. ’Patience’ er et fint nummer, og lukkeren ’Save Me’ må med sine soulede undertoner, sin nøgenhed og sin skrøbelighed bestemt siges at være et af højdepunkterne. Det ændrer dog ikke ved, at sangene på ’Spirit’ hen ad vejen bliver noget ensformige. Faktisk så ensformige, at det er svært at bevare koncentrationen hele albummet igennem – på trods af en spilletid på bare 27 minutter. Instrumentale klaverballader som ’Malibu Nights’ og ’Green Eyes’ er velklingende, men også meget gentagende, og overgangene mellem numrene er flere gange ikke rigtig til at identificere. Derfor bliver albummet desværre en kende farveløst i længden.
Modsætningerne på ’Spirit’ er få, og derfor kommer man som lytter nemt til at savne den der nøje afbalancerede kontrast mellem Miloshs afdæmpede og småmelankolske vokal og de tilbagelænede, men dog fremaddrivende, friske instrumentale arrangementer, som optræder på Rhyes tidligere album og som skaber den sensuelle og pirrende lyd, der trods alt har været projektets kendetegn indtil videre.
Piben har altså fået en anden lyd. Miloshs stemme er stadigvæk dét, der karakteriserer Rhyes lydunivers, men det er en noget mere afdæmpet og indadvendt Milosh, der optræder på ’Spirit’. Albummet lægger op til eftertænksomme og følsomme stunder og er helt ideelt til en meditationssession hjemme i stuen. Men det er altså ikke et album, der som sådan fascinerer eller formår at fastholde nysgerrigheden i længere tid.
Kort sagt:
På ’Spirit’ skærer Mike Milosh ind til benet. Albummet er klaverbåret og mere afdæmpet end tidligere, og mens sangene er smukke og inderlige, bliver de også meget ensformige og i sidste ende en kende farveløse.
Læs interview: Ingen opdagede, at Rhye gik fra duo til solo: »Det er pudsigt, det først kommer frem nu«