Peter Sommer bragte hyggen til Tinderbox – på godt og ondt
Tinderbox’ andendag lagde hårdt ud. Først bød den lille teltscene på dødsmetal med danske Crown the Beast, og bagefter lagde Skunk Anansie rød scene ned med en god dosis rebelsk rockmusik – der mod slutningen af deres koncert også fik et snært alternativ metal.
Selv om Peter Sommer 15.35 på papiret virkede helt oplagt, var det altså noget af et stemningsskift, da den danske rocktrubadur trådte på scenen. Han var da også oprindeligt sat til at åbne ballet samtidig med Crown the Beast, men så blev han rykket på grund af Lil Uzi Verts aflysning.
Han bragte altså en kende ro til festivalen efter to mere heftige startkoncerter. Dermed ikke sagt, at der aldrig var knald på til Sommers koncert. Faktisk åbnede han rigtig energisk med ‘Pænt goddag, pænt farvel’. Denne sang sluttede af med, at han gik rundt til sine bandmedlemmer, introducerede dem, og for hver enkelt musiker sang han, at de skulle spille denne koncert »saaaaammen«.
Som en anden Las Vegas-entertainer var Sommer klædt i hvidt fra top til tå med en stilfuld blazer. Og hvis der er ét aspekt, hvor han udmærkede sig, var det netop som entertainer. Ikke fordi Sommer var en Tom Jones-agtig type, men fordi han formåede at være underholdende, engagerende og publikumsbevidst, uden at det på noget tidspunkt gik ud over den inderlighed, der står centralt i så mange af hans sange.
Han fik i stedet sin rolle som entertainer og sin rolle som singer/songwriter til at hænge sammen. Han fortalte anekdoter og snakkede med publikum på en måde, der virkede helt nede på jorden, og hans ord var velvalgte i forhold til, hvilke sange, han skulle synge. På ‘Skønne spildte kræfter’ kiggede han i versene tænksomt ind i sig selv, for senere smilende at gå ud til publikum for at uddele »high fives, som man aldrig rammer« – og begge dele virkede så oprigtige, at det ikke føltes modstridende eller påtaget.
Men alligevel: Det blev kun sjældent decideret medrivende, måske i mangel på en konsekvent stemning. Det kunne blive lidt vel hyggeligt, på godt og ondt.
Den ængstelige ‘Begge veje’ var en klar undtagelse til dette. Der virkede Sommer virkelig i sine følelsers vold. En Jimi Hendrix-kanaliserende guitarsolo på ‘Til rotterne, til kragerne, til hundende’ var også rigtig flot, og en elegant, dynamisk udgave af ‘8-6-6-0’ gik lige i hjertet.
Så Peter Sommer fik skam underholdt – og publikum lod over hele linjen til at hygge sig. Det ville nok bare have været allerbedst, hvis han havde beholdt sin oprindelige 13.00-tid.
Kort sagt:
Peter Sommers Tinderbox-koncert var rigtig hyggelig. Den blev kun sjældent decideret medrivende, men der var en del mindeværdige øjeblikke, og Sommers tilstedeværelse på scenen var fremragende.
Læs anmeldelse: Lana Del Rey på Tinderbox