Tenacious D i Royal Arena: Anstrengende rockopera og flade jokes
Inden Tenacious D’s opvarmningsband, Wynchester, gik på scenen i Royal Arena, lød adskillige (hvis ikke samtlige) sange fra The Whos 1969-klassiker ‘Tommy’ over højttalerne. Efter opvarmningen var ventemusikken Pink Floyds ‘The Wall’. Det er ikke et tilfælde, for ligesom ‘Tommy’ og ‘The Wall’ er Tenacious D’s nyeste album ‘Post-Apocalypto’ en højtragende rockopera med et komplekst, opsigtsvækkende narrativ.
Ligesom disse to forbilleder er albummet også blevet filmatiseret, omend det blev til en animeret Youtube-serie i stedet for en biograffilm. I modsætning til forbillederne er albummet dog ikke særlig godt. Men muligvis kunne det blive bedre live – eller hvad?
Et træk, Tenacious D nemlig også har lånt fra Pink Floyd og The Who, er, at de efter udgivelsen af rockoperaen er draget på en turné, hvor de spiller hele det narrative album i sin helhed. Før de mange fans i Royal Arena kunne høre gamle kendinge som ‘Tribute’, ‘Kickapoo’ og ‘The Metal’ skulle de døje med 40 minutter af det nye album.
Ud over, at ‘Post-Apocalypto’ er et lidt gumpetungt album i sig selv, var der mange ting, der gjorde disse første 40 minutter anstrengende. Bandet befandt sig i løbet af hele denne del af koncerten bag et gennemsigtigt fortæppe, der bogstaveligt talt forhindrede dem i at komme ud over scenekanten. Mellem numrene blev dette fortæppe nemlig brugt til at projicere klip fra ‘Post-Apocalypto’-webserien over på scenetæppet, sådan at disse kunne være med til at fortælle albummets historie.
Hvis du allerede havde set webserien, der desuden er kendetegnet af uhyre ringe animation, var koncertens start blot gammel vin på større lærred. Og selv hvis du ikke havde set serien, var det tydeligt, at den simplistiske animation var dybt malplaceret på et stort lærred – for selv på en smartphoneskærm er den hæslig.
Efter albummets sidste nummer gik tæppet fra. Her begyndte Tenacious D’s selverklærede ‘Greatest Hits’-sektion, og nu var der plads til lidt mere løssluppenhed. Men her præsenterede et nyt problem sig: Comedy-koncerter er nemlig en ufatteligt svær kunst. På den ene side vil publikum jo gerne høre de sange, de allerede kender, og på den anden side er det svært at komme til at grine af en joke, hvis man allerede har hørt den adskillige gange på album.
Der var et par forsøg på nye jokes, der ikke var sakset fra deres bagkatalog, men de slog ikke rigtig igennem. Tit var responsen i højere grad et »tøhø« end decideret latter, for det var ret forudsigeligt. Jack Black byttede om på dansk og hollandsk, og Kyle Gass lod som om han blev vred og forlod bandet midt under koncerten, inden de spillede ‘Dude (I Totally Miss You)’. Der var ikke særlig mange af deres jokes, der føltes synderligt gennemtænkte eller overrumplende.
Gruppen nærmede sig kort noget, der virkede, da de lod deres elektriske guitarist blive besat af Satan, inden de spillede ‘Beelzeboss (The Final Showdown)’. Han blev dækket af rødt lys og tog sig af Satans vokal, inden han naturligvis blev overvundet af rockmusikkens magt.
I det hele taget var lyset rigtig vellykket, selv under ‘Post-Apocalypto’-delen. Bandet, der til denne turné var gået fra duo til klassisk rockkvintet, spillede også vældig fint. Det er bare synd, at det kunstneriske og humoristiske niveau ikke kunne følge med det tekniske.
Kort sagt:
Efter 40 trættende indledende minutter med rockoperaen ‘Post-Apocalypto’ fortsatte Tenacious D en flad koncert, der både savnede humoristisk niveau og kunstneriske ambitioner.