Tinderbox: J Balvin var bedst, når produktionerne var størst
Lad mig sige det, som det er: Jeg havde i lang tid planlagt at se Sigrid på Tinderbox’ teltscene torsdag kl. 18.35. Men så blev alt rykket rundt efter Lil Uzi Vert aflyste, og J Balvin blev nu lagt oven i den norske popsanger. Latin-fænomenet trumfede, og der gik heldigvis ikke længe, før jeg blev virkelig taknemmelig for, at jeg stod og så J Balvins første danske koncert nogensinde.
Fra han til den første sang, ‘Reggaeton’, trådte ind på scenen med sin regnbuefarvede mikrofon, iført rødt kluns, regnbuefarvet hår og hvide solbriller, blev man helt glad i hovedet – og publikums store fællessang på omkvædet gjorde kun effekten stærkere. Bagefter, til ‘Machika’, trådte otte dansere på scenen klædt ud som skyer.
Bagefter, til Rosalía-samarbejdet ‘Con Altura’, kørte de Rosalías vokal som backingtrack – men ganske finurligt lod de hende optræde som en cutout på skærmen bagved, og hendes mund var animeret til at synkronisere med hendes linjer i bedste ‘Monty Python’-stil. Da vi nåede til ‘No es Justo’ vendte danserne tilbage, denne gang uden udklædning, og de leverede en imponerende koreografi, der gjorde, at man nærmest følte, man var midt i en reggaeton-video.
Foruden danserne havde Balvin medbragt en trommeslager, en keyboardist/bassist og en dj, der også agerede hypeman. Instrumenterne var helt ude allerlængst til venstre på scenen, dj’en allerlængst til højre. Det virkede ejendommeligt i starten, men det fungerede rigtig godt til at etablere, at Balvin og danserne altså var i centrum. Og så gjorde det også, at man ikke rigtig bemærkede, at instrumentalisterne kom og gik fra sang til sang.
Eller, det vil sige, jeg bemærkede, at numrene uden live-instrumentation slet ikke greb mig på samme måde. Og hvis der ikke var dansere, og Balvin altså skulle klare sig alene med sin dj/hypeman, kunne det til tider blive lidt kedeligt både at se på og lytte til. Ikke fordi danserne og musikerne distraherede fra en uinteressant Balvin – absolut ikke. Derimod handlede det om, at Balvin selv osede så meget mere energi og spilleglæde, når han var omgivet af store produktioner.
Men med få mennesker på scenen blev det altså også ekstra tydeligt, at Balvin manglede Ozuna til ‘Baila Baila Baila’ eller Bebe Rexha på ‘Say My Name’. Og med en knap så befolket scene blev dj’ens mange airhorns måske en smule trættende.
Koncerten sluttede dog med en tretrinsraket af høj kaliber. Først Cardi B’s ‘I Like It’, hvor to dansere havde klædt sig ud som Bad Bunny og Cardi B i bubblehead-udgaver. De efterlignede dem egentlig ret godt, og det var næsten som at have dem på scenen.
Dernæst kom Sean Paul-samarbejdet ‘Contra La Pared’, hvor dansere kom på scenen klædt ud som paddehatte, mens psykedeliske visuals kørte bagved. Og til slut fik vi en monsterfest med ‘Mi Gente’, hvor vi fik besøg af dansere klædt som en række af de cute ‘VeggieTales’-lignende figurer, der havde kørt på storskærmen i løbet af koncerten – og til sidst dukkede selveste Cookie Monster fra ‘Sesame Street’ op (med tilhørende dansende cookie). Nummeret startede med et chiptune-remix, mod slutningen gik det så i dobbelttempo, og til sidst kom der endda drum’n’bass-elementer i produktionen. Det var en vanvittig måde at afslutte koncerten på.
Kort sagt:
J Balvin var bedst, når han var ledsaget af live-instrumentation og omgivet af dansere. Alene med en dj var han ikke just spektakulær, men i selskab med de store produktioner var han i stand til at skabe vanvittige højdepunkter.
Læs også: Tinderbox laver gigantisk selvmål efter Lil Uzi Vert-aflysning