Bring Me the Horizon på Roskilde Festival var en kamp mellem konfrontation og masseappel

3 6
Bring Me the Horizon på Roskilde Festival var en kamp mellem konfrontation og masseappel
Foto: Andreas Holm

Der var klassiske rockpositurer, power stances, headbangen og svingen rundt med guitaren foran en mur af forstærkere. Men der var også koreograferet backingdans, kostumeskift, fællessang og farvestrålende grafik på storskærmen. Bring Me the Horizons koncert var stilforvirret, men det giver mening, når man ser på, hvordan gruppen på få år er gået fra at være et stort metalnavn til at krydse over i popterritoriet og få mainstreamanerkendelse.

På Orange Scene balancerede gruppen som linedansere mellem stadionrockens bombast, metallens konfrontation og poppens brede appel – bedst symboliseret ved frontmand Oli Sykes’ trøje, der forestillede et motiv af Shakira tilsat sortrandet metal-font.

Det var ikke altid lige elegant. Nogle gange langt fra. I begyndelsen lignede de en discountudgave af Slipknot, som de stod i ens kedeldragter og tæskede igennem ’Mantra’ og ’The House of Wolves’ blandt maskerede dansere og ild. Men som showextravaganza’en blev nedtonet, voksede de rene popskud ’Medicine’ og ’Mother Tongue’ med ekstra tyngde fra guitarerne og blev større under den orange teltdug.

Højdepunktet kom, da frontmand Oli Sykes inviterede en ung mand op på scenen for at synge med på metalbangeren ’Antivist’. Lamslået stod han pludselig i bar mave og fik sit livs oplevelse, som han growlede og skreg sig effektivt igennem nummeret. Det var et vedkommende og medrivende øjeblik – men også et af de få mindeværdige, der reelt var.

Med genrehopperiet kunne det gå begge veje for Bring Me the Horizon. Forunderligt nok endte det mest et sted midt imellem.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Bring Me the Horizon. Koncert. Roskilde Festival, Orange Scene.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af