Et strømsvigt kunne ikke dræbe Barselonas popfest på Roskilde Festival

»Hvad skal vi nå, før vi vælter, og før vi er borte«, spurgte Rud Aslak under Barselonas afskedssang på Avalon-scenen. Og så var Barselona faktisk pludselig borte. Strømmen gik, lyden forsvandt. Ethvert bands største koncertmareridt, men denne torsdag middag på pudsig vis et perfekt punktum for en setliste af sange stærkt optaget af livets og kærlighedens mulige ophør.

Barselona spillede vitterligt, som var der ingen dag i morgen, og så undertegnede både fældede en tåre og tegnede et hjerte i sine noter på bedste efterskolevis. Aslak og makkeren Rasmus Theodor havde tydeligvis taget en beslutning om at levere et Roskilde-show af særlig karakter med et syv m/k stort band, der nærværende og storsmilende hjalp popduoen igennem det spraglede bagkatalog.

Den udvidede instrumentering med strygere og blæsere klædte de flotte sange fra forårets ’Legebørn’-album, og kollektivet leverede fine stunder, når de på skift lod hinanden træde frem. Theodor serverede en akustisk guitarintro til ’Forfør mig’, og under den kradsbørstige ’Pige og dreng’ fik vi noget så sjældent som en bassolo.

Aslak var som vanligt selvsikker og nonchalant, men han lagde hurtigt solbrillerne og fremstod som et lille kraftcenter af taknemmelighed og spilleglæde. Barselona ville det hele og måske også lidt for meget. Aslaks exit fra scenen for at flette fingre med de forreste rækker var en lidt flad oplevelse for resten af teltet, der tabte ham af syne, og under balladen ’Åbne arme’ syntes han at have problemer med sin in-ear-monitor.

Det ændrede dog ikke på, at Barselonas debut i Roskilde Festivals hovedprogram var en medrivende, dygtig og rørende hyldest til musikken, ungdommen og livet. Så længe vi har det.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival