Rosegold forenede moshpits og følsomhed på Roskilde Festival
Et vindblæst publikum på en tidlig eftermiddag kan på papiret være nærmest utaknemmeligt at varme op. Men tirsdag rev den dansk-britiske brødreduo Rosegold papiret midt over og leverede en sand fest, hvor der både var plads til højenergisk rap, moshpits og følsomme r’n’b-fraseringer.
Sammen skaber brødrene Joshua og Ephraim Duncan et af den danske scenes mest velproducerede internationale udtryk. Men takket være den skarpe dynamik fra bandet og ikke mindst de imponerende og energiskabende breaks fra trommerne, blev livelyden udvidet fra de ellers stramt kontrollerede produktioner fra indspilningerne.
De to brødre jonglerede konstant mellem rap og sang, hvilket skabte både skarpe kontraster og stærke fællesindsatser, der i sig selv var rigeligt til at fylde scenen ud. Som da rapperen Ephraim styrtede ind på scenen og kickstartede festen med sine gnistende linjer på ‘Priorities’ efter en intimseance på hug med Joshuas smørbløde stemme over den smukke ‘Head over Heels’.
Men alligevel havde duoen medbragt et hav af gæster, der hver især gav et nyt skud energi og på højdepunktet fik publikum til at skråle i kor om »new chains« til en vild, armvippende hiphopfest.
Et af duoens største hits, ‘The One I Need’, fik overraskende nok aldrig helt sat gang i hofterne i menneskemængden, men stilstanden var hurtigt glemt, efter Ephraim under den løsslupne ‘Gorillas’ byttede plads med en heldig festivalgæst for selv at starte de store støvhvirvlende moshpits, der afsluttede koncerten på toppen.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival