Roskilde Festival: Selma Judith skruede ambitionsniveauet maksimalt op
Som ene kvinde på scenen åbnede Selma Judith sin Roskilde-debut med en øl i hånden, en charmerende velkomst og et Bob Dylan-cover bag den store harpe. Allerede fra første anslag var det helt tydeligt, at hendes musikalske håndværk er bundsolidt.
På trods af kun tre udgivne singler leverede den danske r’n’b-kunstner en næsten time lang koncert, hvor ambitionsniveauet var skruet maksimalt op. Judith optrådte både solo, med fuldt band og i en intim trioopsætning.
Setuppet var mildest talt imponerende, men på trods af, at det hele spillede upåklageligt, blev de mange musikalske skift og komplekse arrangementer af og til også koncertens akilleshæl. Nærværet og overskuddet røg nemlig en smule og blev lidt væk i lukkede øjne, sammenknebne grimasser og sceneskift.
Sangene fungerede allerbedst, når Selma Judith turde se sit publikum i øjnene, så de lidt hemmelige r’n’b-sange og de nedtonede, eventyrlige harpebårne numre kom tættere på.
Indadvendtheden blev der til gengæld kompenseret gevaldigt for på koncertens afslutningsnummer, gennembrudssinglen ‘Kind of Lonely’. Sangen blev nemlig fremført i ægte ‘free the nipple’-stil, hvor Selma Judith og hendes band smed trøjen og spillede i bar overkrop.
Der følte man, at hun besad den sikkerhed og autoritet, som af og til gik lidt tabt i det høje musikalske ambitionsniveau. Selma Judiths musik kan nemlig være meget mere end velskrevet, kompleks og velklingende. Den kan være pissestærk – så længe hun også selv tør være det på scenen.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival