JUBILÆUM. I 1999 var jeg som otteårig i stigende grad begyndt at bevæge mig væk fra min grovspillede ’Creamy’-cd og hen til radioens ingenmandsland. Tilkoblet min radio havde jeg en kassettebåndsoptager, hvor jeg simpelthen trykkede ’record’, hver gang jeg hørte noget interessant (et vaskeægte præ-streaming lifehack). Og det var her, jeg for første gang stødte på Christina Aguileras debutsingle ’Genie In a Bottle’.
Debutalbummet ’Christina Aguilera’ blev derefter på mange måder soundtracket til min præpubertet, og hvor mine jævnaldrende veninder var mere til ærkerivalen Britney Spears’ skolepige eller Spice Girls’ girl power, var jeg som besat af Aguileras store stemme, som jeg også med vekslende succes brugte mange timer på at efterligne på pigeværelset med en hårbørste som mikrofon til mine forældres store fortvivlelse.
I denne weekend kunne ’Christina Aguilera’ fejre 20-års jubilæum, og selv om det naturligvis tjener som en ubehagelig påmindelse om min egen hastigt stigende alder, er jeg alligevel dykket ned i nostalgiens lune badebassin for at genopdage det album, der fik mig til at gå i skrigorange cargo-bukser og mavebluser, for at undersøge hvilken arv, det egentlig har efterladt sig.
Det skal lige siges, at jeg sidenhen er stået af Aguilera-toget for længst (der er grænser for, hvor mange growls eller over-the-top-fraseringer a girl can handle), men der vil dog altid være en retro-Aguilera-superfan gemt i mig. Hvis jeg hører barndommens bangers som ’Genie In a Bottle’, ’What a Girl Wants’ og ’Come on Over’ komme fra anlægget, så er jeg på dansegulvet øjeblikkeligt.
Christina vs. Britney
Den purunge og platinblonde Christina Aguilera blev introduceret til poplandskabet i en tid, hvor teenpoppen virkelig udlevede sine velmagtsdage. Popsensationen Britney Spears var allerede overalt med det ikoniske megahit ’…Baby One More Time’, og man kunne derfor passende spørge sig selv, om der var plads til endnu en poleret teenagepopstjerne på hitlisterne.
Både Aguilera og Spears var tidligere medlemmer af Disneys über-cute ’Mickey Mouse Club’, hvor en kun 14-årig Aguilera allerede var begyndt at give sig i kast med store sange som Whitney Houstons ’I Have Nothing’, mens Spears holdt sig til mere dansebaserede optrædener, der ofte inkluderede en duet med future bae, Justin Timberlake. Disney Channel forsøgte helt tydeligt at fremstille de to som en r-rated teenageromance, de unge seere kunne spejle sig i, mens Aguilera i langt højere grad blev positioneret som en soloperformer – en ’diva in the making’, så at sige.
I forlængelse af det fik man da også hurtigt indtrykket af, at Aguileras debutalbum i 1999 primært blev markedsført med hendes ekspressive vokal i centrum – i modsætning til Spears, hvis knirkende alt-stemme blev pakket ind i en god portion autotune og camouflerende sangskrivning.
Det selvbetitlede debutalbum udstiller på forskellig vis Aguileras stærke vokal og dens mange forskellige udtryk. På den kælne debutsingle ’Genie In a Bottle’ oplever vi hendes behagelige runde klang folde sig ud i perfekt afmålte soulfraseringer, på ’What a Girl Wants’ får vi en smag af Aguileras imponerende øvre register, og på ’I Turn to You’, en af albummets mange ballader, når hendes svulstige, dramatiske sopranstemme nærmest Mariah Carey-lignende højder.
Albummet er i det hele taget lidt til den tunge side på balladefronten, og trods Aguileras store stemme, som leverer stærke vokalpræstationer på de fleste af disse, er det faktisk de mere dansevenlige og soulede numre, der klart fungerer bedst – som små brobindere mellem 90’ernes sentimentalitet og 00’ernes mere dansable elektroniske lyd. Heriblandt den gospelinspirerede tredjesingle ’Come on Over’, der med sin happy-go-lucky poplyd virkelig er svær at lade være med at synge med på.
Hvor albummets singler i højere grad udnyttede en mere fremsynet poplyd ved brug af flere elektroniske elementer, og mest eksplicit måske det finurlige, ’barok’-inspirerede C-stykke i ’What a Girl Wants’, er flere af de mere ukendte numre som ’So Emotional og ’Somebody’s Somebody’ faktisk rendyrkede soulsange. Disse sange trækker på en klassisk afdæmpet 90’er-instrumentering med wurlitzer-klaver og luftige korstemmer, som Aguilera fraserer habilt indover.
Det er således tydeligt at høre, at ’Christina Aguilera’ er meget inspireret af 90’ernes store diva Mariah Careys velsmagende cocktail af pop, soul og gospel. Og hvor netop Carey kæmpede med alvorlige stemmeproblemer og desuden havde svært ved at finde sin lyd på tærsklen til det nye årtusinde, stod den næste store stemme altså klar i kulissen til at bringe arven videre i et poplandskab, der ellers primært var præget af nedtonet r’n’b eller subtilt autotunet pop a la Britney Spears.
Eksplicit teenagelyst eller afholdenhed
På ’Genie In a Bottle’ synger Aguilera meget eksplicit om rasende hormoner og om at miste sin mødom (hvilket jeg gudskelov ikke fattede en brik af som otteårig). Og det i sig selv er befriende, da det ellers ikke er noget, man ville forbinde med den notorisk moraliserende teenpop, hvor Britney Spears, i hvert fald udadtil, sideløbende med Aguilera promoverede ’ingen sex før ægteskabet’-mantraet. Det var nok også denne spirende seksuelle agenda, der lagde kimen til det rebelske ’Stripped’-album fra 2002, som mange nok betragter som Aguileras hovedværk.
Normalt hedder det sig jo, at sex sælger, men lige netop i denne sammenhæng har Aguileras sexappeal nok placeret hende i skyggen af Spears’ tilsyneladende mere familievenlige image, der har haft lettere ved at vinde bred appel hos især konservative amerikanske forældre.
De to kvinder blev da desværre også ofte fremstillet ikke bare som konkurrenter, men direkte fjender, selv om der ikke var noget konkret bevis på et decideret uvenskab. ’Britney vs. Christina’-sagaen er i den forstand et trist eksempel på den uheldige idé, der desværre også hersker i vor tids musiklandskab om, at der ikke er plads til mere end en kvinde ad gangen på toppen af hitlisterne. Se bare på de sørgelige kontroverser mellem Cardi B og Nicki Minaj, som man kunne argumentere for eskalerede delvist som en følge af dramalystne medier, der proklamerede, at Minajs plads som dronningen af rap nu var truet af Cardi.
Hvor popmusikken og dens udøvere i dag er meget mere bevidste om strukturelle og diskursive kønsforskelle, delvist som et resultat af en form for fællesassimilering af et feministisk mantra om søsterfællesskab og ligestilling, så var det fokus på alle måder fraværende omkring genren ved årtusindskiftet.
Jeg kan eksempelvis tydeligt huske en tid, hvor diverse ungdomsblade var fyldt med quizzer med spændende titler som ’Er du mest Britney eller Christina?’ Og herigennem blev det da også tydeliggjort, at de to popstjerner var med til at definere både min egen og mine jævnaldrenes selvforståelse gennem vores identifikation med enten Christinas sensualitet eller Britneys relative uskyldighed – altid enten eller.
Et vokalt forbillede
Selv om mine egne ynkelige forsøg på at imitere Christina Aguileras vanvittige fraseringer aldrig nåede uden for barndomshjemmets mure, så er det dog tydeligt at høre skønbrølerens indflydelse hos en række store popsangere, der ligesom jeg er vokset op med den kraftfulde og imponerende stemme.
Det er således svært at forestille sig, hvordan mange af vor tids store vokalakrobater såsom Demi Lovato (der gæster Aguilera på nummeret ’Fall in Line’ fra ’Liberation’), Ariana Grande, Lady Gaga eller Jessie J havde formet deres karrierer uden Aguileras tilstedeværelse op igennem 00’erne som forbillede.
Selv om det er længe siden, Aguilera selv har været i stand til at præge hitlandskabet, har hendes tidlige materiale stadig været for disse vokalister, hvad fortidens divaer var for Aguilera selv. Uden hende havde 00’ernes poplandskab manglet en markant stemme, der kunne sætte den ekspressive kvindelige powervokal ind i en nutidig og relevant kontekst – som en kontrast til mere usikre og generiske popvokaler, som vi så dem hos Britney Spears.
Og hvad så?
Betyder det så, at ’Christina Aguilera’ er et epokegørende mesterværk, som du skal hjem og høre i sin fulde længde med det samme? Absolut ikke, og albummet er da også visse steder decideret akavet at høre igen 20 år senere – den frelste ballade ’Blessed’ er med sit floskelbefængte budskab om taknemmelighed især et lavpunkt.
Ikke desto mindre er albummet en kærkommen reminder om en tid, hvor Christina Aguilera havde noget virkelig potent at byde på – særligt i form at sin store stemme, der endnu ikke var kammet over i den overdrevne brug af vokal distortion og growl, mange hader hende så indædt for i dag.
Denne tur ned af memory lane har i hvert fald inspireret en decideret Aguilera-renæssance på mine playlister, og jeg kan ligeså godt afsløre, at jeg har haft hårbørstemikrofonen fremme igen, denne gang til mine stakkels under- og overboers irritation fremfor mine hårdtprøvede forældre.
Læs også: Rodebutikken ‘Liberation’ er Christina Aguileras mest personlige album til dato