Chelsea Wolfes gotiske univers har pludselig fået guitaren i fokus på ’Birth of Violence’

Chelsea Wolfes gotiske univers har pludselig fået guitaren i fokus på ’Birth of Violence’
Chelsea Wolfe. (Foto: John Crawford)

Chelsea Wolfes bevidsthed omkring lyd har altid været en af hendes mest fascinerende kvaliteter. Hendes gotiske, på én gang omklamrende og æteriske univers har taget mange former og bevæget sig på tværs af mange stilarter, men mørket er altid transcenderende, uanset hvad hun rører ved.

De seneste år er hendes musik kun blevet tungere og tungere, blandt andet med hendes inklusion af både doom- og noise-elementer på 2015-mesterværket ‘Abyss’, og senest med hendes eneste deciderede metalalbum, det ligeledes fremragende ‘Hiss Spun’ fra 2017.

Det undrede mig derfor, da Wolfe annoncerede, at efterfølgeren, ‘Birth of Violence’, ville være et akustisk album. Eller, det vil sige, næsten helt akustisk. Der er gjort plads til nogle spooky synths og noget elbas. Men kernen i albummets lyd er den akustiske guitar, Chelsea Wolfes vokal og naturligvis sangskrivningen.

Mens det føles som lidt af en radikal drejning at gå direkte fra metal til singer/songwriter-folk, er det ikke noget, der kommer helt ud af det blå. I 2012 udgav Wolfe nemlig det ligeledes semiakustiske ‘Unknown Rooms: A Collection of Acoustic Songs’ – ikke just det mest omdiskuterede album i Wolfes bagkatalog (selv om det besidder hendes mest populære track på Spotify), men da en udgivelse, der har sine fans, og i min personlige opfattelse er det en ganske glimrende folkskive, uden at jeg ville kalde den et af karrierens højdepunkter.

På mange måder placerer ‘Birth Of Violence’ sig i forlængelse af lyden på ‘Unknown Rooms’. Men alligevel er der en del forskelle på de to, der gør, at de står som to vidt forskellige udgivelser. ‘Unknown Rooms’ er på ingen måde et muntert album, men man mærker nogle solstråler, der gør det til et af de mere håbefulde, varme punkter i Wolfes diskografi. Sådan er ‘Birth of Violence’ slet ikke. Den er mørk og makaber hele vejen igennem, og den æstetik hænger direkte sammen med både albummets mest imponerende og mest skuffende kvaliteter.

For jo, det er skam imponerende, at Wolfe får genskabt mørket fra sine tungeste udgivelser med langt færre virkemidler. Især i starten af albummet er hendes patos både medrivende og intenst. Men som albummet skrider fremad, bliver det klart, at ‘Birth of Violence’ er et værk med markant smallere emotionel og sonisk spændvidde end Wolfes typiske output.

Det imponerede mig ellers så meget i starten. De første par sange formår at være endnu mere makabre og gruopvækkende end hendes tungere materiale ved at lade virkemidlerne være mere diskrete og lade nuancerne hvile mere i Wolfes stemme, der i denne kontekst leder tankerne hen mod PJ Harvey i midt-90’erne.

Stilen ender dog med at blive temmelig ensformig, som albummet skrider fremad, og endnu værre viser det sig, at Wolfes sangskrivning ikke altid er lige gennemtrængende. De simple melodier, der danner grundlag for ‘Deranged for Rock & Roll’, ‘Be All Things’ og ‘Erde’, ender med at blive kørt ud i langt længere tid, end de kan holde til – og det altså på trods af, at samtlige tracks på ‘Birth of Violence’ er kortere end fem minutter. Nogle sange, såsom netop ‘Erde’, ender med at munde ud i et ret slagkraftigt klimaks, men det ændrer desværre ikke på, at de første to minutter føles som om, musikken kører i ring.

De simple byggeklodser, der tit er med til at danne et relaterbart emotionelt midtpunkt i Wolfes ellers destruktive gotiske lydbilleder, skal på ‘Birth of Violence’ langt hen ad vejen stå på egne ben. Der er absolut steder, hvor det virker – og ikke kun i starten, men også senere på numre som den angstfyldte ‘Dirt Universe’ og den nihilistiske ‘Dirt Universe’. Men albummets gotiske folklyd savner variation, og der er simpelthen for mange steder, hvor den underspillede instrumentation homogeniserer sange, der ellers havde potentiale.


Kort sagt:
Chelsea Wolfes ‘Birth of Violence’ er med sin fortrinsvist akustiske instrumentation en af den gotiske sangsmeds mest underspillede udgivelser – det resulterer i nogle virkelig flotte øjeblikke, men med dette følger også en række tracks, der føles temmelig monotone.

Chelsea Wolfe. 'Birth of Violence'. Album. Sargent House.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af