Hans Philip genoplivede livekoncertens negligerede nærvær på Hotel Cecil
Da Hans Philip annoncerede sine på daværende tidspunkt første solokoncerter nogensinde (tre shows på Hotel Cecil, hvoraf søndagens var det første af slagsen), blev billetterne ikke overraskende revet væk med det samme. Derfor var det heller ikke overraskende, at det var et yderst dedikeret publikum, der var stimlet sammen foran scenen på Hotel Cecil for at hylde den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand.
Dedikationen gik begge veje. Flankeret af sin bekvemmelige orkesterkvartet indtog Hans Philip scenen og skabte lige fra første smittende bossanova-rytmer i åbneren ’Et studie i overtænkning’ de helt rette rammer af varm, inciterende fortrolighed og lidenskabelig musikalsk legesyge.
Hans Philip snoede sig behændigt bag sine to mikrofoner, der bistod hans efterhånden mere og mere trænede vokal i henholdsvis helt klare, skarpe udskejelser og distortede små stemningslinjer. Det ene øjeblik befandt Philip sig i sit eget poetiske univers med lukkede øjne, det næste var han helt ude ved scenekanten, hvor hans rapfortid gik igen i engagerende, attituderige fagter, som gav medrivende modspil til det blødende univers, der udspiller sig på solodebuten ’Forevigt’.
Uanset om det var de dansefordrende rytmer og de vilde vokaljams eller de følsomme fortællinger, dominerede nærværet. På ’Forevigt’ lukker Hans Philip os helt ind i hans egen forvildede selvterapi, og denne aften gjorde han os til sine medsammensvorne. De sårbare linjer på numre som ’Lyys’, ’Siger Ingenting’ og ’Saa Blaa’ blev kun smukkere, som de udfoldede al deres potentiale live – med alle de spændende instrumentale facetter i fuldt flor og Hans Philips vokal skruet et nøk op i både sikker- og inderlighed.
De poppede, fængende ballader ’Drenge & piger’ og særligt ’Dagdrøm (1)’ eksemplificerede fint, hvordan Hans Philips nærmest Alberte Winding-skelende umiddelbarhed formår at få smertelig melankoli og forvildet forelskelse til at føles som en varm dyne af romantisk optimisme. Umiddelbarheden er nemlig lige netop det, der gør, at det føles så berigende at komme ind under huden på Hans Philip: Intet føles forceret – alt kommer direkte fra hjertet.
At den mest generende lyd blandt publikum denne aften var lyden af fodsåler, der bevægede sig over det fedtede gulv, føltes som en lovning på, at nærværet trods alt stadig findes i liveregi: Når hovedpersonen så helhjertet deler så meget af sig selv, giver publikum heldigvis lidt igen.
Kort sagt:
Hans Philip lukkede et dedikeret publikum ind i sit sårbare, umiddelbare og poetiske univers af varme bossanova-jams og fængende popballader, der udfoldede deres fulde potentiale i nærværets navn.
Læs også: Se Hans Philip spille sine solosange i 30 minutter lang livevideo – inklusive et covernummer