Der er cuteness-overload på Rex Orange Countys ’Pony’ – på godt og ondt

Der er cuteness-overload på Rex Orange Countys ’Pony’ – på godt og ondt
Rex Orange County.

Da jeg for nogle år siden blev introduceret til engelske Rex Orange County, blev jeg øjeblikkeligt forelsket i den minimalistiske blanding af alternativ r’n’b, indierock og soveværelsespop, der var til stede på hans debutalbum, ‘Bcos U Will Never B Free’.

Han formåede så flot at forene altoverskyggende ungdommelig angst med charme og humor, at det var ualmindeligt let at relatere til. Det unge talents sangskrivning var så kontant, konkret og præcis, at det var let at sætte sig i hans sted. Da han på efterfølgeren, ‘Apricot Princess’, introducerede små strejf af jazz, poppunk og synthpop, fik både hans lyriske og soniske univers mere nuance – mens han aldrig mistede den karisma og personlighed, der i første omgang gjorde ham så tiltalende.

Med dette er vi havnet ved hans tredje album, ‘Pony’. Meget er ved det gamle. 21-årige Alexander O’Connor virker stadig enormt sød og sympatisk, han har stadig et godt øre for melodier, og han lader stadig til at forankre meget af musikken i sine egne erfaringer. Sagen er dog bare, at siden udgivelsen af ‘Apricot Princess’ er han blevet et langt mere eftertragtet navn – og så er udfordringen jo, om han skal gå på kompromis med sin relaterbarhed.

‘It’s Not the Same Anymore’ ser ud til at handle om, at hans karriere har taget fart, men det hele er fortalt så vagt, at det lige så godt kunne handle om enhver anden skelsættende livsbegivenhed. På ‘It Gets Better’ omtaler han en person, der har ændret hans liv, siden de stødte ind i hinanden for fire år siden (hint: hans karriere startede i 2015). ‘Stressed Out’ handler om en gruppe mennesker, der opfører sig som om, de er O’Connors venner, men i virkeligheden blot udnytter ham og prøver at stresse ham.

Der er naturligvis intet i vejen med at skrive sange om sin berømmelse – Kanye West har bygget stort set alt sit output dette årti på sit forhold til pressen og sine fans, og mange af David Bowies bedste værker har direkte konfronteret hans status som både kendis og ikon. Desværre er Rex Orange County bare langt skarpere og mere finurlig, når han skriver ligefremme kærlighedssange, end han er, når han reflekterer over at være i offentlighedens søgelys.

Jeg snakker ikke engang nødvendigvis om lyrikken – selv om den altså også kan savne de vittige detaljer, der gav meget af hans tidligere musik kulør. Jeg snakker mere om kompositionerne, og hvordan disse arbejder sammen med albummets lyd. Det hele bliver bare så nuttet og quirky, at det ender med at lyde mere som sange om letbenet gymnasieromantik end om det flyvske turnéliv og det store pres fra omverdenen.

Det hele kan føles som lidt af et cuteness-overload, men det sker nu på både godt og ondt. For det er også et album, der fungerer glimrende til at sprede godt humør. Rex Orange Countys måde at synge på spreder altså smil, og instrumentationen er rig på små, pudsige drejninger, der gør, at musikken føles levende. Indpakningen er som sådan ganske fin – det er mere med albummets substans, den halter.


Kort sagt:
Rex Orange Countys sangskrivning er på ‘Pony’ ikke nær så engagerende som tidligere, men den gennemførte levering gør, at albummet alligevel kan sprede smil – men så ikke så meget mere end det.

Læs også: Rex Orange County giver koncert i Danmark

Rex Orange County. 'Pony'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af