Kim Petras ‘Clarity’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Kim Petras har faktisk udgivet to album i år, men særligt det første, ‘Clarity’, har ageret soundtrack for størstedelen af mit 2019. Petras tør snuse til alle afkroge af mainstreampop, og albummet lyder som alt fra The Weeknd og Daft Punk til slut-00’er Britney Spears. Albummets absolutte højdepunkter er ‘Broken’ og ‘Do Me’, der i min optik udgør de stærkeste, mest rørende popnumre fra i år«.
Clipping. ‘There Existed an Addiction to Blood’
Valgt af Emil Hansen: »Hvis man er træt af generisk trap eller mæt af dansk gaderap med spanske guitarer, er det befriende at høre, hvordan Clipping. får hiphop til at lyde frisk igen, når de som Jpegmafias onde fætre blander noise, industrial og horrorcore i en led genremutation. Hør blot hvordan ’La Mala Ordina’ eksploderer i brusende støj de sidste minutter, eller hvordan ’Club Down’ med sine baggrundsskrig og bastunge drone udgør årets anti-banger«.
Jenny Wilson ‘Trauma’
Valgt af Jakob Matzen: »Der er flere faktorer, der gør ’Trauma’ til et exceptionelt album. Det er Wilsons første svensksprogede album. Det er elektronisk musik spillet af et symfoniorkester. Det er mødet mellem vokalharmonier og tunge beats. Det er symfonisk postpunk. Ergo er ’Trauma’ et komplekst og (når man kender forhistorien) ikke mindst hjerteskærende album. Det er et værk, der sparker én i røven som kun kunst kan, når kunst er bedst«.
Xiu Xiu ‘Girl With Basket of Fruit’
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Xiu Xiu har længe været eksperter i at skabe lyde, der skræmmer, ryster og forstyrrer mig, samtidig med at de er svært inciterende. Alligevel er deres mekaniske, industrielle ‘Girl With a Basket of Fruit’ et helt nyt niveau af morderiske, maniske lydbilleder. Når et spartansk, støjende groove gentager sig, bliver det gradvist mere hårrejsende og intenst. Det er en grum, rituel og ganske kryptisk cocktail af vrede, frygt og vold«.
Sigrid ’Sucker Punch’
Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »På ’Sucker Punch’ kombinerer Sigrid de bedste elementer fra sine skandinaviske kollegaer Robyn og Mø med sit eget særpræg og en helt perfekt doseret mængde quirky accent fra de norske himmelstrøg. Den unge nordmands skarpe, ørehængende melodier, varierede lydunivers og effektfulde opbygninger leder til det ene euforiske popomkvæd efter det andet, og på den måde rammer ’Sucker Punch’ som en proper næve lige midt i ansigtet«.
Ladytron ‘Ladytron’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Nogle husker måske, i 00’er-nostalgiske stunder, Ladytron fra deres banger ’Destroy Everything You Touch’. De var semistore dengang i kraft af en chik electropop, der på én gang lød splintrende moderne og smagfuldt 80’er-retro. I 2019 vendte de tilbage med en stribe sange, der gør alt, hvad et Ladytron-album skal. Iskold robotdisco med blikket mod den brændende horisont. Sunget med omtrent samme patos som hvis man stillede en mannequindukke foran mikrofonen«.
100 Gecs ‘1000 Gecs’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg ved endnu ikke helt, om jeg egentlig kan lide 100 Gecs’ debutalbum. Men der er noget tiltrækkende ved deres totalt kaotiske ‘anything goes’-lyd, hvor heliumvokaler og PC Music-inspirerede produktioner møder metal, forvrængede trapbeats og Skrillex-dubstep som en algoritme, der er løbet løbsk. Det er først og fremmest langt ude. Om man kan lide det eller ej – 100 Gecs gør tingene på deres egen måde«.
Lankum ‘The Livelong Day’
Valgt af Mads Kjær Larsen: »Lankum kan siges at udgøre (endnu en) reaktualisering af en i britisk musik sejlivet tilbøjelighed til at kalde på ældgamle folkemusikalske traditioner for at forlene rocken med en dybdedimension, den måske ikke i sig selv kan mønstre. Lankum kombinerer på forrygende (og forrygende dyster) vis traditionelle mordballader, drikkeviser og andet godt med en udstrakt brug af metalliske droner, der leder tankerne hen på et foretagende som Sun O))). I Lankums hænder bliver folk-konventionerne vredet ud af form, og resultatet er indre mindre end ærefrygtindgydende«.
Kelsey Lu ‘Blood’
Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »Du kender selvfølgelig Blood Orange og Solange, men hvad med kollegaen Kelsey Lu? Debutalbummet ‘Blood’ lyder som lysegrønne blade og regndråber og fik mit hjerte til at slå lidt lettere efter en altudslettende vinter. Amerikaneren er klassisk uddannet cellist og sværger til sin loop-pedal, hvilket udmunder i en æterisk, avanceret og udsynet r’n’b-lyd, fra discoflirten ‘Poor Fake’ til det tyste ‘I’m Not in Love’-cover. Og så synger hun forresten brandgodt«.
Ni99ernislæden ’2/5’
Valgt af Nicklas Krarup Larsen: »Marc Johnson lever endnu. For de fleste måske kun i form af obligatoriske hviske-moves til den udødelige klubveteran ‘Kig forbi’. Men der er så meget mere i Johnsons arv, og det findes, hvor det hele startede: Det rowdy og Atlanta-trappede alias Ni99ernislæden, der med sin anden ep ‘2/5’ har vist, at selv en gammel hund kan ‘FukDinKlubOp’. Jeg sætter det på overalt, og der er ikke et øje tørt, når Johnsons Aarhus V-accent mumler over de dystre trap-flader«.
The Shaking Sensations ‘How Are We to Fight the Blight?’
Valgt af Martin Gronemann: »Det er ikke hver dag, man støder på et konceptalbum om klimaforandringer signeret et dansk postrockband. Men det er ikke desto mindre, hvad The Shaking Sensations har begået. Et blændende udspil, hvor de melodiøse riff og den rytmiske pondus giver udtrykket en tyngde og autoritet, så man involverer sig i musikken med samme engagement som i forhold til Jorden, der fortjener og trænger til, at vi værner om den«.
Oh Land ‘Family Tree’
Valgt af Simon Bækgaard: »Oh Lands ‘Family Tree’ var et af årets bedste bud på, hvordan pop kan være både rodfæstet og fremadskuende. Hun kan skrive melodier som Carl Nielsen og arrangere, så man tænker på Debussy. Men stift bliver det aldrig. Tværtimod er ‘Family Tree’ organisk og føles fuldstændig virkeligt: »He’ll grow up missing me, when he’s not missing you«, er både den ærligste og mest sørgelige linje, jeg har hørt i år«.
Leafs ‘Sensei’
Valgt af Morten Kildebæk: »Jeg har et passioneret guilty pleasure-forhold til den hollandske rapper Leafs – en melodisk autotune-skrigballon, der nogle gange lyder ret skraldet, men samtidig laver nogle umanerligt catchy sange. Jeg forstår ikke vildt meget af lyrikken, men har også på fornemmeren, at det ikke er så vigtigt. På sit fjerde album ‘Sensei’ fortsætter han den poppede, trappede og til tider caribiske lyd med veloplagte sange som ‘Model’, ‘Location og ‘Ballinnn’«.
Brittany Howard ’Jaime’
Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Dette er ikke Brittany Howards første rodeo. Men det er Alabama Shakes-forsangerens første soloridt, og det føles som om, at hendes helt personlige musik har hobet sig op inde i hende. På ’Jaime’ eksploderer den nemlig som et katarsis-fyrværkeri af inderlig selvransagelse og medrivende historier fortalt i blødende, brandvarm soul og sprudlende psykedeliske genreeksperimenter. En enormt modig solodebut – og ganske uimodståelig«.
Se redaktionens lister: Årets 25 bedste udenlandske album + Årets 20 bedste danske album