Jamaikas historie kører i ring på ‘Dedikeret’
Det begynder at ligne en slags tradition, at nytåret skydes i gang med en udgivelse fra Jamaika. Ep’en ‘SxB på fri fod’ udkom ved indgangen til 2016, og sidste år kom nytårsraketten i form af debutalbummet ‘Nordsiden’, der på én og samme tid sleb gadeasfalten grovere og fortalte en historie om et liv fyldt med modstand.
Traditionen tro; den nye ep ‘Dedikeret’ landede på klokkeslættet til 2020, og gadefortællingerne fortsætter nærmest som uafbrudt. Det hele sker i kølvandet på en episode i slutningen af november, hvor Jamaika i forbindelse med et knivstikkeri blev efterlyst og efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet i tre uger.
Historien om Jamaika kører på mange måder i ring, og det er mere end nervepirrende at følge med i den konstante kamp mellem mørket og lyset, fængslet og musikken – den dobbeltsidede tovtrækningskamp, der ligesom dødningehalvmasken på coveret af ‘Nordsiden’ pryder ep-forsiden til ‘Dedikeret’ i form af et tosidet spar es, et spillekort med ligeledes flersidig symbolik.
På samme måde kører musikken visse steder også fast, i ring, med de samme klagefulde fraseringer, rim og instrumentale underlag. Men traditioner kan brydes, og på den nye ep viser Jamaika også, at han har flere stemmer at gøre brug af, selv om den velkendte gadestemme stadig skærer dybest.
Node-samarbejdet ‘Holdet’ er et tropisk vindpust, der spreder varme langs den kolde beton og kortvarigt bryder med det gråtonede melankolske univers. Med linjer som »får hende til at tale spansk, selv om jeg ikk’ forstår noget« viser Jamaika en mere humoristisk og kæk side, end vi har hørt fra ham tidligere, mens selve nummerets hispanofile mainstreamlyd langt fra er modig i sig selv.
Tropetonerne fortsætter på ‘Bandolero’, men her falder Jamaikas multisprogede fraser bedre sammen, og sprogkrydsningen er allermest effektfuld, når kvarteret/ghettoen oversættes til ‘La Varrio’ på junglehymnen af samme titel. Jamaika har efterhånden flere hårdtslående gadesange, men her er det for en gangs skyld hverken Branco, Dayzon eller Benny Jamz, der leverer det bærende rapflow – det er Jamaika selv, og skiftet mellem attitudefuld mumle-rap og skærende falset giver billedet af en fuldendt rapper.
Ude og hjemme igen. Jamaika kan andet end at køre i samme rille, men det er stadig de følsomme ballade-ballader, der rammer dybest, og det er også tilfældet på ‘Dedikeret’. Nummeret ‘Ufødte’ er et fremtidsløfte om, at hans ufødte barn aldrig skal mangle noget, og på ‘Dobbelt’ sætter Jamaika ord på dobbeltheden, der omringer ham selv og vennerne.
Med selvfortællingen om skyggekryberi og efterlysning, klingende af trompettoner i mørkekrogene, er ‘Protokol’ nok det tætteste, man kommer på indbegrebet af en Jamaika-sang, og når en fortælling er så rørende, så behøver man måske ikke lave den om.
Men problemet med at køre i ring er, at det aldrig bliver helt det samme som første rundtur, og på denne korte ep mangler man storværket, kæberasleren, der kan sætte sjælen i gang igen – på samme måde som ‘Blodskudt’ og ‘Op’ gjorde det på Jamaikas to første udgivelser.
Kort sagt:
Et nyt år, en ny Jamaika-udgivelse. Og mens den klassiske opskrift stadig er god, kører Vejle-rapperens klagesang og gadetematikker også en smule i ring.