Caribous ‘Suddenly’ er et smukt værk, hvor legesyge og følsomhed går hånd i hånd
Vi skal knap seks år tilbage for at finde Dan Snaiths seneste album under navnet Caribou. Mellemtiden har budt på et par udgivelser med sideprojektet Daphni, men nu får vi endelig ‘Suddenly’, efterfølgeren til det fremragende 2014-album ‘Our Love’.
Overordnet er der ikke meget, der har ændret sig i Caribou-land. Det er stadig sjælfuld, groovy elektronisk musik, der har rødder i både indiepop og deep house – ofte lige i det behagelige middeltempo, så man både kan føle stemningen dybt inde og stilfærdigt danse med. Hvis man kunne lide Caribous to foregående album, vil man med andre ord sandsynligvis godt kunne lide ‘Suddenly’ – ikke mindst fordi den perfektionisme, der har ledt til Caribous konsekvent høje kvalitetsniveau, stadig er der.
Man skal dog ikke tro, at der ikke er mere at komme efter, hvis man allerede har hørt forgængerne. For selv om der ikke er rusket det store op i det overordnede lydbillede, sker der altid noget spændende, når man zoomer ind på de individuelle tracks. Alle sangene på ‘Suddenly’ byder på skarpe, raffinerede tiltag, der gør dem til engagerende, nærmest sitrende lytteoplevelser.
‘Like I Love You’ starter med et beat, der lyder som snydt ud af en Timbaland-sang fra start-00’erne, men den forvrængede synthguitar, der i starten virker poppet, bliver i løbet af nummeret drejet i et utal af uforudsigelige retninger. Det vemodige klaver på ‘Sunny’s Theme’ lyder i starten nærmest som noget ud af James Blakes seneste album – men det bliver forvandlet til helt sit eget væsen, når et intenst, hiphoppet vokalsample ihærdigt bliver loopet henover det, mens instrumenter træder ind og ud af lydbilledet.
Sådanne legesyge tiltag er der så mange af, at man kan vende tilbage til albummet mange gange, hvor man hver gang vil finde noget nyt, man kan fascineres af. Men det går aldrig ud over de vemodige, længselsfulde stemninger, der er albummets emotionelle drivkraft.
Dan Snaiths sårbare falset bærer også smukt lytteren gennem albummet. Ofte er der længere instrumentale passager, men vi vender altid tilbage til stemmen. Selv omgivet af skævvredne samples og talrige produktionseffekter er hans vokal notorisk uperfekt, hvilket giver hver eneste elektroniske beat en aura af menneskelighed – en, der varer ved, selv når han ikke synger.
Derfor giver det da også mening at afslutte albummet afslutter med ‘Cloud Song’; en langsom ballade, der er ganske spinkel og stilfærdig i størstedelen af sine knap syv minutters varighed. Her blotter Snaith sig mere end på noget andet nummer, og han lyder oprigtigt fortvivlet, når han synger linjen »Can’t find my way to you«. Som nummeret mod slutningen dog begynder at blive mere grandiost og tætpakket i lyden, løfter han ikke sin stemme det mindste – som om musikken overdynger ham med flere følelser, end han kan kapere.
Kort sagt:
Caribous ‘Suddenly’ er et virkelig smukt værk, hvor deep house og indiepop nok engang går i skøn forening. Det er menneskeligt, legesygt og ret så følsomt.