Roskilde-aktuelle Angel Olsens storladne kammerpop kom ikke til sin ret i Store Vega
Det lå i kortene, at Angel Olsens koncert i Store Vega fredag aften kunne være blevet en ualmindeligt smuk oplevelse:
Hendes 2019-album ‘All Mirrors’ er spækket med guddommeligt skønne og højtragende tracks, og at dømme efter hendes scene-setup, var hun fuldt ud opsat på at genskabe den skala, hun kreerede i studiet.
Foruden det sædvanlige backingband bestående af trommer, bas, keyboard og guitar havde Olsen nemlig også sørget for en cellist og en violinist, så hendes elegante kammerpop kunne opføres tilnærmelsesvist som på albummet.
Der var dog ingenlunde dømt copy-paste – på ‘All Mirrors’ har hun trods alt en noget større besætning af klassiske musikere ved sin side end blot de to strygere. Så af nødvendighed blev mange af sangene omsat til mere rockede udgaver. I stedet for symfoniske crescendoer bød det velspillende backingband på fyldige guitarrifs og bragende trommer, når de mere storladne stunder skulle nås.
Det var et kompromis, der fungerede godt i starten. Desværre endte tilgangen med at blive alt for monoton. Når så mange forskelligartede stykker kalejdoskopisk kammerpop blev sat igennem det nogenlunde samme pseudo-postrockede filter, resulterede det i en forudsigelig og monokrom klangverden. Hvis et nummer startede stille, vidste man, at der var noget nær garanti for, at den samme bragende rocklyd ville udgøre sangens mere bombastiske sektioner.
Således var det lettere forfriskende, når de to afsluttende ballader ‘Endgame’ og ‘Chance’ helt undlod at eskalere mod det storladne. Det var også et friskt pust, da rendyrkede rocktracks som ‘Shut Up Kiss Me’ og ‘Forgiven/Forgotten’ blev serveret med en lige-ud-ad-landevejen-tilgang.
Olsen selv var absolut teknisk kompetent. Jeg var imponeret over, hvor udtryksfuld hendes vokal var. Den havde nøjagtig den samme præcision, fylde og emotionelle resonans, som jeg har lært at kende fra hendes studiemateriale.
Men det i sig selv var ikke nok til at fængsle mig. For så snart Olsen gik i gang med at synge, bevarede hun det samme ansigtsudtryk stort set hele vejen igennem. Hun var også komplet stillestående. Jovist, det var begrænset, hvor meget hun kunne bevæge sig, når hun det meste af tiden både skulle synge og spille enten guitar eller keyboard, men end ikke i de instrumentale passager var der bevægelse i hende.
Jeg forventede selvfølgelig ikke, at hun skulle til at spjætte rundt, som var hun Eddie Van Halen. Men som genrefællen Weyes Blood gentagne gange har demonstreret, kan roligere musik sagtens accentueres af, at man gestikulerer, eller blot bidrager med lidt mimik.
En koncert er trods alt lige så meget noget, man er kommet for at høre, som noget man er kommet for at se – og som performer gjorde Olsen ikke meget for at sælge sine sange. Rørende numre som ‘Lark’ eller ‘Impasse’ havde svært ved at sætte sig fast, når kunstneren selv så ud som om, de ikke bevægede hende det mindste.
Hun udviste lidt mere personlighed mellem numrene, hvor hun både smilede og drev gæk med publikum. Men det føltes dog også som om, tiden blev trukket mellem numrene, hvor hun småsnakkede en del med bandet – ofte uden at det foregik ind i mikrofonerne, så størstedelen af salen ikke kunne høre, hvad der foregik.
På vej hjem fra koncerten hørte jeg nok engang ‘All Mirrors’. Og jeg var mildest talt forundret over, hvor meget der sker på albummet. Efter at have fået en så ensartet udgave af musikken, var det som at høre albummet for første gang (igen).
Kort sagt:
Angel Olsens Store Vega-koncert var på alle tekniske punkter velspillet, men musikken blev alt for ensformig, når en stille ballade udviklede sig til det samme rockklimaks gang på gang. Dertil kunne Olsen selv nok godt have klaret at demonstrere noget mere indlevelse under numrene.