Floating Points tog Store Vega med på en gribende elektronisk rumrejse
Floating Points (alias Sam Shepherd) indtog Store Vega badet i blåt lys, med dertilhørende blå, minimalistiske og abstrakte visuals, der nærmest signalerede, at man var på vej en tur ind i de kolde maskiners elektroniske kredsløb og ledninger, som Shepherd stod bøjet over hele aftenen som en druide.
Hvis der er noget, der kendetegner Floating Points’ musik, er det netop de knitrende, skarpe synthesizere og trommemaskiner. Selvom Floating Points har elementer af både house, techno, glitch, og nogle steder endda jungle og garage, blev det hele holdt sammen af den klart definerede og gennemgående veludførte lyd og stemning, han tryllede frem bag maskinerne til denne koncert, som var en del af Journey Fest.
De mange lag af melodier og synth-figurer tittede frem som små krystaller, og lagde sig ovenpå den dundrende bas og de skarpe trommer som i en symbiose. Men Floating Points var heller ikke bange for at lade de lange opbygninger trække ud og nåede under eksempelvis ‘Nuits Sonores’ en nærmest stilstand, hvor den smukke melodiske figur fik lov at fylde rummet alene.
De stille perioder var en god kontrast til den massive bas og de hårde trommer, der fik rummet til at summe af energi. Og heldigvis var det ikke alt sammen lige smukt: Der ligger også en grimhed og nærmest ustyrlighed i de hidsige maskiner, som fik lov at stikke hovedet frem på eksempelvis den udglitchede, voldsomme, nærmest impressionistiske version af ‘Karakul’ og efterfølgende ‘Environments’.
Men på en måde endte de lange opbygninger med at være Floating Points akilleshæl, og gjorde, at spændingskurven til tider fik en lidt mærkelig karakter. Det hele startede med klassiske fire-i-gulvet housebeats, der sendte chokbølger af energi gennem rummet, men omkring 20 minutter inde udviklede koncerten sig til ren eksperimentering. Her kiggede Shepherd op på sine visuals, som om selv han ikke helt var i kontrol over, hvad der foregik, mens han lod maskinerne skeje ud.
Det var der som sådan ikke noget galt med – det var på sin egen måde dragende og smukt. Men da man først havde mærket de dunkende house-beats var det virkelig en kropslig omstilling at skulle konfronteres med de noget mindre givende, udsyrede elektroniske passager og de til tider meget stillestående stykker. Det var et vovet valg, men man kan diskutere, om det nu også var det rigtige.
Heldigvis vendte de mere klare og energiske beats tilbage til sidst, og stod så meget stærkere efter den lille omvej. Passagen, hvor den smukke, jazzede ‘Anasickmodular’ gled over i ‘LesAlpx’, var et klart højdepunkt, hvor alting gik op i en højere enhed, inden den lidt hårdere technofest tog over.
Koncerten sluttede ved, at ‘Bias’ smeltede ned i et ambient lydbillede, mens noget, der lignede en stjernehimmel, tonede frem på skærmen bag Floating Points, som for at markere, at nu var rejsen slut: Fra de inderste elektroniske kredsløb og ud i rummet, opløftet af Floating Points gennemførte og gribende lydlandskaber.
Kort sagt:
Floating Points formåede at tage Store Vega med på en gennemført og smuk rejse, da han bag sine maskiner fremtryllede både hårde techno-beats, lange stille passager, og mere udsyrede øjeblikke – alt sammen i et smukt, gennemført lydunivers.