Schultz & Forevers ‘Declaration of Love’ er en kærlighedserklæring til den gode popsang
Sidst vi hørte fra Schultz & Forever, foretog han noget af et hamskifte og sprang ud som popsanger på det vellykkede ‘Grand Guignol’ fra 2018. En udvikling, der fortsætter i samme spor på hans andet album ‘Declaration of Love’. Denne gang er der intet stort hamskifte, men til gengæld er der skruet endnu mere op for poppen og de gode melodier på en samling flotte poprocksange med lækker lyd.
Jonathan Schultz tager de mest poppede elementer fra forgængeren og blander dem med inspirationer fra Fleetwood Mac, 90’ernes poprock og Connan Mockasins syrnede fløde. Den største forandring siden sidst er Schultz’ stemme, som endnu en gang har gennemgået en mindre transformation. Her er hverken spor af hans tidlige kvækkende vokal, mens der også er skruet ned for det dybere (og somme tider let påtagede) croon fra ‘Grand Guignol’.
I stedet lyder det på de fleste sange som om, han bare synger fra hjertet uden nogle overvejelser om, hvordan det skal lyde. Hvilket resulterer i Schultz & Forevers måske mest naturlige, ubesværede og ærlige vokalpræstation til dato.
Albummet lægger ud med tre popbaskere, hvor især ‘Everybody Hates Him’ og ‘From My Eyes’ har to af den slags omkvæd, der bare bliver hængende på ens indre pladespiller. Jeg har i hvert fald flere gange taget mig selv i at gå og nynne sidstnævntes refræn i et omfang, så det næsten, men også kun næsten, bliver irriterende.
»Why can’t you see that I’m an actor / why do you think that I’m in rapture / acting on, acting on and…«
Det er jo lige præcis, hvad en god popsang skal kunne, og flere gange på ‘Declaration of Love’ rammer Schultz and Forever den lige i røven – uden at det nogensinde bliver formularisk eller skåret over en skabelon.
Måske det er, fordi musikken trækker på flere forskellige inspirationskilder. ‘Everybody Hates Him’ har et strejf af Fleetwood Mac, groovet og guitaren på ‘Ready For Love’ leder tankerne hen mod Blood Orange, og ‘The Idea of You’ vækker minder om Connan Mockasin. Som en vaskeægte musikalsk kamæleon gør Jonathan Schultz dog alle inspirationerne til sine egne og samler dem i et lydbillede, der giver mening som selvstændigt sammenhængende univers.
Alligevel er albummet bedst, når Schultz slipper sin indre popsmed helt fri.
Efter den indledende poppede tretrinsraket skruer albummet ned for tempoet med et par mere afdæmpede sange, for som om titlen antyder – og som et ægte popalbum proklamerer – kredser albummets tematikker også om al populærmusiks yndlingsemne: Kærligheden. Derfor er det da også naturligt, at vi skal have en ballade eller fire.
Det første afdæmpede nummer, ‘Legacy of Spring’, virker som et lidt langt mellemspil, der succesfuldt tager tempoet ned, men også bliver ved så længe, at albummet mister momentum.
Det betyder også, at det tager nogle lyt at sætte pris på albummets sidste halvdel, der er lidt mere ujævn. ‘Dead or Alive’ er for eksempel en flot, men lidt for kort ballade, og ‘The Idea Of You’ lyder helt ned til Jonathan Schultz’ stemme så meget af Connan Mockasin, at det er svært at tænke på andet.
Alligevel formår Schultz & Forever at styre det blot 28 minutter lange album sikkert i havn med to fantastisk smukke afsluttende ballader – det gælder især ‘This Happens So Rarely (New Years Eve)’, der flot skildrer erkendelsen af den spirende forelske med al den usikkerhed, sådan en indebærer, og på den led er en flot opsummering af hele albummets tematik.
»This happens so rarely / and it never succeeds for me / I hate to feel petty / but I’m falling in love with you«.
Kort sagt:
Schultz & Forever synger mere ærligt og naturligt end nogensinde før på det flotte popalbum ‘Declaration of Love’. Selv om albummet bærer sine inspirationskilder uden på tøjet, formår Jonathan Schultz som en sand musikalsk kamæleon at samle trådene i et univers, der er helt hans eget.