Hverken Rihanna eller Drake kan redde Partynextdoor på det søvndyssende ‘Partymobile’

3 6
Hverken Rihanna eller Drake kan redde Partynextdoor på det søvndyssende ‘Partymobile’
Partynextdoor. (Foto: Daniel Prakopcyk)

Partynextdoor var den første artist på Drakes OVO-label, og han er den canadiske superstjernes faste samarbejdspartner. Han har skrevet ’Work’ for Rihanna og samarbejdet med Kanye West. Men på trods af nærheden til nogle af vor tids største kunstnere er han aldrig for alvor blevet en stor stjerne i sin egen ret som for eksempel The Weeknd, der tidligt lagde afstand til Drake for at fokusere på sin egen karriere.

Det nye album ’Partymobile’ forsøger at løfte sangeren fra periferien og ind i stjernelyset – det bevidner albummets to store features om. Det er nemlig ikke ret mange kunstnere, der kan få Drake og Rihanna til at dukke op på samme album, sidstnævnte endda med sin første musikoptræden siden 2017.

Men på trods af store features og ambitioner viser ’Partymobile’ mest af alt, at Jahron Brathwaite, som Partynextdoor hedder, simpelthen ikke har formatet til at dele den helt store scene med superstjerner som mentoren Drake og popstjernen Rihanna. For det her er et særdeles søvndyssende album, hvis døsige lyd er en smule forældet, og som desperat savner et karismatisk tyngdepunkt a la Drake.

Sange som ’The News’ og ’Split Decision’ er klassisk, melankolsk r’n’b-rap, som Drake har perfektioneret den på albummene ’Take Care’ og ’Nothing Was the Same’ i starten af det seneste årti. Men Drakes sange fanger dig, fordi han er personlig, og fordi han rapper som om ordene betyder noget.

Partynextdoor ender for tit i en form for monoton, døsig sangstil, der vugger sangene i søvn. Det er næsten en selvparodi på ’Turn Up’, der må være den søvnigste sang om at feste, der er lavet i nyere tid. Selv et citat fra ’Welcome To Jamrock’ (»out in the street, they call it murda«) bliver leveret helt uden energi.

Den her slags tågede, vagt druggy r’n’b var måske innovativ for fem-ti år siden, hvor Drakes OVO-label populariserede æstetikken med Partynextdoor i forreste front. Men her kører Braithwaite bare på autopilot i den velkendte, søvnige stil – helt uden at skubbe til grænserne, som han gjorde det på det langt mere innovative ’P3’-album fra 2016.

Det gør heller ikke albummet nogen tjenester, at den her r’n’b-stil er blevet genbrugt så mange gange i årenes løb, blandt andet af folk som 6lack og Bryson Tiller, at der ikke er noget nyt at hente længere. Partynextdoor graver rundt i en tom guldmine for at finde de allersidste guldkorn.

»Just tell me when I’m getting boring«, synger Partynextdoor sidst på albummet, og man har lyst til at råbe: Det skete altså for mange sange siden! Netop dén sang (’Another Day’) er endda en af albummets svageste. Hans vokal ligger totalt statisk på et gennemgribende anonymt beat.

Men der er også højdepunkter. Drake sætter gang i festen på singlen ’Loyal’, og selv om Rihannas gæsteoptræden er meget kort på ’Believe It’, giver bare lyden af hendes vokal noget modspil til Partynextdoors trætte mumble-r’n’b. Og der sker noget spændende, når hovedpersonen slipper sin stemme fri fra spændetrøjen på ’Savage Anthem’ eller rent faktisk synger falset på ’Eye On It’.

Samtidig er albummet langt stærkere på caribiske sange som ’Trauma’ og førnævnte ’Eye On It’, hvor Brathwaites monotone sangstil får modspil af boblende beats. Her sker en vellykket fusion af r’n’b med reggaeton og afrobeats, lidt som på Drakes ’Controlla’ og ’Passionfruit’.

Men igen må man sige: Mentoren gjorde det bedre. Selv når Partynextdoors sange skinner en smule på ’Partymobile’, er han altså i skyggen af de sande stjerner.


Kort sagt:
Partynextdoors nye album har gæsteoptrædener fra stjerner som Drake og Rihanna, men sangerens egen stemme er så monoton og søvndyssende, at ‘Partymobile’ aldrig helt vågner.

Partynextdoor. 'Partymobile'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af