The Love Coffins andet album fører dem fornemt over i gothrockens verden
Den danske rockgruppe The Love Coffin kapitaliserede fornemt på deres indledende ep-potentiale, da de i 2018 albumdebuterede med ‘Cloudlands’. Deres teatralske mørkerock var her blevet mere raffineret, men dette skete sjovt nok, idet de gjorde deres lyd mere skramlet – hvilket blot gjorde deres makabre univers mere uhåndterbart.
Da jeg anmeldte ‘Cloudlands’, endte jeg med at konkludere, at bandets største styrke var evnen til at skabe dystre stemninger, og at deres største svaghed var, at deres knastørre lyd i længden blev en kende livløs. Med efterfølgeren ‘Second Skin’ er det som om, de forholder sig direkte til begge pointer.
Mørket er atter centralt, men The Love Coffin har udvidet den soniske palette grundigt, hvilket vises direkte fra første nummer, ‘Stripped Down’. Hvis det ikke var for Jonatan K. Magnussens notorisk Billy Corgan-kanaliserende vokal, ville sangen egentlig ikke være svær at forestille sig på et klassisk The Cure-album.
I det hele taget er ‘Second Skin’ The Love Coffins første fuldblodige rejse ud i gothrock – en genre, der giver så god mening for bandets generelle stemninger, at det i grunden er et under, at de ikke har rørt den før. Magnussens stemme lyder som den plejer, og den støvede guitarlyd er fortsat central i alle sangene, men Tue Einar Bakfeldt Flys bas er blevet mere gennemtrængende, og Lasse Christiansens tangenter sætter den makabre stemning mere effektivt end på tidligere udspil.
Bandet hænger virkelig godt sammen, og det tjener så absolut albummet, at de ikke længere konsekvent lader guitaren være den primære drivkraft. Og selv guitaren er blevet mere dynamisk – hør blot, hvordan den skriger i slutningen af ‘Mortalized’ eller halvvejs igennem ‘Fall’.
Sangskrivningen er efterhånden det eneste, der holder gruppen nævneværdigt tilbage. Ikke at den er decideret ringe – så afgjort ikke! Den er ganske velsammenhængende, og numre som ‘A Shrinking Thing’ og ‘Caught in a Fire’ bygger op til rigtig tilfredsstillende klimakser, der fornemt drager nytte af elementer, numrene allerede løbende har introduceret.
Problemet er rettere, hvad sangskrivningen ikke gør. Når jeg tænker på genrens allerbedste numre, er der mange, der gang på gang giver mig den mest gruopvækkende gåsehud – ‘Bela Lugosi’s Dead’ af Bauhaus, ‘Lullaby’ af The Cure, ‘The Mercy Seat’ af Nick Cave.
Sådanne momenter oplevede jeg desværre ingen steder på ‘Second Skin’. Derfor ender det gennemgående mørke med at føles en kende uforløst, og albummet bliver ikke nær så gribende, som det ideelt kunne være blevet.
Alligevel vil jeg dog slå fast, at jeg virkelig har nydt at lytte til ‘Second Skin’. The Love Coffin forstår virkelig deres soniske landskaber, og instrumenterne arbejder imponerende sammen for at give sangene både liv og fylde.
At høre den sprælske guitar over den døsige bas på introen til ‘A Shrinking Thing’ er virkelig lækkert, og når de dybe korvokaler kommer ind under omkvædet til ‘Fall’, er det bare prikken over i’et i det dramatiske omkvæd. The Love Coffin har fundet en lyd, der virkelig klæder dem, og jeg glæder mig til at høre, hvor de udvikler sig herfra.
Kort sagt:
Den makabre lyd på ‘Second Skin’ er aldrig decideret angstprovokerende, men The Love Coffins take på gothrock er stadig ganske velspillet og velsammensat.