Polo G’s ghetto-klagesang skærer i hjertet

5 6
Polo G’s ghetto-klagesang skærer i hjertet
Polo G. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Polo G opererer inden for den lyd, der de seneste par år har genindført bløde, ofte episke klaverbeats og bragt melodisk klagesang ind i ghettoens gadefortællinger. En stil, der manifesterer sig fornemt på rapperens andet album ’The Goat’, der følger op på sidste års stærke debut ’Die a Legend’.

Polo G’s historie virker velkendt. Han er født i Chicago og inspireret af drill-scenen med forbilleder som Chief Keef og Lil Durk. Han sprang selv ud som drill-rapper med tidlige numre som ‘ODA’ og ‘Neva Cared’, men landede pladekontrakten med det melankolske gennembrudshit ‘Finer Things’, der blev skrevet i fængslet. Og så er han ekviperet med et navn, der (som så mange rapnavne) lidt basalt refererer til, ja, beklædningsgenstanden polo – men i G’et også markerer et minde om vennen Gucci, der måtte lade livet i Chicagos nådesløse gader.

Historien er rørende, men efterhånden også lidt triviel blandt de fleste nye skud på rapscenen. Dog giver den det perfekte grundlag til autentisk at kunne dykke ned i en lyd, der blander de hårde fortællinger om gangsterlivet fra drill-genren med følsomme og ærlige tekster fra emo-rappen. En blanding, som vi de seneste år blandt andre har set hos Youngboy Never Broke Again, Lil Baby og hitmakkeren Lil Tjay, der gæstede Polo G’s kæmpehit fra sidste år, ‘Pop Out’. Denne her lyd af ghetto-klagesang skinner både igennem på forgængeren ‘Die a Legend’ og nu på ‘The Goat’, der om muligt er endnu mere følsom, indelukket og udkrængende med kun små glimt af den hårde drill-lyd fra den tidlige karriere.

Selv om inspirationen er tydelig, skiller Polo G sig alligevel ud fra sine genrefæller. Hans vokal er langt fra så udskejende som hos eksempelvis YNBA eller Lil Baby. Stemmen er dybere, og i stedet for melodiske elastikspring hopper Polo G’s melodier langsommere mellem monotone riller og sætter sig fast i hovedet som en mumlende nynnen. Det bliver tydeligt i Lil Baby-samarbejdet ‘Be Something’, hvor Polo G’s afdæmpede lyrik og simple hooks står over for Lil Baby’s lyse, autotunede og fantastisk uforståelige linjer, der på hver deres måde lægger sig flot over beatets melankoli.

Denne fasttømrede tristesse går igen på hele albummet og fungerer lige godt hver gang. Mustard-samarbejdet ‘Heartless’ er en fortælling om ghettoens hjerteløse ungdom og om et sind, der sidder fast mellem »happiness and depression«, mens både fødselsdagshymnen ‘21’ og Scottie Pippen-hyldesten ‘33’ er blandinger af fleksende gadeblær og kærlighedshistorier forklædt i tragiske lydbilleder.

En af opskriftens mest vellykkede serveringer er den introverte ‘DND’, der på trods af det underspillede og dystre underlag alligevel rammer hårdt på grund af linjernes tyngde, der både indkapsler gadens tragedier og sult efter succes: »Don’t stop at red lights, we stuck in go mode / they killin’ kids, wonder why the summer so cold«.

På lydsiden kammer følelserne dog til tider over. Det gælder blandt andet klaverspillet på ‘No Matter What’, der med en overepisk storhed lyder som en cheesy, reflekterende outro, der faktisk skygger for en god tekst.

På andre mere poppede produktioner redder teksten til gengæld udtrykket.

Det er for eksempel tilfældet på kærlighedserklæringen ‘Martin & Gina’, der selv efter emorappens æra virker overraskende blødsøden. Samtidig stikker teksten til ‘I Know’ et spadestik dybere end på resten af albummet, og guitarens ellers banale toner får tyngde med linjer om børnemisbrug – »he was molested as a baby boy / messed up his head, it even changed the way he play with toys« – der er en del af mareridtet i de reflekterende fortællinger: »How the fuck I wake up from a dream to a nightmare?«.

Størstedelen af numrene på ‘The Goat’ rider på melankolien, og de borende, hårdtslående bangers er gemt væk. Næsten, altså. På ‘Flex’ flekser Polo G (sjovt nok) musklerne og smykkerne med den afdøde ven og Chicago-kollega Juice WRLD, og på den tonstunge ‘Go Stupid’ viser Polo G med stort overskud, at han stadig kan ødelægge et simpelt, drill-inspireret klaverbeat.

‘Go Stupid’ er en fantastisk banger, der kun fortjener genafspilninger. Men samtidig stikker den ud i forhold til resten af albummet, og det er sigende for Polo G’s lyd, at ‘Wishing For a Hero’, der både sampler og er stærkt inspireret af 2Pac’s ‘Changes’, i virkeligheden stikker mindre ud.

Selv om det måske er en hvepserede at begive sig ud i sådan en 2Pac-genfortolkning – og en lige så stor hvepserede at diskutere, om man i virkeligheden burde lade være – slipper Polo G fra det på en respektfuld måde, der bygger bro til tidligere rapgenerationer. Og med genrens genoplivning af gadens dybtfølte historier står Polo G med sine lyriske klagesange som en stærk repræsentant for den nye generation.


Kort sagt:
Polo G’s andet album er om muligt endnu mere følsomt, indelukket og udkrængende end sin forgænger. Der er stor tyngde i de melankolske og rørende tekster, der bygger bro til tidligere rapgenerationer.

Polo G. 'The Goat'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af