School of X balancerer rock og ro perfekt på debutalbummet ‘Armlock’
Rasmus Littauer har spillet lidt flere jobs end de fleste albumdebutanter. Mø-trommeslageren har blandt andet besøgt Roskilde, Glastonbury og Coachella, og under navnet School of X har han nu udgivet debutalbummet ‘Armlock’, hvor han både synger, spiller guitar, bas, klaver og, ja, trommer.
Sigende for helheden er det, at det lyder som om, musikken nærmest flyder ubesværet gennem Littauer. Intet virker konstrueret, opstillet eller malplaceret. Alt hænger sammen i en organisk masse af instrumenter, elektroniske lyde og Littauers spinkle stemme.
Flere af sangene på albummet peger tilbage til 00’ernes indie-poprock, og det er altså forfriskende. Særligt ‘Believe It’, der har både et trommegroove og en rigtig guitarintro (!) som bærende elementer, føles som en tur tilbage til 2006 – uden at det virker fastfrosset eller forældet. Basakkorderne og det snakkende første vers af ‘Parking Lot’ er også befriende enkelt og retro-balladeduet-agtigt.
Til rocket pop hører trommer jo. Og ‘Armlock’ er en trommeplade. Efter en blød start med akustisk guitar, vokal og en tøffende tamburin på åbningsnummeret ‘Where Do I Start’ falder al lyd væk, hvorefter nummeret vender tilbage som bagtæppe for en helt fremragende trommesolo, hvor Littauer melder klart ud, at det her ikke er hvilken som helst studietrommeslager.
Fra da af er det tydeligt, at trommerne er et bærende element på albummet – men de overtager ikke lydbilledet, når der ikke er plads til det. ‘Rivers’ er et glimrende eksempel på, hvordan School of X’s lyd balancerer det hektiske med det rolige – i dette tilfælde med et umanerligt aktivt trommegroove, der ligger under og over helt simple synthesizer- og guitarakkorder og giver en underlig fornemmelse af fremdrift og stilstand på samme tid.
Generelt skaber Littauer et imponerende sammenhængende univers, der leger med balancen mellem det elektroniske og det organiske. Den klare akustiske kerne af trommer, guitar og bas sammensmeltes mesterligt med både harmløse synthesizerflader, men også lidt mere skøre lydeffekter og støjelementer – som op til omkvædet i den smukke, rolige ‘Blood Flow’.
Hertil er Littauer, som den indledende trommesolo viser, ikke bange for at sprede instrumentale stykker rundt omkring i sin musik. Hvilket oftest bidrager til oplevelsen af ’Armlock’ som en helhed, der både har plads til sangene og til musikken, til fornuften og til følelserne – fra rockekstasen på ‘Where Do I Start’ til det eftertænksomme synthmotiv i lukkeballaden ‘Blood Flow’, som bygger op i en tiltagende larm, der pludselig falder væk og viger pladsen for det mest velplacerede omkvæd, jeg har hørt længe.
Kort sagt:
School of X smelter rock, pop, elektronik og håndværk sammen på et skarpt debutalbum, der både giver ro til eftertanke og plads til at makse helt ud i trommesoloer.