På ‘KiCk i’ vil Arca vise, at hun kan ALT

4 6
På ‘KiCk i’ vil Arca vise, at hun kan ALT
Arca.

De seneste par år har Arca været en af de på én gang mest uforudsigelige og mest spændende navne på den internationale musikscene. Jovist, der er en tendens til, at hendes instrumentale fundament er elektronisk, men ellers er hun totalt blottet for genremæssige hæmninger. Hun kan lave atmosfærisk artpop, syrede dekonstruktioner af klubmusik, ustyrlig industriel glitch-hop – eller sågar agere producer for navne som Björk, FKA Twigs og Kanye West.

Da Arca annoncerede sit fjerde studiealbum, ‘KiCk i’, skete det da også med erklæringen: »Jeg vil ikke være bundet til én genre«. Det vil jeg ikke sige, at hun nogensinde har været, men alle hendes tidligere album har dog afgjort haft en definerende, overordnet lyd. Det har ‘KiCk i’ ikke. Det stikker i mange retninger – på godt og ondt.

Hun indleder ganske spidsfindigt albummet med ‘Nonbinary’ – et track, der fornemt italesætter albummets spraglede natur som en afspejling af Arca selv. Arca er nonbinær (altså hverken en mand eller en kvinde), og hele sangen er et mantra om generelt ikke at lade sig definere som det ene eller det andet: »I can be sexy or I could be sad / act bad just to be sweet«, rapper hun.

Og ‘KiCk i’ lever da flot op til sit indledende musikalske manifest. Som vi går direkte fra de æteriske toner på den pudevår-bløde ‘Time’ over til et glitch-rap-syretrip på ‘Mequetrefe’, er det et stil- og stemningsmæssigt piskesmæld. Det føles nærmest mere som en playlist på shuffle, end det føles som et album, når der skiftes track.

Selv om det ofte føles som om, albummet bevidst er organiseret for at skabe de mest kontrasterende overgange muligt, er det dog generelt overgange mellem virkelig gode, spændende tracks.

Det industrielle, kalejdoskopiske vanvid på ‘Riquiqui’ er så intenst, at jeg næsten mister pusten. Ynden på den forpinte ‘Calor’ er som noget ud af en græsk tragedie. Når en majestætisk, spansksyngende Björk gæster albummet på ‘Afterwards’, får jeg et kæmpestort tomrum i maven. Og når Rosalía synger på den badass ‘KLK’ – der endda overtager nogle rytmiske og melodiske elementer fra Rosalías flamencopop – så får man en fornemmelse af, at både hun og Arca ejer hele lortet.

Arca ved lige, hvilke knapper, hun skal trykke på, uanset hvad hun bevæger sig over i – altså for det meste. Der er absolut nogle steder, hvor det falder en kende til jorden. De repeterende chipmunk-vokaler på ‘Rip the Slit’ ender med at blive en kende irriterende. Jeg kan værdsætte, at dette nok er gjort som et bevidst forsøg på provokation, men det giver mig ikke mere lyst til at vende tilbage til den.

Den trappede ‘Machote’ føles også lidt generisk. Et lækkert synthloop ender med alligevel at give nummeret en kende karakter, men i forhold til, at det er et af de mere melodiske tracks på albummet, kommer melodien aldrig nogen vegne. Jeg ved ikke, om sangen eksisterer, fordi Arca bare ville vise, at hun også kan producere trap – hvilket hun utvivlsomt kan, for produktionsmæssigt er den helt fin. Den savnede nok bare lige en Rico Nasty eller en Jpegmafia.

Men det er jo et problem, der kan opstå, når man bare vil lave alt. ‘KiCk i’ er nok det album, der giver det bedste, mest overordnede indblik i, hvor mange musikalske talenter, Arca besidder – men som et helstøbt værk, har det sine mangler. Det hjælper dog så, at det ikke er fattigt på individuelle højdepunkter.


Kort sagt:
Arcas fjerde album føles som om, hun vil vise alt, hvad hun kan, men som resultat føles det ret rodet. Dog er der også rigeligt med stærke tracks i et væld af forskellige elektronisk baserede stilarter.

Arca. 'KiCk i'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af