Det er nok forkert at sige, at Phoebe Bridgers tog verden med storm, da hun for tre år siden udgav debutalbummet ‘Stranger in the Alps’ – og så alligevel ikke.
For siden da er tingene gået så stærkt for den unge amerikanske sangskriver og hendes besjælede melankolske sange, at alene en opremsning af Bridgers’ seneste tre år er nok til at gøre alle og enhver forpustet.
Anmelderroser? Tjek. Hundredvis af koncerter? Tjek. Et hav af spændende samarbejder? Tjek.
Phoebe Bridgers har kort sagt været her, der og allevegne på den alternative musikscene, og i en alder af 25 har hun allerede prøvet mere end de fleste.
»De seneste tre år har været fantastiske«, fortæller Phoebe Bridgers selv over telefonen fra hjembyen Los Angeles.
Anledningen til telefonopkaldet er hendes andet album, der udkommer 19. juni. Det er sjældent, at der går tre år mellem en debut og den svære toer, men ‘Punisher’ er resultatet af tre års arbejde, erfaringer og musikalsk udvikling. Phoebe Bridgers er landet i sit rette element.
»Før jeg udgav mit debutalbum, plejede jeg at sige, at jeg følte mit liv først ville starte sådan rigtigt, når folk fik muligheden for at høre min musik. Og selv om mine venner ikke mente, at det passede, så tror jeg, at jeg havde ret! Jeg føler mig så meget mere som mig selv nu«.
AT TAGE VED LÆRE FRA VENNERNE
Selv om det er tre år siden debutalbummet, har Phoebe Bridgers bestemt ikke ligget på den lade side. I stedet har hun brugt tiden på en række spændende samarbejder.
Fra ep’en ‘Boygenius’, der blev udgivet sammen med de jævnaldrende venner Julien Baker og Lucy Dacus …
»Vi lever alle det samme liv, så vi lærer af hinanden på lige fod, og det er så rart at have den slags delte erfaringer sammen«.
… over duoprojektet Better Oblivion Community Center, hvor hun arbejdede sammen med idolet Conor Oberst fra Bright Eyes …
»Fra Conor har jeg lært en masse praktiske ting – som at skrive sangene på venstre side og så lave rettelser på højre«.
… til singlen ‘Walking On a String’ med The Nationals Matt Berninger.
»Matt er nærmest som en rapper. Han finder på teksterne så hurtigt, og han er så uskyldig og barnlig en person på den bedst mulige måde. Han har så meget energi og behandler alle som hans ligemand. Han føler sig aldrig hævet over dig. Jeg føler, han lærte mig, hvordan jeg selv gerne vil være, når jeg engang har udgivet så mange album«.
Eller som Phoebe Bridgers selv simpelt opsummerer det: »Jeg lærte noget forskelligt fra dem alle«.
Så hvordan bringer du de erfaringer med ind på det nye album?
»Jeg bringer dem bogstaveligt talt ind. Matt var en af de første til at høre albummet, og Conor var nærmest en slags redaktør på mange af sangene og hjalp mig med forslag, når jeg følte, jeg sad fast. Så de hjalp virkelig en masse, og det er så rart at have sådan et slags lille musikerfællesskab«.
Det er et fællesskab, der både giver hende modspil som sangskriver, men også tryghed og nyfunden selvtillid. For samarbejde er en af de vigtigste grundsten i Phoebe Bridgers’ musik, og mange af sangene bliver til i samarbejde med især hendes trommeslager Marshall Vore og produceren Ethan Gruska.
»Jeg skriver folksange for mig selv, og så gør mine venner dem bedre. De tager mine simple sange og forvandler dem til en lyd, som vi alle sammen har skabt sammen«, fortæller Bridgers med et grin.
»Det er skønt at vide, at jeg ikke bare er omringet af ja-hatte, men folk der er ærlige omkring mig og mit arbejde. Det gør mig også mere sikker på mine egne kreative beslutninger. Jeg tror, at jeg var meget mere selvbevidst, da jeg arbejdede på mit første album. Denne gang er jeg mere sikker på, at folk vil kunne lide det. Det kunne jeg ikke tage for givet sidste gang«.
Ved første lyt føles flere af sangene på ‘Punisher’ som om, de uden problemer kunne passe ind på debutalbummet, og spørger man Bridgers selv, fungerer det nye album også som en naturlig fortsættelse af ‘Stranger in the Alps’.
»De sidste par sange, som vi skrev til det album, var også de mest veludviklede både musikalsk og lyrisk, og jeg føler, at vi bare har fortsat, hvor vi slap«, fortæller hun.
Andre sange udvider dog også den musikalske palet og føjer nye og større musikalske arrangementer til Bridgers’ univers. En musikalsk udvikling, der kulminerer på albummets sidste sang, den smukke ‘I Know the End’, der starter tyst, men halvvejs igennem skifter karakter og ender med et stort – og ifølge Phoebe Bridgers selv – nærmest emo-inspireret klimaks.
»Jeg tror bare, at jeg er blevet mere komfortabel med at skifte rundt mellem forskellige genrer. Der er uden tvivl stadig masser af stille folk-agtige sange på albummet, men jeg har også bare haft det sjovt med at gå på opdagelse i al den musik, jeg godt kan lide. Jeg har for eksempel lyttet til en masse emo og poppunk, og det kommer helt sikkert til udtryk på en sang som ‘I Know the End’. Så det giver helt sikkert et mere varieret udtryk«.
MELANKOLI OG SELVUDSLETTENDE HUMOR
En ting er dog, som den altid har været i Phoebe Bridgers’ musikalske univers.
»Jesus Christ, I’m so blue all the time / and that’s just how I feel / always have and I always will«, sang Phoebe Bridgers på ‘Funeral’ fra debutalbummet, og her tre år senere er netop det citat stadig ganske dækkende for den tristesse og melankoli, der går som en rød tråd gennem hendes sange.
»Jeg bliver altid melankolsk, når tingene går godt«, fortæller Phoebe Bridgers.
Eller som hun synger på 2020-singlen ‘I See You’: »And I get this feeling / whenever I feel good / it’ll be the last time«
»Jeg bruger så meget tid på at se fremad og er så bange for det tidspunkt, hvor tingene vender tilbage til normalen, at jeg ikke bare kan nyde øjeblikket«.
Hun beskriver det selv som en slags traumereaktion.
»Det er som når nogen du kender dør. Jeg er ikke typen, der græder, så snart jeg får den triste nyhed. Jeg går nærmere ind i en slags choktilstand, hvor jeg prøver at tage afstand og se nøgternt på det hele. Det kan være enormt hjælpsomt, men når der så sker gode ting for mig, oplever jeg noget lignende, hvor jeg nærmest flyder væk til et andet sted«.
Den afstand, og følelsen af at flyde væk til et andet sted, er også en meget god beskrivelse af den oplevelse, man kan få af at give sig hen til Phoebe Bridgers’ musik. Den er hudløst ærlig, men har samtidig også en nærmest fremmedgjort, spøgelsesagtig og drømmende kvalitet. En vis distance, som Phoebe Bridgers også selv er bevidst om:
»Jeg kan ikke skrive om noget, hvis det er for tæt på rent følelsesmæssigt. Der skal være afstand, men så er det nærmest som en slags magisk kraft, hvor jeg næsten uden at tænke over det trækker på ting fra min underbevidsthed«.
Bridgers’ univers er dog ikke udelukkende blåt og trist. Det er nemlig også krydret med en slags tør og næsten selvudslettende humor. Lige fra hendes overraskende sjove tilstedeværelse på Twitter og Instagram til hendes musikvideoer.
Tag bare videoen til singleforløberen ‘Kyoto’, der i bedste David Hasselhoff-stil blev optaget på old school green screen, efter coronakrisen gjorde det umuligt rent faktisk at filme i den japanske by, som sangen har taget sin titel efter. Men spørger man Bridgers, er de to ting – humoren og melankolien – to sider af samme mønt.
»Jeg tror at være sjov og lidt selvudslettende er lidt det samme som at dele for meget ud af ens følelser. Mine sange er dybest set som uddrag fra en dagbog, og jeg er nødt til at skrive dem uden tanke på, at nogen skal høre dem senere. Uanset hvad, jeg føler, og hvor mørkt det er. Det er på en måde meget befriende«, fortæller Bridgers.
DU ER IKKE ALENE
Phoebe Bridgers’ melankolske musik er ikke dukket op helt ud af det blå. Hendes store idol er den afdøde amerikanske sangskriver Elliott Smith, der ligesom Bridgers boede i Los Angeles, og ligesom Bridgers skrev folk-inspirerede, triste sange.
»Titelsangen på det nye album er nærmest en slags Elliott Smith-fanfiktion«, fortæller Bridgers. En punisher er nemlig den type fan, der ikke helt ved, hvor grænsen går i mødet med sit idol, og hvornår en samtale er slut.
»Hvis vi havde levet og været voksne på samme tid, ville vi nærmest have været naboer, og hvis jeg havde mødt ham, så tror jeg, at jeg havde været en slags punisher over for ham. Fordi jeg er så stor en superfan«, griner hun.
Hvad er det ved trist musik, der tiltrækker dig? Både som sangskriver og som fan af den type musik selv?
»Jeg tror bare, at det føles rart. At kunne læse en bog eller høre en sang og tænke, at nogen, der er lidt smartere end dig selv, går og har de samme følelser og tanker«.
På det seneste har Phoebe Bridgers læst Margaret Atwoods ’Maddaddam’-trilogi: En postapokalyptisk fortælling, hvor en pandemi ved navn The Waterless Flood har udryddet størstedelen af jordens befolkning. Og med den nuværende verdenssituation er det ikke svært at se, hvorfor lige netop det narrativ har fanget Bridgers’ opmærksomhed.
»Du ser de her ting på tv og tænker, at ingen i verden har det helt ligesom dig, men så hører du en trist sang eller læser en fucked up dystopisk roman og indser, at vent! Der er folk som dig selv, de råber bare ikke særlig højt, men udgiver bare ganske stille en masse fantastisk kunst«, siger hun og fortsætter:
»Det er betryggende, og med fare for at lyde corny, så får det mig til at føle mig mindre alene«.