YG’s ‘FTP’ er en opsang til alle dem, der tror, det er nok at poste en sort firkant på Instagram

Vestkystrapperens nye single ‘FTP’ (fuck the police) er et tegn på, at alle har fået nok af racisme og politivold. Men protestsangen er også en opfordring til os alle om at bidrage med mere end et Instagram-post.
YG’s ‘FTP’ er en opsang til alle dem, der tror, det er nok at poste en sort firkant på Instagram
YG.

YG er ikke en klassisk politisk rapper. Jeg vil faktisk gætte på, at han virkelig ikke gider at blive kaldt ’conscious rapper’, som man ellers tit har betegnet de hiphopartister, der beskæftiger sig med politiske og sociale problemstillinger. Nej, YG er frem for alt en klassisk westcoast-gangsterrapper, der skuler olmt ind i kameraet, leverer benhårde bars om gadelivet og kaster håndtegn i sine musikvideoer.

Men de seneste år har omvæltningerne i det amerikanske samfund tvunget denne egentlig apolitiske artist ind i rollen som talerør for frustrationerne og vreden i det sorte USA – i denne uge med den nye protestsang ‘FTP’, en forkortelse for ‘fuck the police’.

YG er røget ind i en form for Tupac-rolle, hvor han både er en hårdkogt gaderapper, der primært vil rappe om ghettolivets umiddelbare virkelighed, men som nu samtidig er blevet rettet mod det politiske, fordi uretfærdighederne i samfundet omkring ham simpelthen ikke længere kan ignoreres.

Startskuddet for YG’s vækkelse var Donald Trump. I løbet af valgkampen i 2016 udgav rapperen ’FDT’ (’Fuck Donald Trump’) og blev hermed en af den senere præsidents største kritikere inden for hiphopmiljøet. Dén sang er siden blevet lidt af en nyklassiker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Til weekendens demonstrationer mod politivold og racisme i kølvandet på drabet af George Floyd blev ’FDT’ spillet flere steder, og magasinet Billboard har kåret den til en af sangene, der definerede 2010’erne. Når man hører nummerets umiskendelige energi, er det nemt at høre hvorfor.

YG rapper om at smadre Trumps forsamlinger og udbryder stolt, at han kommer fra »the home of the Rodney King riot«. Sangen er så umiddelbart oprørsk, at selve videoshootet til sangen endte som en kaotisk demonstration, der måtte lukkes ned af politiet.

Det var ikke den klassiske, eftertænksomme rapsang om samfundets bagside. Men netop fordi YG ikke er en klassisk politisk rapper, og i stedet udtrykker sine følelser med en umiddelbar, aggressiv energi, har hans protestsange en dybere dimension.

For de opstår ikke, så længe situationen er nogenlunde holdbar. Men kun når alt er blevet så fucked, at man ikke kan undgå at forholde sig til det. Sange som ’FDT’ og den nye protestsang ’FTP’ markerer det øjeblik, hvor det ikke længere er muligt at forholde sig passiv eller apolitisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv de tidligere bandefraktioner, som rapperens musik drejer sig om, indordnede sig således under den fælles sag: I ’FDT’-videoen marcherer medlemmer af ærkefjendebanderne Crips og Bloods side om side mod Trump og alt det, han repræsenterer. Når gangstarapperen YG laver et opråb mod uretfærdigheden, der kan forene selv dødsfjender, er det et umiskendeligt tegn på, at befolkningen i USA har fået nok.

Den nye ’FTP’ har en tilsvarende energi. »Make your rich ass cities look like trash«, truer YG et sted. Og i en anden tid ville det måske være nemt at pege på de meget hårde, oprørske budskaber som værende overdrevne.

Men i dette øjeblik er det umuligt ikke at forstå vreden. »I’m tired of being tired of being tired«, gentager vestkystrapperen et sted, og man forstår, at den destruktive energi i sangen skyldes netop en gentagelse af uretfærdige handlinger. Man forstår, at han får lyst til at smadre det hele, når det skyldes »murder after murder after all these years«.

’FTP’ er således et opråb til handling og en opfordring til at gå på gaden. Men den er samtidig et opråb til dem, der ikke gør nok. For sammen med udgivelsen af sangen meldte YG ud, at posts på sociale medier ikke gør forskellen, der skal til.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Alle der poster de her sorte fotos. Det lort betyder ingenting«, skrev YG på sin Instagram: »Få din røv udenfor og bliv set. Brug din stemme på en rigtig måde. Brug din indflydelse til at få ungdommen til at stemme. Aktiver de her folk til at gøre noget mere end en donation og et IG-opslag«.

Rapperens tone her er den samme som i sangen: Aggressiv og oprørsk som gadeoptøjer – ikke forstående og afventende som et Instagram-opslag.

På den måde er ’FTP’ også lyden af oprør i gaderne, ikke soundtracket til en internetkampagne. Det er lyden af YG, der brænder biler af, mens resten af verden poster firkanter.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af