Taylor Swift er vor tids store, klassiske popstjerne. En larger than life-personlighed, der laver storstilede musikvideoer, slår rekorder, har gigantiske albumkampagner og kokkererer sine hits med superproducere som Max Martin og Jack Antonoff.
Hendes seneste tre album – ’1989’, ’Reputation’, ’Lover’ – føltes på en måde nærmest arkaiske, for den slags kæmpestore event-popalbum hører jo i virkeligheden cd-æraen til. Det er popalbum på en skala, som vi kendte det fra Backstreet Boys eller Britney Spears (der jo også var producerede af Max Martin).
Men Swift var netop en kunstner i dén størrelse; et pragteksempel på Den Store Amerikanske Popstjerne.
Men nu, med ’Folklore’, har hun sagt farvel til popstjernerollen fra de seneste album og i stedet kastet sig ud i et afdæmpet singer/songwriter-album, der er lavet sammen med The Nationals Aaron Dessner. Der er heller ingen bombastisk lancering bag: ‘Folklore’ er udgivet uden nogen stor kampagne og uden storhittende singler.
Nogle kalder det Taylor Swifts ‘indiealbum’ – hvad end indie betyder disse dage. I det her tilfælde er der tale om klare indskydelser fra melodiøs, vemodig folk – tænk tidlig Bon Iver og Sufjan Stevens anno ‘Carrie & Lowell’.
Én ting er klart: ‘Folklore’ er i hvert fald meget langt fra den store, skinnende Pop, Taylor Swift har lavet de sidste ti år.
Og dermed sætter hun faktisk endnu en streg under en udvikling, hvor den altomfavnende, samtaledominerende megakunstner, som hun har været det største eksempel på, er på vej ud. Den sidste store popstjerne gider ikke at lave pop længere – og det skyldes måske også, at den klassiske rolle som Stor Amerikansk Popstjerne ikke er tidssvarende længere.
Først og fremmest: Ja, ja, jeg ved godt, at ’Folklore’ er et karantænealbum, og at det er muligt (måske endda sandsynligt), at Taylor Swift vender tilbage med endnu et Kæmpestort Eventalbum næste gang. Men det er alligevel påfaldende, at Swift nu også forlader mainstreampop-positionen – for det er en position, hun efterhånden er ret alene om at indtage.
De seneste årtier har der ellers stort set altid været en eller flere artister, der har placeret sig i poppens centrum. De seneste år har det – udover Swift – været kunstnere som Justin Bieber og til dels også Ariana Grande. Inden da kan man pege på folk som Katy Perry eller Justin Timberlake.
De har alle det til fælles, at de typisk er hvide kunstnere, der opererer indenfor klassisk pop, og som arbejder på en altomfavnende skala. Det er massemusik.
Den slags altomfavnende popstjerne er dog ikke så almindelig længere. Se bare på ovennævnte Perry og Timberlake: Deres seneste album (henholdsvis ’Witness’ fra 2017 og ’Man of the Woods’ fra 2018) var ikke i nærheden af at gentage kunstnernes tidligere succeser. Måske et tegn på, at det klassiske popstjernekostume ikke er en dragt, der passer så godt til tiden?
Samtidig var Justin Biebers seneste udgivelse, ’Changes’, et r’n’b-album, der virkede mere interesseret i intime sfærer end stadionstore bangers, og Ariana Grande (nok den mest klassiske popstjerne udover Swift) har også bevæget sig væk fra rendyrket pop.
Hendes seneste to album har været et projekt med Pharrell, der diskede op med ret ukonventionelle beats på ’Sweetener’ og så en nærmest mixtape-agtig udgivelse i form af ’Thank U, Next’, hvor Grande selv udtalte, at hun ville udgive musik spontant »som en rapper«. Det vil sige: Uden popstjernens store, stramt tilrettelagte releaseplaner og de mange krav til musikken, der følger med sådan en præsentation.
Samtidig er andre store popstjerner som Dua Lipa og Lady Gaga gået uden om de store samtidspop-statements og i stedet udgivet album, der orienterer sig tilbage i tiden mod forskellige dansemusikgenrer.
Selvfølgelig laver disse to stadig popmusik, og selvfølgelig er der masser af hitpotentiale. Men det er mere genreøvelser med en god portion nostalgi end tidløs, stor pop (og desuden har Gaga jo også altid set sig som en outsider; én, der snarere udfordrer ideen om den store popstjerne end lever sig ind i den).
Men det allertydeligste tegn på, at vi måske ikke skal regne med flere polerede, klassiske popstjerner lige foreløbig, er nok det helt store nye gennembrud på musikscenen: Billie Eilish.
Hun inkarnerer det, der gør en musiker til en stjerne for en ny generation. Eilish er excentrisk, unik og original – og alt andet end tilpasset en klassisk popstjerneskabelon. Hun er stjernen for en helt ung generation, der spejler sig i hendes rebelske persona, dystre og sårbare tekster samt individualistiske udtryk. Det er musik til alle dem, der ikke kan se sig selv i den perfekte, polerede persona, som den klassiske popsterne repræsenterer.
Læg dertil, at klassiske poplyde i stigende grad presses af ikke kun hiphop (hvor Drake og The Weeknd har vist vejen til en ny popstjernestil), men også af latinske genrer og k-pop. Det giver en situation, hvor vi måske ikke får en ny popstjerne som Taylor Swift lige foreløbig. Det føles i hvert fald ikke som en selvfølge.
For når man ser på, hvordan vor tids store popmusikere i stedet fortolker deres rolle som (pop)musikstjerner, så behøver vi måske heller ikke at have én stor popstjerne eller én klassisk definition af pop.
Sådan føles det i hvert fald lidt nu, hvor selv den store Taylor Swift – den sidste af de helt store, altoverskyggende Popstjerner – er steget ned fra popstjernehimlen for i stedet at sætte sig rundt om et lejrbål og drikke te med Bon Iver.