Angel Olsens usminkede versioner af egne sange er unødvendige, men stadig effektive
Man kan dårligt kalde ’Whole New Mess’ et egentligt nyt album fra Angel Olsen. Udgivelsen rummer enkelte nye sange som det hudløse åbnings- og titelnummer, men majoriteten er tidlige, skeletale udgaver af sange, vi har hørt i stormfulde, pompøse versioner på det kritikerhyldede ’All Mirrors’ fra 2019. At tænde op under ’Whole New Mess’ er derfor en udpræget deja vu-fornemmelse, en slags ledsageværk til sidste års album.
’Whole New Mess’ er Angel Olsens tilbagevenden til udgangspunktet på debutpladen ’Half Way Home’ fra 2012: En nedskalering til singer/songwriter-formatet i kølvandet på succesfulde album, der bare er blevet større og større i besætning og ramme. Sangene rækker her ensomt og sårbart ud mod lytteren. Det er blot Angel Olsen, et par guitarer, et par mikrofoner og stort set ikke andet. På eksempelvis ’Too Easy (Bigger Than Us)’ kaster et orgel sin skygge over lydbilledet, men det er små perifere penselstrøg, der aldrig får ’Whole New Mess’ til at lyde mindre alene.
Sangene er fra før ’All Mirrors’ og er altså mere en slags førsteudgaver. Albummet er indspillet i en tidligere kirke, og det giver den her fornemmelse af et lille menneske i et stort rum, der synger for at anråbe de højere magter. At arrangementerne her er skeletale og uden ornament vil nok få nogen til at slutte, at de dermed er mere ægte og tættere på kunstens højeste tinde. Men jeg foretrækker dem faktisk med symfonisk fylde og dramatisk eyeliner som på ’All Mirrors’. 2019-albummet havde en strygersektion på 12 mand med ombord og føltes ofte hentet fra samme sortromantisk-fortvivlede hylde som tidlig Scott Walker og This Mortal Coil.
’Whole New Mess’ virker i sin back-to-basics tilgang mere som 90’ernes MTV Unplugged-sessioner, hvor kunstnere så forskellige som Nirvana, Eric Clapton og Mariah Carey opførte nedtonede, organiske versioner af deres sange og efterfølgende udgav dem som livealbum. ’Whole New Mess’ skal i stedet, som titlen også antyder, opfattes som et nyt helt værk.
Titlerne er ændret moderat, andre er tilføjet parenteser for at give dem et skær af noget mere midlertidigt. Men hele præmissen om, at her er tale om et nyt værk, har jeg lidt svært ved at købe. Det betyder dog ikke, at albummet er en dårlig lytteroplevelse. Den enkle og effektive melodi i ’(Summer Song)’ er svær at sidde overhørig, uanset arrangementet. Angel Olsen synger – også uden orkestral storladenhed i ryggen – som en sand naturkraft.
’Chance’ var på ’All Mirrors’-albummet en slags 50’er-agtig hjerteknuser med en forening af gammeldags glamour og grundtragisk livsfornemmelse. Man kunne næsten høre for sig en dødsmærket heltinde synge nummeret i klimakset af en David Lynch-film. På det nye album er sangen, nu tituleret ’Chance (Forever Love)’, stadig smuk og spektakulært indsunget – men også undervældende med sine håndspillede brudte guitarakkorder, når man har den fuldt orkestrerede 2019-version in mente.
I det hele taget får jeg flere steder på ’Whole New Mess’ en næsten ubændig lyst til bare at sætte de fuldt påklædte sange på og mærke højtrykket og dramaet fra højtalerne igen. Men for folk, der ikke har hørt moderalbummet, kan ’Whole New Mess’ formentlig sagtens overbevise som en samling smukt hjerteblødende breakup-sange. Og med en velfortjent voksende fanbase skal der også nok være dem, der vil få et kick ud af at nærlytte albummet. Finde de små forskelle, krøller og afvigelser i forhold til de definitive versioner.
Kort sagt:
’Whole New Mess’ er overvejende usminkede udgaver af sidste års kritikerhyldede ’All Mirrors’. Selv om sangene stadig står stærkt uden grandios lyd, føles albummet en smule unødvendigt.