Ét nummer fra ’Tenet’-soundtracket river mig stadig rundt uden for biografens mørke

’Tenet’s bombastiske soundtrack lider generelt under samme mangel på menneskelige følelser som filmen, men action; dét leverer komponist Ludwig Göransson. Ét track kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til.
Ét nummer fra ’Tenet’-soundtracket river mig stadig rundt uden for biografens mørke
'Tenet'.

Spoiler-advarsel: Ja, her er lidt spoilers for ’Tenet’.

Kan man bebrejde Ludwig Göransson, at hans soundtrack til ’Tenet’ er mere eller mindre blottet for følelser, når nu selve filmen heller ikke ligefrem excellerer i at formidle sine karakterers emotionelle bredder og dybder?

Dét spørgsmål har jeg driblet lidt rundt med, siden man i fredags kunne dykke ned i Göranssons monstrøse – 18 numre og 86 minutter! – soundtrack til Christopher Nolans længe ventede ’Tenet’.

For lydsiden til ’Tenet’ kan ikke hamle op med soundtracks til andre Nolan-tidsfilm som ’Inception’, ’Interstellar’ og ’Dunkirk’ – alle lavet af Nolans hofkomponist Hans Zimmer, som dog havde for travlt med drømmeprojektet ’Dune’ til at træde til denne gang.

Ludwig Göransson er ikke Hans Zimmer.

Bevares, den 36-årige svensker er et kæmpetalent inden for filmmusikken (jeg er fan!), men han kan endnu ikke måle sig med den 62-årige tysker og hans opulente action-æstetik, der eksisterer side om side med en svulstig emotionel kerne, der balancerer på en knivsæg mellem gennemtrængende nærhed og direkte følelsesporno – sæt ’Time’ fra ’Inception’ på, og du ved, hvad jeg mener.

Følelser – sådan nogle man kan engagere sig i og bliver revet med af – er der ikke mange af på soundtracket til ’Tenet’, og på den måde lider lydsiden under samme mangel som sit filmiske forlæg. Jeg følte ikke rigtigt med nogen af karaktererne i filmen, og selv den gryende romance mellem Protagonisten og Kat virkede hul og uforklarlig overfladisk.

Så har Göransson fejlet, nu hans musik ikke formår at vække de instinktive følelser, som halter i Christophers Nolans visuelle side?

Nej, det synes jeg faktisk ikke. For et eller andet sted ville det have føltes mærkeligt med nogle nære, varme soundtrack-bidder til en film, som skubber ægte menneskelig interaktion til side for storslået action.

For mig er ’Tenet’ et tidsfetichistisk actionbrag. Ikke mindre, men bestemt heller ikke mere. Og på den måde har Ludwig Göransson heller ikke haft det helt brede arsenal af følelser at spille på og op til. Måske det slet ikke har været meningen, at han skulle skabe andet end et udpræget action-soundtrack.

Den elektroniske lydside er et eller andet sted filmen i musikform: Buldrende, larmende, intens, forvirrende. Men i Nolan-regi er jeg blevet forvænt med at få noget mere end det i musikken.

Det får jeg ikke med ’Tenet’-soundtracket, og det er altså skuffende.

Ingen af de afdæmpede sekvenser gør nævneværdigt indtryk – selv om ’Priya’ og ’The Protagonist’ prøver behersket – og selv om man kan høre, at der bliver arbejdet med tunge åndedræt og tricks som at køre lyd baglæns, så er der langt op til kreativiteten i Hans Zimmers slowmotion-version af Edith Piaf i ’Inception’ og livets visere, der tikker tungt i ’Mountains’-nummeret fra ’Interstellar’.

Hvilket bringer mig til, at jeg overordnet har to positive ting af sige om ’Tenet’-soundtracket.

1. Det fungerer ret godt som stemningsskaber. Som det ekstra krydderi, der driver handlingen frem og sætter scenen for den ene ekstravagante setting efter den anden. Dét er dog en kvalitet, som næsten udelukkende knytter sig til biografoplevelsen – ikke så meget til gentagne afspilninger i høretelefonerne efterfølgende.

2. Der ér gode actionsekvenser. Ikke noget, der måler sig med Hans Zimmers über-intense ’Mombasa’ fra ’Inception’, men rigtig stærke actionnumre, der brager derudaf på den helt rigtige måde med tunge, pulserende synths.

Tag for eksempel den flakkende, pumpende ’Freeport’ eller den trommedominerede ’Rainy Night In Tallinn’, der agerer lydside til den indledende sekvens i musikhuset.

Reducerer man – ligesom jeg gør med filmen – Ludwig Göranssons lydside af ’Tenet’ til et glorificeret action-soundtrack, så er der grund til at være glad.

Og der er særligt ét nummer, som jeg i det henseende bliver ved med at vende tilbage til – kontra det meste af resten af soundtracket.

Jeg taler om ’Trucks In Place’: Nummeret der agerer lydside til den overdådige actionsekvens i Tallinn, hvor Protagonisten, Neil og deres hjælpere røver en pansret lastvogn midt på motorvejen.

Det nummer slår hårdt. Jeg er næsten målløs, hver gang jeg kommer til 1:25, og beatet langsomt accelererer i gang. No wonder, at selvsamme stykke blev brugt i Travis Scotts ’Tenet’-promosingle ’The Plan’.

Jeg husker tydeligt, da nummeret blev brugt i filmen – og lad mig sige én ting: Der er noget med motorvejsmusik. En god motorvejsscene skal have en fedt soundtrack.

Tænk bare tilbage på den ellers rimelig fluffy ’The Matrix Reloaded’.

Motorvejsscenen med dreadlock-tvillingerne, samurai-Morpheus og eksploderende biler er vanvittig, specielt takket være soundtrackets trancede ’Mona Lisa Overdrive’, der stadig lyder som noget, der hører mere hjemme til en piratfest ude på Docken end i en Hollywood-blockbuster.

På samme måde løfter ’Trucks In Place’ den minutiøst planlagte ‘Tenet’-biljagt til de ypperste luftlag inden for actionsekvenser. Samtidig med, at Ludwig Göransson har skabt et nummer så overvældende, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det uden for Imperials bløde sæder og skælvende lydanlæg.

Men når alt det er sagt … så håber jeg altså, at Hans Zimmer har tid, næste gang Christopher Nolan ringer og beder om en hånd.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af